Magien i Magdeburg - en spændingsroman

Praktiske bemærkninger:

Ved bestilling hos din boghandel har “Magien i Magdeburg” (paperback): ISBN-nr. 978-87-7114-731-5. Bogen kan også bestilles som e-bog.



Generel information:

Blogaktiviteter (indlæg og kommentering) er indstillet indtil videre.

Henvendelse til blogejeren kan ske på

http://www.facebook.com/hulegaard eller http://www.hulegaard.dk

Generalens sidste slag

Een af blogejerens (afdøde) svigerforældre var asiatisk officer. Denne stålsatte personlighed satte sig spor såvel oprindeligt i Indonesien i forbindelse med (afdøde) præsident Sukarnos erobring af magten som senere i forskellige sammenhænge i sit nye hjemland Nederlandene (Holland).

Vi var ikke just på hinandens top-1000 liste, men ved det sidste møde for mange år siden forstod vi begge - hver med vores erfaringsmæssige ballast og på trods af racemæssige forskelligheder - at vise en gensidig respekt for hinanden forårsaget af en semi-dramatisk privat begivenhed. Det sidste håndtryk og øjenkontakt mellem os glemmes aldrig!





Dynamik - bevægelighed - beslutningskraft

Ligeledes glemmes aldrig den nu 100-årige stadig levende vietnamesiske general Vo Nguyen Giap (f. 25.aug. 1911). Et navn, som enhver historieinteresseret kender alene ved at nævne den vietnamesiske lokation “Dien Bien Phu” samt senere den såkaldte Vietnam-krig, der afsluttedes medio 1970erne. Overskriftens tre ord danner en trekantet ramme om ham.

Giap var den mest betydningsfulde strateg i de vietnamesiske befrielseskampe. Som ung student deltog han i studenterstrejken i forbindelse med oprøret i 1930 imod det franske koloniregime. I 1937 fik han sin doktorgrad i Hanoi og var senere historielærer. Han sluttede sig til kommunistpartiet i 1930erne og måtte flygte til Kina i 1939. Hans professor-datter af hustru blev arresteret og døde i fængsel. Hendes søster blev henrettet af franskmændene.

Under krigen opbyggede han Viet Minhs guerillastyrker, og rykkede i august 1945 ind i Hanoi sammen med Ho Chi Minh (præsentation unødvendig for enhver historieinteresseret ). Giap havde hovedæren for sejren over Frankrig ved Dien Bien Phu i 1954, hvor det franske militære hovedkvarter ved Dien Bien Phu blev belejret i 55 dage, hvor 3.000 franske soldater blev dræbt, og de resterende 8.000 franske tropper måtte overgive sig.

Giap opbyggede den vietnamesiske hær til at være den bedst organiserede styrke i Sydøstasien. På dens højde var den verdens 4 største hær med ca. 1. mio mand under våben. I 1961 publicerede han en håndbog i guerillakrigens taktik og strategi: “Folkets krig, folkets hær”. Han spillede i sandhed også en ledende rolle i befrielseskampen i Sydvietnam.

Fra 1954 var Vo Nguyen Giap øverstkommanderende for de vietnamesiske styrker, fra 1955 forsvarsminister frem til 1980, hvor han gik på pension. Han var dog formelt vice-premierminster frem til 1991. Han var stærkt medvirkende til, at verdens stærkeste militærmagt USA oplevede sit vel største militære nederlag ifm. Vietnam-krigen.


Refleksion

Min meget tiltalende vietnamesiske købmand få hundrede meter fra mit byhus på Vestfyn tæt ved Lillebælts friske vand har aldrig kæmpet ved Dien Bien Phu. Han flygtede som stor dreng med sin familie som titusindevis andre efter Sydvietnams kollaps i både fra det sydlige Vietnams kyster. Han husker det tydeligt, trods det nu er en menneskealder siden. Den nu modne vietnamesers mening om europæere holder han for sig selv indpakket i asiatens uudgrundelige lette smil. Han lever disciplineret i en fremmed verdensdel. Vi har en god kemi - trods diplomatisk udtrykt forskellige personligheder.

Forleden nævnte jeg, at general Giap nu var > 100 år. I samme åndedrag tilføjedes 2 andre nu afdøde vietnamesiske personligheder, såvel afdøde ministerpræsident Pham Van Dong (1906 - 2000) og ikke mindst Nordvietnams leder Ho Chi Minh (1890-1969). Min vietnamesiske købmand kæmpede med at finde den rigtige grimasse. På den ene side had overfor disse tre mænd, på den anden side en skjult beundring.

“Uanset politisk overbevisning kan man kun blive imponeret af dette formidable trekløver” var mit kombinerede spørgsmål og svar. Min vietnamesiske købmand kiggede på mig og vi smilede lidt anderledes end sædvanligt til hinanden.

Den nu 100-årige vietnamesiske general mangler endnu det sidste slag, som han ikke kan vinde. “Old soldiers never die, they just fade away” - sagde den forlængst afdøde 5-stjernede US-general Douglas MacArthur (1880 - 1964), de allieredes øverstkommanderende i Asien, Oceanien og Stillehavet under 2. verdenskrig, øverstkommanderende i Korea-krigen osv.

General Giap er et enestående eksempel på MacArthurs militære statement. Den vietnamesiske fabelagtige leder var simpelthen en af det 20 århundredes største generaler! Sagt endnu mere præcist:

I relation til guerillakrig gennem hele verdenshistorien….vel

….. den største af dem alle!



Kilder: Dansk-Vietnamesisk forening samt private vietnamesiske kilder

General Giap er død 102 år gammel (04/10/13)


Note: Næste uges planlagte indlæg “En særlig bog” - er en omtale af min nye 352 siders spændingsroman “Magien i Magdeburg” (den første i en planlagt trilogi)

Tankens kraft

Phie Amboes interessante dokumentarfilm ”Free The Mind” om basale menneskelige spørgsmål har allieret sig med US-hjerneforskeren Richard Davidson, der eksperimenterer med alternative metoder som meditation og mindfulness-øvelser som middel mod svære psykiske lidelser.






Filmen følger tre personer i behandling for hver deres psykologiske problemer med Davidsons metoder: de to hjemvendte soldater Rich og Steve og den fem-årige Will, der har ADHD (=Attention Deficit/Hyperactivity Disorder= forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet).

De to soldater er traumatiserede af deres oplevelser og ikke mindst egne gerninger, og filmen belyser de mentale problemer, krigsveteraner vender hjem med, og som blandt andet resulterer i alarmerende mange tilfælde af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder = posttraumatisk belastningsreaktion) og selvmord.

Mange (lidt for mange) billedtekster redegør for helbredelsesprocenter og problemernes omfang, men afgjort massevis af stof til eftertanke. Selv for den mest kyniske iagttager.

Spørgsmålene står nærmest i kø:

1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?

2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?

3) Soldaters mentale krigsskader - er det prisen værd?


Fakta - additioner





Psykologi- og psykiatriprofessor (en sjælden kombination) Richard Davidson, f. 1951, direktør for Laboratory for Affecttive Neuroscience ved Univ. of Wisconsin, USA.

Denne akademiske profil bar i mange år på en hemmelighed, som han frygtede kunne ødelægge hans videnskabelige karriere. I al hemmelighed mediterede han dagligt!



Filmcut til Free The Mind: http://vimeo.com/41691784


Mindfulness (Wikipedia): http://da.wikipedia.org/wiki/Mindfulness

2 x Erik på Flakfortet

Årets sommerudflugt anno 2012 gik til Flakfortet for de overmodne Erik-seniorer kendt i blogosfæren og i andre digitale (og mentale) sammenhænge som den erfarne og professionelle kunstmaler alias den socialsurrealistiske penselvirtuos, Erik Korsgaard Christensen og blogejeren.

Trods d´herrers efterhånden anseelige årringe og hermed - nogle ville sige belastende og tungtvejende, erfaringsmæssige CVer - havde ingen af os været på Flakfortet.

Ganske flot af de 60+ at debuttere - ja, ikke sandt!

Flakfortet

Det hele startede d. 30. maj 1910, kl. 12.00. På bemeldte tidspunkt var der ingen bloggere, der levede. Men det gjorde et antal driftige mænd, der startede med at placere et stort antal sænkekasser af beton på Saltholm Flak (flak betyder i denne forbindelse sand). Disse sænkekasser blev sat ned i 5 m.vand. Det var grundlaget for det videre byggeri.

Fem år senere blev der hejst kommando på Flakfortet, der skulle rumme 550 mand i krigsberedskabet (1. verdenskrig raserede udenfor Danmarks grænser). Meget krig er det ikke blevet til gennem årene. Et enkelt skud blev løsnet mod 6 tyske flyvemaskiner den 9. april 1940. Efterfølgende blev øen gjort fuldt kampklar af den tyske besættelsesmagt. Det fortælles, at tyskerne ved krigens afslutning glemte en soldat (Helmuth), der blev agterudsejlet i krigens sidste dage. Sidenhen har Helmuth huseret på øen som spøgelse.

I 1960erne forlod det danske forsvar øen, der i mange år var udsat for hærværk. Manglende vedligeholdelse, “sørøvere”, vind og vejr gjorde, at Flakfortet lå som en sølle lille ø. Men så skete der (igen) noget. I 1975 samledes en gruppe af privatpersoner, sejlklubber, Københavns kommune og (ikke at forglemme) nogle fonde.

Det kan mange gæster ca. 7 km eller 4 sømil øst fra Københavns havn glæde sig over. I læ bag granitmolerne ligger nu en af Øresunds største lystbådehavne. Men også mange landkrabber er siden 1983 ved hjælp af den gamle norske kystfærge (bygget 1950) M/S Langø med plads til 140 pass. bragt til den efterhånden underholdende ø. “Underholdende”, fordi øen også udfordrer til teambuilding, mødevirksomhed, kurser, skattejagt - ja sågar kan man overnatte (vandrerhjemsniveau).

Refleksion

2 x Erik voksede op i det samme (Lindevangs-)kvartér på Frederiksberg. Måske har vi leget med hinanden i Lindevangsparken? Måske har vi sloges om at sidde ved den gamle røde brandbils rat ved soppebassinet i Lindevangsparken? Måske har vi siddet på den samme række i den herlige (nu nedlagte) lokale Windsor biograf til en søndageftermiddags forestilling, hvor cowboydere og indianere red i vild fart på det store, gamle lærred? - Vi husker det ikke helt.

Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen

Derimod kan nu erindres en frisk solskinstur med ilagt hård vind, god frokostbuffet, let motion, moden mandesnak samt yderst sigtbar perspektivering af Øresund fra alle verdenshjørner tæt ved Københavns havn.



Noter:

http://www.hulegaard.dk/ekc.htm

http://www.flakfortet.com/

Illustr.: Erik Hulegaard

NL-alternativer

Mange danskere har besøgt Nederlandenes (Hollands) mest kendte by Amsterdam. Nogle har også besøgt andre byer som Rotterdam, den Haag og Harlem. Blomsterelskere har naturligvis været et smut forbi den kendte Keukenhof i april/maj. Langt færre kender to andre - yderst kontrastfyldte - destinationer, hvorfor overskriften NL alternativer.

Almere

Almere, der grænser op til den mere kendte Lelystad, er en af de yngste byer i Nederlandene. Det første hus blev færdig i 1976 og Almere blev først egentlig kommune otte år senere. Nu er den største kommune i Flevoland med ca. 180.000 indb. (den 8ende største i Nederlandene). I oktober 2007 vedtog byrådet en plan om at udvide byen til 350.000 indbyggere i 2030.

Byggeriet (og ikke mindst arkitekturen) har virkelig haft frie rammer. Der er mange spændende arkitektoniske varianter i denne nye by. Almere er (og har været) et sandt paradis også for byplanlæggere. Og der bygges nærmest konstant. Selvom det hele forekommer nutidigt og fremtidigt uden en sjæl eller fællesnævner, kan den opmærksomme gæst (eller naturligvis beboer øjne tematiserede kvarterer.

Den ret kontroversielle nederlandske byplanlægger Rem Koolhaas har afgjort sat sit præg på området. Det gør CASLa (arkitekturinst.) med interessant udstillingsrum. Også De Paviljoens bør fremhæves. Tre smalle kanaler, en sti og en bro krydser hinanden og danner symmetrisk form bestående af fem lige linier.

Eftersom mange af de nye indbyggere arbejder i Amsterdam, tales der allerede om at anlægge en ny bro over Ijsselmeer for at etablere en mere direkte forbindelse mellem de to “A-byer”.


Illustrationerne giver blot nogle indtryk af dette nybyggerområde, der måske først bliver færdig om en menneskealder.



Enkhuizen

Og så til noget helt andet, som de ofte si´r i medierne, nærmeste bestemt den charmerende og på sin vis typiske havneby ved Zuidersøen i Vestfriesland. Enkhuizen er navnet.

Byen var en af havnebyerne for det kendte (og engang meget magtfulde) Forenede Østindiske kompagni sammen med den nærliggende Hoorn og ikke mindst Amsterdam. Sagt enkelt: Et af de centrale områder i midten af det 17 århundrede, hvor Nederlandene havde sin absolutte storhedstid med bl.a en blomstrende handel med Asien. Af flere årsager, heriblandt tilsanding af havnen, mistede Enkhuizen sin position til Amsterdam.

I nutiden har byen genoprettet sin position som havneby og har en af de største marinaer i landet. Den huser blandt andet Zuiderzeemuseum, der er et frilandsmuseum, som viser livet i landsbyerne ved Zuiderzee gennem historien.

En mindre passagerbåd bringer besøgeren over til frilandsmuseet Zuiderseemuseum. At gå rundt i denne museumsby er som at være ca. 100 år tilbage i tiden. Der findes også et større indendørsmuseum, der er anbragt i 12 bygninger fra 1600-tallet. Sidstnævnte ligger nogle minutters gang fra museumsparken tættere ved selve byen Enkhuizen.

Refleksion

I et land, der arealmæssigt er lidt mindre end Danmark og rummer ca. 3 gange så mange indbyggere af mange forskellige etniciteter er der rig lejlighed til at afprøve begreberne “variationer” og “kontraster”.


Viel plezier en reizen!



Note:

http://www.zuiderzeemuseum.nl/

Illustr: Erik Hulegaard

Bling-bling og Hollande

Fransk politik er siden de Gaulles tid i 1960erne fulgt med stor interesse af blogejeren. Der er således lidt frankofil(ur) gemt i denne signaturs dna og som en ren naturlighed manifesteres dette også ved at have en mening fra en EU-tilskuers plads til det aktuelle franske valgresultat omkring den fremtidige lejer de kommende 5 år (og måske længere) af Élysée-palæet. Samme bolig har forøvrigt været ramme for Frankrigs præsidenter i knap 140 år. Nogle har boet der i hele præsidentperioden (f.eks. Jacques Chirac), andre har udelukkende anvendt det “som arbejdsplads”.

EUs største land (arealmæssigt) Frankrig betragter fortsat sig selv som helt særligt. Kendte danske ord er adopteret fra dette stolte område af EU. Rent tilfældigt kan nævnes “elegance” og “arrogance”. I samme digitale åndedrag den særlige frankofoni bedst institualiseret i L´Organisation Internationale de la Francophonie (http://www.francophonie.org/). Denne paraply-organisation rummer omkr. 1 mia. mennesker, hvoraf ca. 1/5 er fransk-talende. - Selve Frankrig er fortsat i toppen af turisternes hitlister, indeholder fabelagtige bygningsværker, særegne administrative strukturer fra Napoleons-tiden, en generel fremmedfrygt og konservatisme og i samme forbindelse ambivalenser som afskaffelsen af den verdenskendte betegnelse “mademoiselle” denne vinter. - Og samtidig et land, der har meget at bidrage med internationalt, trods det formodede faktum, at et flertal i deres hjerter (og hjerner?) ønsker en “démondialisation” (afglobalisering).

Nutidens franske præsidentvalg

Den nærmest traditionsrige filtrering fra vælgerne i første valgrunde (22/04/12) gav det forventede resultat, at Socialistpartien (PS) ved sin spidskandidat Francois Hollande vandt knebent over den siddende præsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti (UMP) med det nationalistiske højreorienterede parti Front Nationale (v. Marine le Pen (datter af stifteren Jean-Marie Le Pen)) på en lidt overraskende 3 plads foran venstrefrontens (Parti de Gauche) Jean-Luc Mélenchon og de øvrige opstillede præsident-kandidater.

De forslidte fraser, at det franske folk i første valgrunde stemmer med hjertet og i anden valgrunde med hjernen eller at første valgrunde er smag og behag og i anden valgrunde udelukker man den ene kandidat uden at være vild med den anden har nok et betydeligt skær af sandhed.

Exit Bling-Bling

Det ikke særlige næstekærlige øgenavn til Frankrigs nu afgående præsident Nicolas Sarkozy fortæller sit eget sprog. Næppe nogle af hans - iøvrigt - karismatiske forgængere i den femte republik kunne fortjene dette øgenavn, uanset hvad deres forskellige evner, beslutninger og personlige holdninger samt evidente egocentriske - og for nogle inderligt selvhøjtidelige - performances viste.

Som læseren måske vil erindre, besejrede Nicolas Sarkozy i 2007 den første kvindelige kandidat (PS) Marie-Ségolène Royal (nyligt “skilt” fra sin mangeårige samlever og far til deres 4 børn, nemlig Francois Hollande). Den gang oplevedes den nu detroniserede præsident som en energisk, velformuleret, tv-vant (ikke uvæsentlig for en politiker ) samt rimelig succesfuld indenrigsminister. Hans (efter danske forhold nærmest latterlige) “Tag mig, så laver vi sammen fremtiden for Frankrig” gik rent ind hos mange, der følte sig utrygge ved den (anderledes og lige så) temperamentsfyldte modkandidat fra socialistpartiet (PS) Ségolène Royal.

I valgkampens slutspurt anno april/maj 2012 oplevedes samme tidligere skråsikre Sarkozy nærmest skrigende slutte sine vælgertaler patetisk af med “Hjælp mig!”; modsat den vindende kandidat Hollande med det mere smarte “Hjælp ikke mig, men Frankrig”. - De kommende år skal vise, om det sker.

Samtidig vil det vise sig, om man (for en gangs skyld) kan stole på Sarkozys “løfte” om, at han i tilfælde af nederlag forlader fransk politik. Hans mange rige venner skal nok finde nogle sinecure-poster til ham, så han får mere tid til at aflaste sin langt yngre, mere sympatiske og ikke mindst mere velskabte italiensk-fødte model-hustru Carla Bruni i rollen som forældre.

Bortset fra Valéry Marie René Giscard d’Estaing (præsident 1974-1981) har den 5 Republik ikke oplevet, at en præsident kun fik en enkelt periode. Det er så sket. Næppe mange vil savne den semi-maniske, løftebrydende og gestikulerende Sarkozy, der - påstås det - bl.a. fik en valgdonation på 50 mio. kr fra den ny afdøde libyske diktator Gaddafi. Forholdet til lederne i EU, herunder kansler Merkel, siges at have været ambivalent (venligt sagt), men det er naturligvis en yderst subjektiv påstand af blogejeren.

François Hollande

Den knap 58-årige franskmand fra Rouen overtager nu det overordentlig magtfulde præsidentembede som den 7ende i “Den femte republiks kongerække ”. Hans baggrund er en borgerlig-katolsk familie. Hans afdøde moder var socialrådgiver og hans far læge. Hun venstreorienteret, han klart højreorienteret med vægt på det yderste højre. Bla. faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i stærk unåde i hjembyen og familien flyttede til Neuilly-sur-Seine (forstad i Paris) i 1968, stadig medens Charles de Gaulle styrede La France fra Élysée-palæet. Det nye præsidents uddannelse skete på nogle af Frankrigs eliteskoler - HEC (handelsskole) samt ENA (forvaltningshøjskole). Hollandes nærsynethed fritog ham for militærtjeneste. En politisk karriere fulgte i provinsen som ofte set; konkret med posten som parlamentsmedlem i Tulle, Corrèze, Limousin regionen i den sydvestlige del af Frankrig samt ikke mindst formandskabet for det franske socialistparti (1997-2008). Modsat sin ex-samleverske Royal fik han ikke nogen ministerpost hos den første socialistiske præsident F. Mitterand, der tydeligt ikke ønskede at have par i sin regering.

Efter bruddet med den karismatiske mangeårige samlever (og som nævnt præsidentkandidat i 2007) Ségolinè Royale lever han sammen med den 10 år yngre (journalist) Valèrie Trierweiler; sidstnævnte noget forskellig fra sin præsidentfrue-forgænger, fotomodellen Carla Bruni. At Francois Hollande gled fra overvægt til normalvægt, at han skiftede brillestel og tøjstil efter opstarten på samlivet med Trierweiler ses ikke sjældent i “den slags forhold”.

Hollande har ikke just den samme karisma som sin tidligere samleverske, ej heller som den indtil sidste sommer (2011) formodede socialist-kandidat, Dominique Strauss-Kahn (DSK). Men som de fleste læsere er bekendt med, ødelagde DSK sine chancer, da hans mildest talt non-konservative og flamboyante privatliv blev blotlagt og centrifugeret (sker stadigvæk) i mediernes flittige møller. Samme (bl.a. tidl. finansminister og IMF direktør) Strauss-Kahn havde mange - såvel i socialistpartiet som udenfor - hellere set som en stærk og yderst kvalificeret fransk præsident.

Da (den engang magtfulde EU-kommissionsformand Jacques Delors´ datter) Martine Aubry også frasagde sig positionen som PS-frontfigur, stod Francois Hollande pludselig støttet op af mange trods sin - mildt sagt - noget lavere politiske profil.

????? til Hollande

I sin seneste torsdagsudgave (03/05/12) formulerede dagbladet Børsen fem interessante spørgsmål med overskriften:

“Mere skat- og mere arbejde

1) Hvorfor stemmer franskmændene på Hollande, når han vil øge skatterne?

2) Hvor meget vil Hollande stramme skatteskruen?

3) Hvordan vil han nedbringe de offentlige udgifter?

4) Kan Hollande reducere budgetunderskudet tilstrækkeligt hurtigt?

5) Hvordan vil Hollande skabe den vækst, der er hans hovedtema?”

De franske vælgere - som os andre - kender ikke de “rigtige”, men kun de “mulige” svar. Adderende kan man fra tilskuerspladsen tænke tanker over, hvor meget af hans publicerede politiske program, der er realiserbart, når den benhårde praktiske hverdag indfinder sig på regeringskontorerne. (Den wake-up-call kendes bla. fra SRSF-regeringen). Om den berømte stabilitetspagt bliver genforhandlet, om finanstransaktionerne bliver beskattet, om der oprettes 60.000 nye stillinger i skolesystemet (som kompensation for Sarkozys nedskæringer), om alle par skal have lov til at gifte sig og adoptere, om der sker en total (bemærk ordet “total”) tilbagetrækning fra Afghanistan i 2012 osv.osv.

- Time will show!


Refleksion

De kommende 5 år skal vise, om den mere afbalancerede Francois Hollande i et - som sædvanligt - stærkt partnerskab med Tysklands kansler kan reetablere tidligere tiders stærke - og for EU helt nødvendige - politiske akse.

Problemer er der nok af. Euroen, den manglende vækstfaktor, den (katastrofal) høje ungdomsarbejdsløshed i mange af EUs lande. I denne massive slipstrøm af udfordringer (eller som man før i tiden benævnte “problemer”) skal bestemt heller ikke glemmes det resultat, som det franske parlamentsvalg giver d. 10 og 17 juni 2012.

Sammen med afdøde præsident Francois Mitterrand var stadig levende (og i ånden friske) snart 87-årige tidligere EU-kommissionsformand (1985-1995) Jacques Delors fyrtårnene i det franske socialistparti i Den femte Republik. Samme Delors har gennem en årrække været en slags mentor for Hollande. Skal EU overleve - iflg. Delors - er en føderalstat og en ny vækstmotor fundamentale nødvendigheder.

Forstår den nyvalgte EU-venlige (trods alt) præsident disse udsagn i sin yderste konsekvens, kan han overraske ikke bare Frankrig, men også omverdenen positivt. Imodsat fald kan det blive starten på ikke bare Euroen, men også EUs opløsning og noget meget mere tåget og uforudsigeligt i dette og de næste årtier, eftersom ej heller Tyskland er stærk nok solo til at løfte EU eller værre - på længere sigt i dette århundrede alene klare den brutale konkurrence fra Asien og hele det amerikanske kontinent med sin aldrende befolkning.

Skæbnen har genereret, at der anno 2012 er valg til statschef-posten i adskillige af de betydende stater i verden. Således Rusland, Kina, USA og netop afholdt i Frankrig. Nye profiler og nye navne skal læres, ihvertfald foreløbig i Kina og Frankrig

Le futur est excitant!


Note:

Øv. foto: parisguiden.dk

Ned.foto: The Telegraph

Kilder: Information - Dagbladet Børsen samt private franske kilder

The Lady

Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Den karismatiske Suu Kyis politiske engagement bliver vakt til live, og hun bliver hurtigt talskvinde for oprørsbevægelsen. Det totalitære styre slår hårdt ned på kritiske røster, og som symbolet på oppositionen anbringes Suu Kyi i husarrest i mere end 15 år uden mulighed for at se sin familie. Hendes navn bliver forbudt i offentligheden og hun bliver kendt som ‘The Lady from Rangoon’. Spærret inde i sit barndomshjem kæmper Suu Kyi en ensom kamp for at opretholde håbet om at gense sin familie og troen på at skabe et frit og demokratisk Burma. Aung San Suu Kyi modtog Nobels Fredspris in absentia i 1991 og stiller op til parlamentsvalget i Burma i april 2012.


Filmen The Lady
Filmen er en “biopic” (filmisk biografi). Den franske filmskaber Luc Besson er efterhånden verdenskendt som filmmager. Nogle biografatleter vil erindre Det femte element (1997), Nikita (1990), Leon (1994), Jeanne d´Arc (1999) m.fl. Denne 53 årige franske instruktør står bag filmen. Som ved hans andre film er musikken lagt i nodehæftet hos den også ret kendte og musikalsk spændende franske Eric Serra.
Luc Besson (til pressen): “Jeg blev meget bevæget af denne kvindes historie. En historie, som jeg fandt ud af, jeg intet kendte til. Pressen fremstiller hende generelt som et hårdt menneske og kalder hende “stålorkideen”. Hun har bare elsket sin mand og sit land utroligt højt. Aung San Suu Kyi var oppe mod 200.000 soldater. Hun vejer 50 kg og er helt alene. Hun har holdt stand i 30 år. Hvilket andet våben kunne have haft sådan effekt? Hendes våben er det stærkeste nogensinde!”

Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).

De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.

Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje - indstilling - vedholdenhed - visdom.

Refleksion

I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi - Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.

“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.

Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. - Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.

Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand - stadig nulevende - Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme - personligt mod - fabelagtig viljestyrke”.

Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi - også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker - samt x milllioner andre betragtere - ville nok præcisere hendes personlighed som

Stålorkideen

Note:

Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI

Det mobile fingeraftryk

Så skete det - endelig. Den mobile stenalder er for et øjeblik udskiftet med nutidens mobilitet, der allerede bliver forældet, medens disse linjer læses. Blogejeren formodes at være en af de allersidste; ja har måske overhalet et par folkepensionister i en forstad til Snave samt en iskagesælger og en hjemløs i Region Hovedstaden, men ellers nok blandt de sidste.

Blogejeren har omsider pensioneret sin ældgamle, knap 4-årige HTC mobilos og investeret i en trykfølsom moderne “intelligent” mobilos. Betragtes bybilledet, både i større byer og “Udkantsdanmark”, går store dele af de 2-benede i næsten alle aldre og skostørrelser rundt og trykker og stirrer på deres mobilos næsten 24/7. De ikke alene går, de sidder også i ventearealer, på cyklen, bag bilrattet (i fart!) og lejlighedsvis løber de også, medens de stirrer ned i displayen.

Bevares - mobilos kan også meget under skærmens følsomhed. APPS til downloading af sin gamle oldemoder i 3D, check af vejret i Vejle-forstaden Bredballe d. 12. november 1938, vandstanden målt i kilometer anno 2100 ved den jyske vestkyst, online oplevelsesorienteret psykoterapi, adgangskravene til negleartist-akademi-uddannelsen samt kontingentstørrelsen til de fremtidige robotters fagforening og irisanalysemulighed af sin livsstilcoach er dog ikke med; ……ihvertfald ikke i blogejerens mobiltelefon.

HTC Wildfire S er - måske - gloende hed. Der skal hapses flere apps, så der bliver mindre tid til…..rengøring, havearbejde, tøjvask og tilsvarende mentalt belastede og non-lystige pligter.

Tal- og indtryk

Der formodes i dag at være ca. 5, 8 milliarder mobilabonnementer i verden, hvoraf Danmark tegner sig for 7,87 mio. mobilabonnenter ( 141,4 stk. for hver 100 indbyg.). 3G -UMTS- har gennem nogle år været betragtet som dagens datanet. Nu kommer 4G - LTE - med forøgede hastigheder, så cirka 5-10 gange hurtigere end 3G-nettet. Det forlyder, at der allerede nu investeres 16,2 milliarder Dkr på verdensplan i 4G-master.

Den 1. oktober 1981 blev verdens første tværnationale mobilnet, det nordiske mobiltelefonnet , NMT, født. Det lagde standarden for dagens mobiltelefon i mange lande. Fra den tidsalder vil mange læsere huske de første “slæbbare mobiltelefoner”, der næsten - forinden anskaffelse - krævede et 3-måneders intensivt vægttræningsprogram i det lokale motionscenter (som det hed dengang i fattig-1980erne).

Refleksion

Højtryk - lavtryk - indtryk - håndtryk - modtryk - særtryk - blodtryk - akseltryk - mobiltryk - vi påvirkes hvert sekund. Mine bamser har brummet, at jeg bør begynde allerede nu at spare sammen til en robot til min alderdom, hvor det meste “såkaldte” ældreomsorg er udliciteret til kompetencetunge og letmetalagtige robotter. Måske kan investeringen trækkes fra i den skattepligtige indkomst eller modregnes i de lommepenge, der vil blive udbetalt til den tid.

Ikke til “livsfornødenheder” såsom Aalborg akvavit, cerutter, nisseøl og tandpasta samt en polyester plaid i samme farve som kamelgødning, som det engang vistnok var underforstået i det socialdemokratiske velfærdskoncept (flere generationer før teknokraten og talknuseren Bjarne Corydon og skabssocialdemokraten alias lille Thor Møver), men til robotolie og korttidsleasing (hvor længe lever man?) af robot-APPS.

Bekymringen kunne være, at man glemmer de enkelte og nærende daglige muligheder. Noget så simpelt (og sundt) som at samtale direkte med et medmenneske, at gå, cykle eller løbe en tur, opleve naturen - og 4G-masterne - gennem de fire årstider…..men det kan sikkert også virtuelt findes via en apps.

Mærsk-McKinney Møllers sidste stabelafløbning

Dette er en anderledes blog-nekrolog om en person, der de sidste mange år i levende live var en myte, en kontroversiel, dybt konservativ personlighed og som mangemilliardær var en af de rigeste med fast bopæl i Norden; modsat de rigeste, svenske Ingvar Kamrad (IKEA og bopæl i Schweiz) og Rausing-familien (Tetrapak og bopæl i Schweiz/Storbritannien).

Den franske riviera
Det spæde forår ved Côte d´Azur linket med den fabelagtige smukke franske middelhavskyststrækning kan være vanvittig charmerende. Byerne ligger som en perlerække ved Middelhavets franske sydkyst. Den ene kæmpestore millionvilla afløser den anden. Det kan varmt anbefales at sejle fra Nice til Monaco at fornemme dette syn af rigdom (og overflod).
Modsat ligger en anden perlerække vestpå fra Nice til Marseille. Det er gammel rigdom, det er ny rigdom, der i et mix har ligget og ligger side om side i dette helt særlige og traditionsrige hjørne af Europa. I områderne og cornicherne bag kysten ligger smukke byer, men holder vi os til kysten, bør især opleves Cannes samt badebyerne St. Tropez og Juan les Pins; sidstnævnte sammenvokset med den vidunderlige reelle by Antibes.

Det var en dag i marts 2006, hvor det sydfranske forår fyldt af farver og naturens dufte bankede på, medens scenen blev oplyst af en forårssol. Øverste illustration viser netop dagen i Antibes. Det er taget få minutter før end oplevelsen, der danner denne særlige refleksion.


Et cafébord i Antibes
Jeg kom gående efter en vidunderlig tur i det gamle Antibes. Quai des Milliardaires med nogle af verdens største yachter var passeret. En fortovscafé stak ud nærmest som en retvinklet trekant i gadebilledet. Kun et bord var besat udenfor restauranten. Fire personer sad ved et cafébord. En ældre høj herre, en meget ung mand og en ældre kvinde. Sidstnævnte underholdt selskabet med masser af ord.


Endelig var der en fjerde person, der sad i midten. Det var en noget ældre herre emballeret med en plaid. Modsat de andre synes han ikke helt at lytte, men kiggede og fangede mit blik. Vi holdt blikket hele tiden, medens jeg passerede forbi bordet i slentretempo. Det var stålgrå, bedømmende øjne, der mødte mine. Det var et ældre menneske, der havde oplevet en del, men også signalerede “position”. Selskabet kendte ikke denne midaldrende casualty ekviperede herre, der passerede bordets gæster.

Ingen af dem var klar over, at det var en landsmand. Modsat kunne gågængeren øjeblikkelig identificere enhver i selskabet, hvilket han naturligvis gjorde i “sin indre biograf”.
Den høje, ældre herre var en kendt erhvervsleder med fortid som magtfuld topchef i Danmarks største bryggerigruppe. Hans hustru, kunsthistorikeren, var kendt og den unge var mindre kendt som personlig sekretær for selskabets ældste og berømteste af dem alle.



In reflektiv essens

Sidstnævnte Arnold Mærsk McKinney Møller døde 16. april 2012. Hans erhvervsimperium repræsenterer omkring 1/6 af det samlede danske med ca. 108.000 ansatte med en omsætning på 315 mia. kr. fordelt på mere end 130 lande på Globen. Han var en kendt skibsreder og erhvervsleder udover hele den globale forretningsverden. Hr. Møller var en personlig ven af det danske kongehus. Æret med ordener fra ind- og udland, heraf den danske Elefantorden. Egentlig var det skæbnens finurlighed, at hans sidste åndedrag skete på dronningens fødselsdag og der tilmed vejede (hans elskede) Dannebrog fra tusindvis af danske flagstænger.

H.E. og mindesmærke

Samme “H.E.” (hans excellence v./elefantordenen) har gennem tiden via familiefonden givet og gavnet meget i den danske hverdag. Det mest markante synlige bevis var hr. Møllers beslutning om, at Danmark skulle have en international opera på Dokøen; dog efter grundige overvejelser.

Den 1. oktober 2004 var beviset på skibsrederens handlekraft, rettidige omhu, naturlige personlige ambitioner om et langtidsholdbart mindesmærke tilsat en uafviselig fædrelandskærlighed på plads lige overfor Amaliehaven i Københavns havn. Denne bygningsdonation blev bl.a. af New York Times´ anmelder beskrevet som “international klasse såvel interiørt som eksteriørt. Danmark kan med Operaen tilslutte sig de førende operahuse i verden”. Denne bygning afslutter aksen Marmorkirken - Amalienborg - Operaen (Kirken - Kongen - Kunsten).

Verdens største containerrederi

Mærsk-McKinney Møller var kendt af de fleste i Danmark som “hr. Møller” eller “Mærsk” og ganske meget andet afhængig af den enkeltes politiske standpunkt og perception af dette unikke 7-takkede blå og Danmarks suverænt største forretningsimperium bl.a. indeholdende verdens største containerrederi.

Denne imponerende status vurderes at kunne holde flere decennier med igangsættelsen af Maersk Lines kommende Triple-E-skibe. Samme fremtidige kæmper kan kun Rotterdam modtage i Europa, indtil JadeWasserPort (D-Wilhelmshaven) om kort tid også er klar og hermed forøvrigt bliver Europas 4 største havn.

Enhver rejsende dansker, herunder denne signatur (med en fortidig shipping-baggrund/-interesse), har med stolthed betragtet et dansk skib bærende slutnavnet Mærsk i en hvilken som helst større havn på Globen. Den verdensomspændende økonomiske krise, der indtraf i det tidlige efterår 2008, har også medført modvind hos Mærsk, naturligvis!

Men Danmarks store virksomhed (transport - energi - industri) har mestret at bygge verdens største containerskibe på det hæderkronede - og nu afviklet (ult.dec. 2011) - Odense Staalskibsværft ofte kaldet Lindøværftet ved Munkebo (Kerteminde kommune) på Fyn.

Samtidig mestres også navigationen med disse mastodonter i al slags vejr, der findes på de syv verdenshave, heri inkluderet begreber som “prisdannelser”, “fragtrater” m.m. En samlet omsætning på knap 312 mia. dkr. (2008) og et fald til 260 mia. dkr. (2009), sidstnævnte med et historisk underskud på minus 5,5 mia. kr., har naturligt skabt finansiel søgang grundet den globale finanskrise, der ramte verden i efteråret 2008. Men 2010-regnskabet i februar 2011 viste A.P. Møller-Mærsk-koncernen i fineste form med et rekordresultat på 28,2 milliarder kroner efter skat. Der var igen sorte tal på “vandlinien”! Og aktieværdien var i nærheden af mindst 215 mia. kr. Med den afdøde reders direkte ejede og fondskontrollerede ejerandel af A.P. Møller -­ Mærsk vurderes formuen i omegnen af 125 mia. kr.!

Kaptajnen
Et lille land som Danmark har hårdt brug for internationale profiler. Beklageligvis kan den berømte og inderligt utålelige jantelov nogle gange spærre for det nødvendige (globale) klarsyn samt forståelsen af åbenbare behov for nationale “fyrtårne”.


Dette gælder næsten uanset produktet. Både shipping, herunder containertransport samt medicinalindustri, vindmøller, pumper, termostater, lego-klodser, nanoteknologi, computerspil, careware, dyner eller filmkunst m.m., skal hilses velkommen i denne sammenhæng. Danmark har inderligt hårdt brug for alt dette - i sandhed langt frem i det 21. århundrede.








At være i spidsen for en familieejet koncern kræver ikke blot talent, overblik, intuition, uddannelse, ydmyghed, pligtfølelse o.m.a. Det kræver i sandhed også den nødvendige brutalitet og realitetssans. Heraf dannes en kaptajns personlighed på godt og ondt. En sådan “kaptajn” forekom afdøde Mærsk McKinney Møller at være i en nærmest anakronistisk version.


Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.


En tidligere direktør i Mærsk-koncernen, Iver Hoppe brugte ovennævnte linje, da han en dag i 1971 som administrerende direktør sagde bevæget farvel til personalet på Odense Staalskibsværft for at blive CEO på det navnkundige (og engang verdens største) Harland & Wolff skibsværft i Queens Island-bydelen i den tidligere meget urolige nordiske hovedstad Belfast. Han var blot en af mange stjerner i koncernen.

Apropos stjerner - på Frederiksborg Slot hænger afdødes våbenskjold (Storkorset) med inskriptionen “Per aspera ad astra”; i en lettere dansk oversættelse ” gennem trængsler til stjernerne”. - Mærsk McKinney Møller skal engang have sagt til sine nærmeste medarbejdere: “Når I dør, og de åbner jeres bryst, skal de finde en syvtakket hvid stjerne der, hvor andre mennesker har deres hjerte”.



Dannebrogs hjerte

Øjeblikket er inde, hvor enhver dansker med en tilpas portion national stolthed bør erkende de fire blodrøde hjertekamre med hvidt mellemrum som Dannebrog. Øjeblikket bør i sandhed også være inde, hvor enhver smålighed og individuel politisk platform og holdning for et øjeblik dybfryses i respekt for et stykke unikt dansk DNA, der nu er forsvundet på sin sidste sørejse med et sjældent og kraftfuldt brusende kølvand, der langsomt forsvinder i nogle af de første bølger af det andet årti i det 21. århundredes horisont.



Den moderne C.F. Tietgen?
- eller måske i virkeligheden endnu større!

Som illustrationen viser, skinnede solen den dag i den vidunderlige rivieraby Antibes fra en smuk blå, nærmest Mærsk-farvet himmel. Nu har mørket sænket sig over denne mastodont i det lille skandinaviske land Danmark, men rederiets syv-takkede stjerne vil lyse i meget, meget lang tid.

….jeg glemmer ikke vores lange øjenkontakt den smukke solbeskinnede martsdag i Antibes!



Foto 1: Antibes - Alpes-Maritimes Departement, Frankrig
Foto 2: Operaen - København - DK
Foto 3: Felixstowe - Suffolk - Storbritannien
Foto 4: Frederiksborg slot - Hillerød - DK

Foto: Erik Hulegaard

Verdens største....

I morgen er det 100 år siden, at verdens (dengang) største oceangående liner RMS Titanic sank. Den 14. april 1912, kl. 23.50 skete det utrolige.

Titanic - saxofonisten Kenny G.

RMS Titanic

Denne efter datidens forhold kæmpestore luksusliner blev bygget på samme tids stolte skibsværft i Storbritannien, nærmere bestemt (dengang) verdens største skibsværft Harland og Wolff i den nordirske hovedby (og i perioder meget urolige) Belfast.

14. april 1912

Det er er ikke svært at forestille sig stemningen, når den farvede illustration ovenfor betragtes, selvom det var en anden tidsalder.

Danskerne på Titanic

Freelance-journalisten Michael Müller udmærker sig i fortællende journalistik med fokus på historiske og samfundsrelavante problemstillinger. Der bliver ikke sparet på kompetencerne i den dramatiske 227-siders fortælling Danskerne på Titanic, der afsluttes med en glimrende kildeliste og links.

Der var 14 danskere ombord på det legendariske gigantskib, da det bragede ind i et isbjerg på sin jomfrurejse. Alle drømte de om et nyt liv i USA, men kun to af dem overlevede de vanvittige timer, der udspillede sig på det iskolde Atlanterhav en stjerneklar aprilsnat.

Anno 1985

Vraget af den store liner blev lokaliseret i 1985 på 3800 m dybde i Atlanterhavet, og siden har flere ekspeditioner fotograferet det og hentet en række ting op fra det.

Anno 2012

Verdens største….Titanic-attraktion er netop blevet indviet i Belfast, Nordirland. I byens selvopfattelse det naturlige hjemsted for lineren. Bagmændede bag Titanic Belfast påstår, at det er verdens største udstilling af sin art - et gigantisk aktivitetscenter med alskens tilbud til gæsten. Det har kostet næsten 1 mia. dkr. - Centeret ligger på skibsværftet Harland & Wolffs område, hvor det hele startede. Og selve den fatale skibsrejse for 100 år siden startede i den engelske havneby Southampton, siges også denne kendte shipping-by at gøre krav som Titanics hjemby.

Refleksion

Det er vel verdenshistoriens mest omtalte og berømte skibsforlis. Modsat den kritisable engelske undersøgelse kort efter forliset, der bl.a. helt uberettiget frikendte Storbritanniens handelsministerium har senere undersøgelser vist, at der var tale om en nærmest kædereaktion af små som store fejl - menneskelige som konstruktionsmæssige.

100-året for det tragiske forlis “fejres” i morgen bl.a. i Nordirlands hovedstad Belfast. Samme by, der i perioder - bl.a. ved IRAs (Irish Republican Army) aktiviteter - har budt på desværre alt for mange overskrifter i medierne.

Verdens største skibe bliver ikke længere bygget på Harland og Wolffs stoute skibsværft i Queens Island-bydelen i den nordøstlige del af Belfast. Når man lander i Belfast, mindes en anden af verdens største fodboldspillere - George Best (George Best international Airport). Belfast er i dag en helt anden by end for 100 år siden.

Og sidst, men bestemt ikke mindst:

Royal Mail Ship Titanic spec.:

Noter:

2 nederste illustrative specifikationer om RMS Titanic er fra bogen Danskerne på Titanic

https://twitter.com/#%21/TitanicRealTime

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2012/04/08/154832.htm (Minderute fra Southampton - New York)

http://www.titanicbelfast.com (Titanic Museum i Belfast)

http://www.rmstitanic.net/

http://www.b.dk/tech/foelg-titanics-undergang-live (Titanic undergang)

http://www.titanic-facts.com/

http://www.drewsworld.org/titanic/

http://www.kino.dk/film/t/ti/titanic-3d-0

http://www.1sted.dk/1verdenskrig/maritim/titanic.aspx (tidslinie)

http://www.titanic.dk/

http://historienet.dk/videnskab/maskiner/brug-musen-titanic?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=weekly_2012_4_10_49787 ( Brug musen til Titanic)

Skærsilden

Påsken med alle dens traditioner er netop overstået. Mad og drikke i volumiøse mængder er forlængst bearbejdet i vores respektive fordøjelsessystemer, herunder (eventuelt) påskesilden. Den mærkeligste af alle “sild” er ikke påskesilden, kryddersilden eller den marinerede sild eller spegesilden eller den stegte sild, men derimod Skærsilden, som selv den mest kompetente havbiolog intet aner om.

Skærsilden (latin: purgatorium “renselsessted”) er i den romersk-katolske kirkes dogmatik en tilstand mellem døden og saligheden, hvor afdøde gennemgår den renselse, der er nødvendig, før de kan komme i himlen. Skærsilden er således et “forstadium” til himmelen og må derfor skelnes klart fra de lidelser, som de fordømte tænkes at lide i helvede. (Wiki-delcitat)

S-togslinie B - en forårsdag

En fuldmoden quinde, der aldersmæssigt havde passeret sin 50 års fødselsdag, men stadig manglede nogle år før hun (eventuelt) kunne hæve sin efterløn, sad og fyldte en del af et 3-mandssæde. Hendes eksorbitant velpostrede quinde-krop bevægede sig i en sær takt, medens hun nærmest skreg ind i sin mobilos. Stemmeføringen varierede fra middelhøjt til skærende højt. Det var hendes (aldrende) grædende mor, der blev telefonisk bearbejdet.

Stemninger skiftede ubesværet fra nærmest snerrende overbevisende sætninger til stationen før næstekærlighed. Hendes rødligt farvede hår synes nogle gange at stå i flammer, medens hendes anseelige corpus, der mindede om en lettere feminiseret udgave af Michelin-manden, rokkede frem og tilbage som en ekstra understregning af hendes suverænitet overfor hendes gamle mor. To gange røg den medbragte krykkestok på gulvet - ikke just lydløst. Og så kom den gyldne sætning, medens hun kiggede listigt på sine medpassagerer, herunder blogejeren:

“Jeg garanterer dig….mor…du kommer i-k-k-e i Skærsilden”

3-4 sætninger senere gentog denne imposante quinde det i sin mobilos, denne gang efterfulgt af et “nåååh..nåååh”. Den rødhårede kropsdue tog herefter en dyb indånding, så fibrene i det stramsiddende tøj blev strakt til det yderste og lidt til. Enhver hoftevrikkende stylist kunne risikere et apopleksisk anfald, hvis ha/un betragtede tøjets sammensætning og farver; sidstnævnte bragte tanker om en knust farvelade i de sidste timer af børnefødselsdag.

Årsagen til denne imposante quindes telefon-skrigeri til sin grædende mor skyldtes også i den grad et klart forsøg på at overdøve en yngre mand af negroid race, hvis mere dybe stemmeleje forsøgte at overdøve den rødhårede, medens han med sit eget sprog (swahili eller andet) nærmest skreg ind i sin mobilos på 2-mandssædet lige overfor.

Refleksion

Lykken ville, at jeg kun skulle køre 3 stationer til næste kalenderkryds. Men det var rigeligt….inderligt ri-ge-ligt til at bebrejde min ellers ret driftssikre indre GPS, at den ikke forlængst havde dirigeret mig til “hold-kæft-kupéen” (=stillekupéen).

Skæbnen ville, at jeg ved indstigningen i S-togstogslinie B denne solbeskinnede forårsdag i det Herrens/Fruens år netop havde overstået 3 forskellige kirkegårdsbesøg i Hovedstaden. Det satte ligesom “Skærsilden” i et særligt relief. Og samtidig genererede det en massiv forundring over, at denne quinde kunne være så sikker på, at hendes gamle mor i-k-k-e kom i Skærsilden.

S for Skærsilden eller S for S-tog. Måske kommer der en dag de samme strenge regler for mobiltelefoni i offentligt rum som der er for rygeforbud….ja…ik´ sandt?!

Note:

Næste planlagte indlæg: “Verdens største……”

Forårets blogfaste er nu indtrådt.

Fasten forventes afsluttet og bloggen genåbnet senest uge 15/2012.

Slipset

I dette indlæg er der ikke tale om slipset i den gængse betydning som herre-accessories. Derimod det forhold, at et nedadhængende slips på en vis måde danner planen over den københavnske bydel Ørestad.

“SLIPSET - en bog om Ørestad”

Enhver, der interesserer sig for den københavnske nye bydel Ørestad, kan glæde sig over denne lille firkantede bog på 126 sider. Bogens disposition forekommer meget fornuftig. Opdelingen af Ørestad i hhv. Nord, City og Syd er naturlig.

Mange har de fordomme, der starter bogen:

Det blæser altid. Der gider ingen da bo. Og dem, der gør, gemmer sig i deres glaslejligheder højt oppe i skyerne og glemmer at komme ned, så der absolut intet sker på gadeplan.

Bogen er let læselig. Der er lagt vægt på indtryk i interviewform fra beboerne. Ligeledes foregår præsentationen via noveller, opskrifter og fotos. Sidstnævnte i en professionel raffineret form i bogens slutning.

Bogens udgiver er Byens Forlag, der anvender Byens Bogcafé som arbejdssted i Ørestad. Samme Bogcafé holder en række arrangementer i “Slipsets område” (jf. Facebook-link forneden). Dette sted hører afgjort til de velgørende (udviklende) eksterne åndehuller i området. Bortset fra få supermarkeder opleves al handel og dermed forbundet aktivitet suget ind i det store forretningscenter Fields.

Nogle af de interviewede beboere fabulerer over, “hvad er det bedste ved Ørestad?” Eksemplerne er flere, som f.eks.

“Der er grønt og åbne vidder. Jeg gider ikke at bo inde i byen, og så er det tæt på mit arbejde på Universitetet i Nord(Ørestad).”

“Det er let at komme rundt, her er stille om aftenen, og jeg kan hurtigt komme til byen.”

“Det er kombinationen af at være tæt på naturen og på byen. Det er nemt at gå en tur med min datter i barnevognen. Vi skal ikke gå så langt for at føle, at vi er ude i den uberørte natur.”

Lidt baggrund for Ørestad

Den danske SR-regering ville i 1990erne sætte gang i hovedstadens udvikling og økonomi. Det blev så til et tæt samarbejde mellem Københavns daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (nu adm.dir. i By og Havn I/S) og (især) dav.finansminister Mogens Lykketoft (nu Folketingets formand).

Det udmyntede sig bl.a. i en Øresundsforbindelse, Metro og ny bydel i form af Ørestad. Helhedsplanen for Ørestad blev fundet ved en international arkitektkonkurrence i 1995. Det dansk/finske arkitektfirma ARKKI vandt konkurrencen. Af prospekt-teksten fremgik bl.a.:

“Den nye bydel skal fremstå som en moderne pendant til Københavns gamle centrum og indeholde et urbant miljø af høj kunstnerisk og miljømæssig kvalitet, som i samtiden kan fungere som laboratorium for nye ideer.”

Bogen Slipset er et glimrende eksempel.

Refleksion

Enhver, der læser bogen; enhver, der nogenlunde regelmæssigt (som blogejeren) kommer i Ørestad; enhver, der sammenligner med Hovedstadens to andre potentielle og lignende større bydelsprojekter Nordhavnen og Carlsberg-grunden, danner sig en mening. Alt andet er umuligt for enhver observant dansker (og udlænding!).

“Verdens længste slips” skule være fem kilometer fra Islands Brygge til sydspidsen ved Kalvebod Brygge. “Slipse-bredden” er ca. 600 meter, ialt 3,1 mio. kvadratmeter (el. ca. 422 fodboldbaner). I “Slipset” bor der aktuelt ca. 7.000 mennesker og mange flere kommer til.

Apropos fodbold og sport - har Københavns kommune (omsider!) besluttet sig for en plan om at bygge Copenhagen Arena (kap. 15.000 tilsk.) samt i samme forbindelse en helt ny metrostation i Ørestad Syd. Det formodes at være operationelt efteråret 2015. Samtidig har kommunen planlagt en skøjtehal samt en folkeskole med tilhørende idrætshal. Planerne omfatter også i de samme områder ca. 1.000 boliger. Samlet skal kvarteret bebygges for ca. 5 mia. kr. for “Arena-kvarteret i Ørestad Syd.

Apropos bebyggelse er netop indviet (primo marts 2012) et parkeringshus i Ørestad city. 747 trætte biler kan hvile ud i Edvard Thomsens 10 etagers parkeringshus i gåafstand fra bl.a. Fields og Copenhagen Golf Center.


Noter:

Foto:

1. billede (bogomslag): Peter Normann - www.norman-foto.com

2,3, 4 bill. : Erik Hulegaard

Links

www.facebook.com/slipsebogen

http://www.byoghavn.dk/

Link-foto-forslag:

http://www.caramar.dk/ostadnord/index.html

http://www.caramar.dk/ostadcity/index.html

http://www.caramar.dk/ostadsyd/index.html

Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Kender læseren den berømte/berygtede bydel/forstad i Malmø, der bærer navnet Rosengård?

Har læseren gået rundt i det område?

Har læseren besøgt nogle “ny-svenskere” i dette område?

Blogejeren kan sætte flueben ved alle tre spørgsmål. Med uregelmæssige mellemrum siden 1974 er det blevet til flere besøg i denne særlige bydel af Sveriges 3die største by.

Samme Malmø, der - aktuelt - både kan beundres for megen god byplanlægning og interessant arkitektur. Eksemplerne er talrige. Efter årtusindeskiftet kan nævnes BO1 + Turning Torso + Citytunnelen + Hyllie + Malmø Arena + Swedbank stadion, alternative udnyttelser af det gamle værftområde Kockum etc..

Meget af det er initieret af den 68-årige, estisk fødte, planarkitekt-uddannede og ikke mindst mangeårige bykonge/borgmester Ilmar Reepalu. Sidstnævnte har det ikke - iflg. de svenske medier - særligt godt med, at den dynamiske by efter 1980erne og dele af 1990ernes tilbageslag nu må opfattes nærmest som et skydetelt. Årsager og gerningsmænd tilhører ikke dette blogindlæg, men hårdheden bag aktionerne modsvarer den hårdhed, som Zlatan Ibrahimovic står for.

En af Malmø-bydelen Rosengård mest prominente og kendte personer, måske den mest kendte af dem alle, har begået en bog med titlen

Zlatan Ibrahimovic

Enhver fodboldelsker, -interesseret, -iagttager kender navnet. Nærmere præsentation af denne svenske forwards kompetencer på grønsværen er nærmest overflødig. Men nu er der jo også læsere, for hvem fodbold spiller en mindre rolle, ja måske slet ingen rolle.

Derfor er vinklen på dette blogindlæg indholdet af bogen “Jeg er Zlatan Ibrahimovic” samt naturligvis lidt baggrund. Sidstnævnte fører helt automatisk videre til en person, der nærmest er en mega kontrast til Ibrahimovic,nemlig

David Lagercrantz

Den synlige ghostwriter på bogen har en noget anden baggrund. Hans barndomshjem hos faderen og kulturpingen Olof Lagercrantz var en fashionabel villa i Drottningholm (Stockholm). Efter sigende har Lagercrantz brugt måneder i selskab med kontrasten alias den utilpassede indvandrerknægt Zlatan fra Rosengård.

Ghetto-drengen med sin kroatiske mor af en rengøringsassistent, der i afmagt over sine uregerlige børn slog dem med en trægrydeske. Zlatans bosnisk-fødte far, der når det var muligt forsvandt ind i sin drømmeverden bag sine hovedtelefoners lyde af jugo-folkemusik, når han ikke passede nogle forefaldende jobs eller var plørefuld. Den vilde storesøster Sanela. Den langlemmede dreng Zlatan, der aldrig har haft følelsen af at være tilstrækkelig ind- og tilpasset i det berømte svenske “Folkhem”. - Mange indvandrere i dagens Sverige (og f.eks. Danmark) kan givet nikke genkendende til sidstnævnte linier.

Bogen er blevet til på grundlag af en mængde interviews i Milano. Men bogen er ikke bare skrevet eksklusivt af David Lagercrantz. Han fortæller til pressen, at Zlatans non-litterære indstilling og generelle diskussionslystne kritiske indfald ikke bare korrigerede diverse fejl, men med en sådan nidkærhed, at bogen blev udsat og dermed forsinket fra forlaget.

Det var det kendte stockholmske forlag Albert Bonnier, der kontaktede Lagercrantz til at skrive (en foreløbige) biografi om den efterhånden verdenskendte internationale svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic.

Bogens indhold

Zlatan fortæller via Lagercrantz både om sin opvækst i Rosengård, om fædre fra det bedre borgerskab i Malmø, der (forgæves) forsøgte at smide ham ud fra den stolte og traditionsrige svenske fodboldklub Malmø FF. Det provokerede for alvor den høje knægt med de åbenbare fodboldtalenter og ex-jugoslaviske aner.

Talentet førte ham via Ajax Amsterdam videre til de øverste klublag i Europa (og dermed verden). FC Barcelona samt de tre store i Italien Juventus (Torino) og Milano-klubberne Inter og sidst AC Milan. Såvel op- som nedture og ikke mindst “spillet” i kulisserne er medtaget til interesse for læserne.

I Sverige siges det (måske tæt på sandheden), at Socialdemokraterne ser ham som inkarnationen af den svenske drøm om social opstigning trods svære odds. De liberale ser ham som den stærke individualist og de venstreorienterede ( Vänstern ) ser ham som et strålende eksempel på det svenske samfunds problemer med integrationen. Pudsigt citeres ikke nogle statements fra Sverigedemokraterne.

Det er tydeligt i bogen, at Zlatan yderst grænsesøgende opførsel i store træk forbliver uden egentlig modspil fra såvel hjemmet som de svenske fodboldklubber. Først, da han møder op i den nederlandske “talentfabrik” og jødisk dominerede AFC Ajax, får han modspil i form af en træner, der lancerer voksenrollen i en noget kontant udgave:

“If you fuck with me, I fuck with you twice” - ifølge bogen blev Zlatan Ibrahimovic helt tryg!

Læseren er ikke mange nanosekunder i tvivl om Zlatans usentimentale og hårde (tilsyneladende) selvtillid. Han er ikke bange for trusler og vold. Noget, der (desværre) kendetegner andre ex-jugoslavere, der mere eller mindre gnidningsfrit har etableret sig i Skandinavien, hovedsageligt som udløbere af den skrækkelige borgerkrig i 1990erne. Livet under Tito var hårdt, men efter Tito var det vel mega hårdere, da befolkninger af forskellig etnicitet og religion i Jugoslavien forgæves kæmpede for - enten en fortsat samling - eller en frakmentering, der til sidst blev resultatet efter den værste krig i Europa siden 2. verdenskrig.

Helte og skurke

Bare et blik på hovedpersonens forside overbeviser om stærke følelser. Det bliver i den grad bogstaveret og tydeliggjort i mange afsnit. Det gælder både Malmø-årene og langt mere årene i de europæiske verdensklasse-klubber. Kendte spillere og ikke mindst coaches/trænere bliver omtalt enten for eller imod.

Det gælder i essens de svenske landstrænere samt nederlænderne Co Adriansse, Louis van Gaal og Ronald Koeman. Det gælder også verdensklasse-coaches som italienske Fabio Capello, samt FC Barcelonas coach Pep Guardiola og sidst, men sandelig ikke mindst portuguiseren Jose Mourinho. - Zlatan skjuler ingenlunde sine sym- og antipatier i bogen, der “krydres” med adskillige eksempler.

Privatliv

Lejlighedsvis indflettes Zlatans voksne kærlighedsliv. Møderne og forelskelsen i den 11 år ældre svenske karrierekvinde Helen fra en tryg svensk kernefamilie. Det mildt sagt kontrastrige forhold, der foreløbig er endt op i 2 små drenge, Maximilian f. 2006 og Vincent f. 2008.

Bogen generelt

Blogejeren kender ikke den svenske bogs tekst. Men ved gennemlæsningen af den danske oversættelse opleves pudsigheder som “Guldskoen” ( der menes vel Guldstøvlen) samt “dobbeltstikket” (der menes vel “The Double”). Hertil kommer, at bogen - primært i den midterste del af de mere end 440 sider - skæmmes af nogle trykfejl. Eksempelvis optræder Zlatan som først 192 centimeter for senere at vokse 4 centimeter til 196 cm etc.

Bogens format er speciel. Det samme er den redaktionelle disposition med først en 3 siders rolleliste, dernæst mange billedsider, så selve den volumiøse tekst og til slut den kronologiske karriere (indtil nu) for Zlatan Ibrahimovic.

Bagsiden af bogen viser Zlatans tatoverede ryg samt to statements fra hhv. Politiken “I en liga for sig selv” og det svenske AFTONBLADET “Hver sætning indeholder had, vrede, indsigter og synspunkter, som er så stærke, at de overstråler det meste, jeg har læst…”

“Jeg er Zlatan Ibrahimovic” er efter sigende købt af mere end 500.000 svenskere, da den udkom sidste år. Det gør den til den bedst sælgende biografi i svensk forlagshistorie. I samme digitale åndedrag kan nævnes, at hardcore-fans eller Zlatanister nu også kan købe en app-version på svensk eller engelsk af bogen. App´en indeholder ud over bogen en masse ekstramateriale med blandt andet videoer af hans bedste mål, grafik af finter og dokumentaren “Blåddårar” om hans tidligere klub Malmø FF (kilde til afsnit: Svenska Dagbladet).

Refleksion

Sydsvenska Dagbladet kunne sidste år berette, at Zlatan Ibrahimovic sammen med sin kæreste Helena Seger havde købt sig en patriciervilla fra 1910 på 500 kvadratmeter til den pæne sum af 25 millioner kroner. Enhver, der er lidt fortrolig med Malmøs topografi vil nikke genkendende til Fridhemnsområdet, hvorfra der er en ganske pæn udsigt i første række over Øresund. Det synes Zlatan sikkert også, når den 29-årige familiefar (en sjælden gang?) er der med sit livs soulmate Helen og 2 mindre børn.

Fra det sociale boligbyggeri Rosengård i Malmö til det mondæne Fridhemnsområde i samme by. Fra de lokale fodboldklubber FK Balkan og Malmö FF over verdensklasseklubberne Ajax Amsterdam, Juventus (Torino), FC Barcelona samt Milano-klubberne Inter og nu senest til (den Berlusconi-ejede) AC Milan. Det er både socialt og sportsligt noget af en ekspres elevatortur, der kan give de fleste susen for ørene, også efter at man er steget ud af elevatoren…..og det sker også en dag for Zlatan Ibrahimovic.

Annelundsbroen ligger på grænsen til Rosengård. Her satte nogle (hvem vides ej) et skilt op med måske sandheden op om bogens hovedperson. På skiltet står:

Man kan tage en fyr ud af Rosengård, men man kan ikke tage Rosengård ud af en fyr

Zlatan

Da Zlatan så det store skilt, følte han sig ramt. Stor og lille på samme tid. Bogen afspejler det glimrende. Det er en rigtig god bog, ikke bare om en verdensklasse forward, men også om en ny-svensker og så meget andet….

Note 1)

Rosengård blev bygget i perioden 1962-1974. Placeringen er i den sydøstlige del af Malmø. I starten i et begrænset areal. Da Malmøs daværende - og nærliggende - lufthavn Bultofta blev besluttet erstattet af Sturup, skete der en gradvis udbygning. Rosengård indeholder i dag ca. 22.000 indbyggere, hvor ca. 86 pct er af udenlandsk herkomst. To nationaliteter skiller sig ud, nemlig fra Irak og det tidligere Jugoslavien. Sidstnævnte (inkl. Bosnien-Hercegovina) rummer det største kontingent på ca. 27 pct. (af de 86 nævnte).

Note 2)

Lidt mere om Malmø

Lidt mere om AC Milan

The Iron Lady

Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres - lejlighedsvise - store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.

De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 - 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis

The Iron Lady - Margaret Thatcher

Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Er filmen god? - Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.

IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.

Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren - den gale/geniale (vælg selv) - Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. - Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival - mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.

Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.

Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.

Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.

Refleksion

Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.

Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.

Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.

Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.

Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis - in real life - nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere - den aktuelle David Cameron - forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.

Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).

Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.

“Mr. President” siges - modsat sine forgængere - ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. - Men - indrømmet - han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.

Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!

Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia - direct port!”


Bonusinfo:

Milestones for Margaret Thatcher pr. dato

1925 - Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)

1943 - Optaget på Oxford University - kemistudie

1950 - Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber

1951 - Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher

1953 - Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark

1959 - Kommer ved valget i det britiske parlament

1970 - Minister for undervisning og videnskab

1975 - Vælges som partileder for de Konservative

1979 - Storbritanniens første kvindelige premierminister

1981 - Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer

1982 - Falklands-krigen

1984 - Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende

under de Konservatives årskonference i Brighton

1990 - Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative

1992 - Sæde i det britiske overhus “House of Lords”

2002 - Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden

2003 - Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv

2012 - Dement - lever et tilbagetrukket liv i London



Grantham, Lincolnshire. UK

Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.

Oxford University, UK

Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw - (1942 - 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer.


Note:

Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”

Fængslende læsning

Ugentligt passerer diverse lekture via abonnementer forbi blogejerens to brune øjne og øvrige sanseorganer foruden massevis af læsning på nettet. Dette er et helt normalt billede for mange - næsten uanset alder og BMI - der vælger at følge med i det mærkelige begreb, der kaldes “samfundsudviklingen”.

Det er i samme digitale åndedrag nærmest umuligt ikke at støde på forskningsresultater, der spredes ud i medierne nærmest som recidiverende sprøjte-orgasmer. Mange af disse resultater synes - ihvertfald for blogejeren og sikkert også andre ikke mindst cpr-numre begavet med en almindelig sund sans og kombinationsevne - helt givne. Men i sjældne øjeblikke kan læses om et forskningsresultat, der forbavser og giver næring til nærmest revolutionerende eftertænksomhed. Et sådant eksempel omtales i dagens blogindlæg.

Fængslende viden

I en ny undersøgelse af den kriminelle verden kommer forskningen frem til et påfaldende resultat. I den summariske version:

Forbrydere med korte fængselsstraffe klarer sig efter endt afsoning dårligere uden for murene end dømte med længere tid bag lås og slå. Undersøgelsens facit rimer mildt sagt dårligt med den eksisterende viden, og står konklusionen til troende, er der faktisk grund til at revidere de gængse antagelser om virkningen af at spærre dømte inde.

Hidtil har det været en konventionel visdom, at jo længere tid i fængsel, jo dårligere går det også bagefter den dømte ude i samfundet. At voldsdømte tilsyneladende profiterer af at sidde inde i længere tid fremgår imidlertid af et projekt, hvor Rockwool Fondens Forskningsenhed har fulgt to helt sammenlignelige grupper af indsatte. Det drejer sig om mænd mellem 18 og 45 år, der er blevet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om simpel, det vil sige mildere, vold.

Bestemmelsen, der angår mere end 80 procent af alle anmeldte voldsforbrydelser herhjemme, omfatter typisk lussinger, knytnæveslag, benspænd, bid og kast med diverse genstande, og handlingerne rubriceres som regel som gadevold, værtshusvold eller familevold. Resocialiseringen af voldsdømte, der for eksempel indbefatter behandling mod misbrug og terapi til at beherske vrede, synes med andre ord at have en positiv sammenhæng med varigheden af fængselsopholdet.


Man bliver om ikke nødvendigvis et bedre menneske af at sidde inde i længere tid, så dog stærkere rustet til at klare sig selv. - Forsker Rasmus Landersø, der står bag undersøgelsen, kalder selv resultatet »overraskende« og han føjer til, at forskellen mellem de to gruppers fodfæste på arbejdsmarkedet ikke skyldes ændrede konjunkturer. Samtidig advarer han dog mod at bruge undersøgelsen til at fastslå, at alle indsatte – uanset karakteren af deres kriminalitet – vil have gavn af at komme lidt længere tid i brummen. Det vil kræve yderligere granskninger. (Delcitat)

Reaktionerne fra den “kriminelle verden” - altså på den rigtige side af tremmerne, nemlig f.eks. professor i kriminologi Flemming Balvig samt ledende folk fra Kriminalforsorgen har mere end svært ved at forholde sig til dette nye forskningsresultat.

Refleksion

Måske kommer der en ny undersøgelse om 1 år, der viser det modsatte. Måske er der virkelig hold i dette forskningsresultat.

Uanset hvad “sandheden” måtte være har blogejeren aldrig troet på fængselsstraf som den ultimative bedste løsning. Såvidt vides er recidivfaktoren for indsatte i Kriminalforsorgens institutioner ca. 70 procent. Der findes afgjort eksempler, hvor en dom til anbringelse på en lukket anstalt (beskyttelse mod samfundet) er selvklart det bedste. Og der findes helt sikkert også talrige eksempler på en længerevarende indespærring som det rette; måske især til beskyttelse af det civile samfund.

Der findes adskillige “boblere” i de danske samfunds-/forretningsliv, som blogejeren med inderlig glæde ville eskortere til et længerevarende ophold på en øde ø. Masser af proviant og kildevand samt vitaminpiller, men ingen - gentager i-n-g-e-n - adgang til kommunikation med omverden.

Men - hvor det overhovedet er muligt - bør samfundstjeneste og/eller fodlænke være en fremadherskende straffeform.

Det berømte begreb “strafudmåling” kan så passende forlænges, hvis det viser sig at have en effekt.

NOTER:

Inspirationskilde: Henrik Dørge, Weekendavisen

Foto: Erik Hulegaard

Næste uges planlagte indlæg: "The Iron Lady"