Sunday, February 26, 2012

The Iron Lady

Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres - lejlighedsvise - store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.

De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 - 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis





The Iron Lady - Margaret Thatcher

Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Er filmen god? - Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.

IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.

Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren - den gale/geniale (vælg selv) - Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. - Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival - mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.

Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.

Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.

Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.

Refleksion

Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.

Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.

Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.

Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.

Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis - in real life - nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere - den aktuelle David Cameron - forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.

Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).

Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.

“Mr. President” siges - modsat sine forgængere - ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. - Men - indrømmet - han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.

Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!

Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia - direct port!”


Bonusinfo:

Milestones for Margaret Thatcher pr. dato

1925 - Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)

1943 - Optaget på Oxford University - kemistudie

1950 - Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber

1951 - Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher

1953 - Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark

1959 - Kommer ved valget i det britiske parlament

1970 - Minister for undervisning og videnskab

1975 - Vælges som partileder for de Konservative

1979 - Storbritanniens første kvindelige premierminister

1981 - Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer

1982 - Falklands-krigen

1984 - Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende

under de Konservatives årskonference i Brighton

1990 - Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative

1992 - Sæde i det britiske overhus “House of Lords”

2002 - Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden

2003 - Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv

2012 - Dement - lever et tilbagetrukket liv i London



Grantham, Lincolnshire. UK

Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.

Oxford University, UK

Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw - (1942 - 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer.


Note:

Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”

Sunday, February 19, 2012

Fængslende læsning


Ugentligt passerer diverse lekture via abonnementer forbi blogejerens to brune øjne og øvrige sanseorganer foruden massevis af læsning på nettet. Dette er et helt normalt billede for mange - næsten uanset alder og BMI - der vælger at følge med i det mærkelige begreb, der kaldes “samfundsudviklingen”.

Det er i samme digitale åndedrag nærmest umuligt ikke at støde på forskningsresultater, der spredes ud i medierne nærmest som recidiverende sprøjte-orgasmer. Mange af disse resultater synes - ihvertfald for blogejeren og sikkert også andre ikke mindst cpr-numre begavet med en almindelig sund sans og kombinationsevne - helt givne. Men i sjældne øjeblikke kan læses om et forskningsresultat, der forbavser og giver næring til nærmest revolutionerende eftertænksomhed. Et sådant eksempel omtales i dagens blogindlæg.




Fængslende viden

I en ny undersøgelse af den kriminelle verden kommer forskningen frem til et påfaldende resultat. I den summariske version:

Forbrydere med korte fængselsstraffe klarer sig efter endt afsoning dårligere uden for murene end dømte med længere tid bag lås og slå. Undersøgelsens facit rimer mildt sagt dårligt med den eksisterende viden, og står konklusionen til troende, er der faktisk grund til at revidere de gængse antagelser om virkningen af at spærre dømte inde.

Hidtil har det været en konventionel visdom, at jo længere tid i fængsel, jo dårligere går det også bagefter den dømte ude i samfundet. At voldsdømte tilsyneladende profiterer af at sidde inde i længere tid fremgår imidlertid af et projekt, hvor Rockwool Fondens Forskningsenhed har fulgt to helt sammenlignelige grupper af indsatte. Det drejer sig om mænd mellem 18 og 45 år, der er blevet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om simpel, det vil sige mildere, vold.

Bestemmelsen, der angår mere end 80 procent af alle anmeldte voldsforbrydelser herhjemme, omfatter typisk lussinger, knytnæveslag, benspænd, bid og kast med diverse genstande, og handlingerne rubriceres som regel som gadevold, værtshusvold eller familevold. Resocialiseringen af voldsdømte, der for eksempel indbefatter behandling mod misbrug og terapi til at beherske vrede, synes med andre ord at have en positiv sammenhæng med varigheden af fængselsopholdet.


Man bliver om ikke nødvendigvis et bedre menneske af at sidde inde i længere tid, så dog stærkere rustet til at klare sig selv. - Forsker Rasmus Landersø, der står bag undersøgelsen, kalder selv resultatet »overraskende« og han føjer til, at forskellen mellem de to gruppers fodfæste på arbejdsmarkedet ikke skyldes ændrede konjunkturer. Samtidig advarer han dog mod at bruge undersøgelsen til at fastslå, at alle indsatte – uanset karakteren af deres kriminalitet – vil have gavn af at komme lidt længere tid i brummen. Det vil kræve yderligere granskninger. (Delcitat)

Reaktionerne fra den “kriminelle verden” - altså på den rigtige side af tremmerne, nemlig f.eks. professor i kriminologi Flemming Balvig samt ledende folk fra Kriminalforsorgen har mere end svært ved at forholde sig til dette nye forskningsresultat.




Refleksion

Måske kommer der en ny undersøgelse om 1 år, der viser det modsatte. Måske er der virkelig hold i dette forskningsresultat.

Uanset hvad “sandheden” måtte være har blogejeren aldrig troet på fængselsstraf som den ultimative bedste løsning. Såvidt vides er recidivfaktoren for indsatte i Kriminalforsorgens institutioner ca. 70 procent. Der findes afgjort eksempler, hvor en dom til anbringelse på en lukket anstalt (beskyttelse mod samfundet) er selvklart det bedste. Og der findes helt sikkert også talrige eksempler på en længerevarende indespærring som det rette; måske især til beskyttelse af det civile samfund.

Der findes adskillige “boblere” i de danske samfunds-/forretningsliv, som blogejeren med inderlig glæde ville eskortere til et længerevarende ophold på en øde ø. Masser af proviant og kildevand samt vitaminpiller, men ingen - gentager i-n-g-e-n - adgang til kommunikation med omverden.

Men - hvor det overhovedet er muligt - bør samfundstjeneste og/eller fodlænke være en fremadherskende straffeform.

Det berømte begreb “strafudmåling” kan så passende forlænges, hvis det viser sig at have en effekt.

NOTER:

Inspirationskilde: Henrik Dørge, Weekendavisen

Foto: Erik Hulegaard

Næste uges planlagte indlæg: "The Iron Lady"

Sunday, February 12, 2012

Dame, Konge, Es, Spion


“You won, George!”……”Did I?…” - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf. Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet




Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik

Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen)

Filmoplevelse anno 2012
I en lettere udvidet version af ”pitch-essensen” ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den “rigtige” bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House).

Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).

En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen “Control” (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig. Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.

Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge - forskellige som de er - betagende. Og så glæder det enhver dansker at kunne sige - det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik. For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! - Og ja - der må vente David Dencik noget stort med tiden.

Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere. Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk. I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til “Inspector Morse”, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist.

Mangler filmen noget? Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.

For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene - lad vær med at købe billet.

For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn - tøv ikke et nanosekund - køb billetten snarest mulig!



TVoplevelse anno 1982

Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley. Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.

Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange. Hvorfor? - fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå.

Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette. Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte “koldkrigs-tiden”. I sin yderste konsekvens kunne “koldkrigs-tiden” have aktiveret en endnu - uforståeligt eller ej - mere dødbringende krig end 2. verdenskrig.

Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende “BIG FIVE”.

The Big Five

Enhver safarijæger ved, at “The Big Five” er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at “The Big Five” er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed. Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at “The Big Five” var Laurence Olivier (1907-1989), Ralph Richardson (1902-1983), John Gielgud (1904 - 2000), Michael Redgrave (1908 - 1985) og Alec Guinness (1914 - 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af “The Big Five”.

De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.

Refleksion

Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det næsten umuligt ikke at foretage den. Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne.

Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre. Hans nærmest “nedbremsede” diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.

Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på “virkeligheden”. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i “de kolde år”, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede “George Smiley-rollen”.

“Smileys people” (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin. Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed. Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn:

“Failure has a thousand explanations. Success doesn’t need one”

Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor “over verdensklassen”.

Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):

“For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog”.

Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England. Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.

Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!

Note:

Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes “fængslende”

Thursday, February 09, 2012

Glienicker Brücke - 50 år senere


Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg - som x millioner af andre vesteuropæere - erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.




Medio sept. 2009

Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor - relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere - hvis jeg nåede det - var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.



Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var - til en undtagelse - ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”

“DDR-siden - naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.




Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud - tog nogle fotos - gik frem og tilbage på broen - stod og resignerede - og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.

Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som - “Powers” og “Abel” og “Vogel” - var noget særligt.

10. februar 1962

Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.

Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.

Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…

Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 - d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.

Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.

Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig

Wolfgang Vogel (1925-2008) - I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne - nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.

Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.

Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)

Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.

Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. - Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. - Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere.

Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.

September 2009 - in reflexion

Den tyske taxichauffør havde - som mange erfarne taxichauffører i verdens byer - en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.




Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.

U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.

I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.

John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.

“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy - 26.06.63 - Rathaus Schøneberg)










Note:

Foto: Erik Hulegaard

Monday, February 06, 2012

Gratisternes fagforening






I protest mod høje billetpriser i den kollektive trafik har gruppen Libertære Socialister holdt møde med den svenske organisation Planka, der driver en forsikringsfond, som betaler medlemmernes bøder, hvis de indbetaler 100 kroner om måneden. Formålet med mødet er at få inspiration fra Planka, der med over 1000 medlemmer i hele Sverige har en månedlig indtægt på 100.000 kroner - hvilket er rigeligt til at dække de bøder, medlemmerne sender ind.

Ordningen har eksisteret siden 2001 og har spredt sig til både Norge og Finland - og måske er Danmark næste skridt.

Urimelige priser
- Vi er inspirerede af deres måde at organisere sig og lave aktioner på. Og med de urimeligt høje billetpriser her i Danmark er det meget aktuelt med en lignende kampagne her, siger David Rønbach fra Libertære Socialister.

Han hentyder til, at priserne på offentlig transport steg med 3,1 procent 17. januar 2012, selv om S og SF i valgkampen lovede at sænke priserne ( utroligt, hvad S og SF har lovet….).

Rasmus Prehn, der er trafikordfører for Socialdemokraterne, beklager, at billetpriserne ikke er blevet sat ned endnu, men understreger, at det ikke retfærdiggør en ordning, der opfordrer folk til at køre gratis. og fortsætter:- Det er simpelthen asocialt ud over alle grænser. Der er ikke noget, der er gratis, og det er jo ikke for sjov, at alle andre betaler deres billetter.

Den kritik deler DSB’s salgschef, Niklas Marshall. Han kalder ordningen for usolidarisk, fordi den straffer de lovlydige passagerer og tilføjer: Det er ualmindeligt dumt. Men vi kan jo bare hæve afgifterne, så deres ordning ikke længere hænger sammen. Vi vil til enhver tid sikre, at det kan betale sig for vores kunder at tage toget, og at de ikke bliver snydt af andre folks kreative tiltag.

Om ordningen skal startes i Danmark, bliver afgjort på et møde, som Libertære Socialister snart indkalder til.

Refleksion

Begreberne “Moral” og “Morale” kan absolut gradbøjes, hvilket overlades til læseren.



In addition: Næste planlagte indlæg har også noget med skjul at gøre, men i en anderledes sofistikeret version.

Kilde:

DR.dk

Thursday, February 02, 2012

Den surrealistiske Magritte

Han hang på mit kontor i mange år. Altså ikke ham selv; desværre heller ikke en original, men “kun” en indrammet poster. Min beskedne kontorchef-løn tillod ingenlunde at have en original hængende. Mine gæster over tid har kastet diverse øjendrop mod posteren. Få har kommenteret, de fleste havde ingen kommentarer. Posterens motiv (illustr.)var den enestående (blandt mange) med navnet “Elective Affinities” (1933).

Når man via museumsbesøg og bøger fornemmer denne fabelagtige surrealistiske penselvirtuos, synes jeg selv, at vi er den tunge ende af den surrealistiske malerkunst…i højstemte øjeblikke er han vel verdens bedste!? - (Blogejeren kan ikke fordrage Salvador Dali ;-) )

René Magritte (1898 - 1967)
Magritte blev født i Lessines (region Wallone) sydvest for Bruxelles/Brussel i 1898. Hans mor begik selvmord ved at drukne sig i floden Sambre, da Magritte var 14 år. Han påstod dog altid siden, at hans eneste minde om moderen var skammen ved at være kendt som ”sønnen af en død kvinde”.

Magrittes ungdom var i den hårde industriby Charleroi. Senere flyttede han til Frankrig, hvor han levede en tid. Gennem hans liv var Georgette Berger hans soulmate, hustru, model m.m.
Allerede som 27-årig kunstner tilbød Bruxelles-galleriet “Le Centaure” ham en 3-årig kontrakt. Og så fortsatte det ofte med manisk og genial skaberkraft med udstillinger i såvel hans hjemland Belgien som Frankrig, Nederlandene og USA (New York). - Han døde i Bruxelles/Brussel 1967.

I dag mindes han tre steder i Belgien. Det moderne Magritte museum (Musée Magritte Museum) i centrum af hovedstaden samt hans tidl. hus i Jette-bydelen af Bruxelles/Brussel (Rue Esseghemstraat 135). Sidstnævnte adresse var hans hus i perioden 1930-1954. Det tredie “mindesmærke” i Belgien er hans forældres hus i barndomsstaden Lessines (bl.a. indeholdende diverse dokumenter).

Kunstneren i de modne årgange (foto fra Magritte Museum, Bruxelles centrum)

Refleksion
I sit kunstneriske arbejde var René Magritte ikke noget spontant og intuitivt skabende øjemenneske, men snarere en rationelt gennemreflekteret, malende filosof. Han skildrede sine motiver i en nøgtern, strengt prosaisk realisme og baserede den surreale effekt på at gengive fragmenter af den ydre verdens gestalter og fænomener i fysisk umulige, ofte helt absurde og altid stærkt fantasibefordrende sammenstillinger.(citat fra Den Store Danske)

Og ja - Magritte er stadig på min kunstmaler-top-10-liste - selvom jeg ikke har posteren mere. Seneste museumsbesøg samt en beskrivende bog giver en anden minde-platform for blogejeren, der livet ud vil (kunstnerisk) beundre dette surrealistiske geni.

Er læseren i Bruxelles/Brussel - besøg et af museerne, måske får René Magritte endnu en fan! ;-)

In addition:
Næste planlagte blogindlæg er bestemt ikke surrealistisk.


Note:
En bloggers besøg i Rene Magrittes hjem http://sites.google.com/site/turtiljette
http://www.magritte.be/
http://www.magrittemuseum.be/