The Lady

Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Den karismatiske Suu Kyis politiske engagement bliver vakt til live, og hun bliver hurtigt talskvinde for oprørsbevægelsen. Det totalitære styre slår hårdt ned på kritiske røster, og som symbolet på oppositionen anbringes Suu Kyi i husarrest i mere end 15 år uden mulighed for at se sin familie. Hendes navn bliver forbudt i offentligheden og hun bliver kendt som ‘The Lady from Rangoon’. Spærret inde i sit barndomshjem kæmper Suu Kyi en ensom kamp for at opretholde håbet om at gense sin familie og troen på at skabe et frit og demokratisk Burma. Aung San Suu Kyi modtog Nobels Fredspris in absentia i 1991 og stiller op til parlamentsvalget i Burma i april 2012.


Filmen The Lady
Filmen er en “biopic” (filmisk biografi). Den franske filmskaber Luc Besson er efterhånden verdenskendt som filmmager. Nogle biografatleter vil erindre Det femte element (1997), Nikita (1990), Leon (1994), Jeanne d´Arc (1999) m.fl. Denne 53 årige franske instruktør står bag filmen. Som ved hans andre film er musikken lagt i nodehæftet hos den også ret kendte og musikalsk spændende franske Eric Serra.
Luc Besson (til pressen): “Jeg blev meget bevæget af denne kvindes historie. En historie, som jeg fandt ud af, jeg intet kendte til. Pressen fremstiller hende generelt som et hårdt menneske og kalder hende “stålorkideen”. Hun har bare elsket sin mand og sit land utroligt højt. Aung San Suu Kyi var oppe mod 200.000 soldater. Hun vejer 50 kg og er helt alene. Hun har holdt stand i 30 år. Hvilket andet våben kunne have haft sådan effekt? Hendes våben er det stærkeste nogensinde!”

Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).

De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.

Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje - indstilling - vedholdenhed - visdom.

Refleksion

I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi - Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.

“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.

Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. - Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.

Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand - stadig nulevende - Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme - personligt mod - fabelagtig viljestyrke”.

Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi - også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker - samt x milllioner andre betragtere - ville nok præcisere hendes personlighed som

Stålorkideen

Note:

Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI

Det mobile fingeraftryk

Så skete det - endelig. Den mobile stenalder er for et øjeblik udskiftet med nutidens mobilitet, der allerede bliver forældet, medens disse linjer læses. Blogejeren formodes at være en af de allersidste; ja har måske overhalet et par folkepensionister i en forstad til Snave samt en iskagesælger og en hjemløs i Region Hovedstaden, men ellers nok blandt de sidste.

Blogejeren har omsider pensioneret sin ældgamle, knap 4-årige HTC mobilos og investeret i en trykfølsom moderne “intelligent” mobilos. Betragtes bybilledet, både i større byer og “Udkantsdanmark”, går store dele af de 2-benede i næsten alle aldre og skostørrelser rundt og trykker og stirrer på deres mobilos næsten 24/7. De ikke alene går, de sidder også i ventearealer, på cyklen, bag bilrattet (i fart!) og lejlighedsvis løber de også, medens de stirrer ned i displayen.

Bevares - mobilos kan også meget under skærmens følsomhed. APPS til downloading af sin gamle oldemoder i 3D, check af vejret i Vejle-forstaden Bredballe d. 12. november 1938, vandstanden målt i kilometer anno 2100 ved den jyske vestkyst, online oplevelsesorienteret psykoterapi, adgangskravene til negleartist-akademi-uddannelsen samt kontingentstørrelsen til de fremtidige robotters fagforening og irisanalysemulighed af sin livsstilcoach er dog ikke med; ……ihvertfald ikke i blogejerens mobiltelefon.

HTC Wildfire S er - måske - gloende hed. Der skal hapses flere apps, så der bliver mindre tid til…..rengøring, havearbejde, tøjvask og tilsvarende mentalt belastede og non-lystige pligter.

Tal- og indtryk

Der formodes i dag at være ca. 5, 8 milliarder mobilabonnementer i verden, hvoraf Danmark tegner sig for 7,87 mio. mobilabonnenter ( 141,4 stk. for hver 100 indbyg.). 3G -UMTS- har gennem nogle år været betragtet som dagens datanet. Nu kommer 4G - LTE - med forøgede hastigheder, så cirka 5-10 gange hurtigere end 3G-nettet. Det forlyder, at der allerede nu investeres 16,2 milliarder Dkr på verdensplan i 4G-master.

Den 1. oktober 1981 blev verdens første tværnationale mobilnet, det nordiske mobiltelefonnet , NMT, født. Det lagde standarden for dagens mobiltelefon i mange lande. Fra den tidsalder vil mange læsere huske de første “slæbbare mobiltelefoner”, der næsten - forinden anskaffelse - krævede et 3-måneders intensivt vægttræningsprogram i det lokale motionscenter (som det hed dengang i fattig-1980erne).

Refleksion

Højtryk - lavtryk - indtryk - håndtryk - modtryk - særtryk - blodtryk - akseltryk - mobiltryk - vi påvirkes hvert sekund. Mine bamser har brummet, at jeg bør begynde allerede nu at spare sammen til en robot til min alderdom, hvor det meste “såkaldte” ældreomsorg er udliciteret til kompetencetunge og letmetalagtige robotter. Måske kan investeringen trækkes fra i den skattepligtige indkomst eller modregnes i de lommepenge, der vil blive udbetalt til den tid.

Ikke til “livsfornødenheder” såsom Aalborg akvavit, cerutter, nisseøl og tandpasta samt en polyester plaid i samme farve som kamelgødning, som det engang vistnok var underforstået i det socialdemokratiske velfærdskoncept (flere generationer før teknokraten og talknuseren Bjarne Corydon og skabssocialdemokraten alias lille Thor Møver), men til robotolie og korttidsleasing (hvor længe lever man?) af robot-APPS.

Bekymringen kunne være, at man glemmer de enkelte og nærende daglige muligheder. Noget så simpelt (og sundt) som at samtale direkte med et medmenneske, at gå, cykle eller løbe en tur, opleve naturen - og 4G-masterne - gennem de fire årstider…..men det kan sikkert også virtuelt findes via en apps.

Mærsk-McKinney Møllers sidste stabelafløbning

Dette er en anderledes blog-nekrolog om en person, der de sidste mange år i levende live var en myte, en kontroversiel, dybt konservativ personlighed og som mangemilliardær var en af de rigeste med fast bopæl i Norden; modsat de rigeste, svenske Ingvar Kamrad (IKEA og bopæl i Schweiz) og Rausing-familien (Tetrapak og bopæl i Schweiz/Storbritannien).

Den franske riviera
Det spæde forår ved Côte d´Azur linket med den fabelagtige smukke franske middelhavskyststrækning kan være vanvittig charmerende. Byerne ligger som en perlerække ved Middelhavets franske sydkyst. Den ene kæmpestore millionvilla afløser den anden. Det kan varmt anbefales at sejle fra Nice til Monaco at fornemme dette syn af rigdom (og overflod).
Modsat ligger en anden perlerække vestpå fra Nice til Marseille. Det er gammel rigdom, det er ny rigdom, der i et mix har ligget og ligger side om side i dette helt særlige og traditionsrige hjørne af Europa. I områderne og cornicherne bag kysten ligger smukke byer, men holder vi os til kysten, bør især opleves Cannes samt badebyerne St. Tropez og Juan les Pins; sidstnævnte sammenvokset med den vidunderlige reelle by Antibes.

Det var en dag i marts 2006, hvor det sydfranske forår fyldt af farver og naturens dufte bankede på, medens scenen blev oplyst af en forårssol. Øverste illustration viser netop dagen i Antibes. Det er taget få minutter før end oplevelsen, der danner denne særlige refleksion.


Et cafébord i Antibes
Jeg kom gående efter en vidunderlig tur i det gamle Antibes. Quai des Milliardaires med nogle af verdens største yachter var passeret. En fortovscafé stak ud nærmest som en retvinklet trekant i gadebilledet. Kun et bord var besat udenfor restauranten. Fire personer sad ved et cafébord. En ældre høj herre, en meget ung mand og en ældre kvinde. Sidstnævnte underholdt selskabet med masser af ord.


Endelig var der en fjerde person, der sad i midten. Det var en noget ældre herre emballeret med en plaid. Modsat de andre synes han ikke helt at lytte, men kiggede og fangede mit blik. Vi holdt blikket hele tiden, medens jeg passerede forbi bordet i slentretempo. Det var stålgrå, bedømmende øjne, der mødte mine. Det var et ældre menneske, der havde oplevet en del, men også signalerede “position”. Selskabet kendte ikke denne midaldrende casualty ekviperede herre, der passerede bordets gæster.

Ingen af dem var klar over, at det var en landsmand. Modsat kunne gågængeren øjeblikkelig identificere enhver i selskabet, hvilket han naturligvis gjorde i “sin indre biograf”.
Den høje, ældre herre var en kendt erhvervsleder med fortid som magtfuld topchef i Danmarks største bryggerigruppe. Hans hustru, kunsthistorikeren, var kendt og den unge var mindre kendt som personlig sekretær for selskabets ældste og berømteste af dem alle.



In reflektiv essens

Sidstnævnte Arnold Mærsk McKinney Møller døde 16. april 2012. Hans erhvervsimperium repræsenterer omkring 1/6 af det samlede danske med ca. 108.000 ansatte med en omsætning på 315 mia. kr. fordelt på mere end 130 lande på Globen. Han var en kendt skibsreder og erhvervsleder udover hele den globale forretningsverden. Hr. Møller var en personlig ven af det danske kongehus. Æret med ordener fra ind- og udland, heraf den danske Elefantorden. Egentlig var det skæbnens finurlighed, at hans sidste åndedrag skete på dronningens fødselsdag og der tilmed vejede (hans elskede) Dannebrog fra tusindvis af danske flagstænger.

H.E. og mindesmærke

Samme “H.E.” (hans excellence v./elefantordenen) har gennem tiden via familiefonden givet og gavnet meget i den danske hverdag. Det mest markante synlige bevis var hr. Møllers beslutning om, at Danmark skulle have en international opera på Dokøen; dog efter grundige overvejelser.

Den 1. oktober 2004 var beviset på skibsrederens handlekraft, rettidige omhu, naturlige personlige ambitioner om et langtidsholdbart mindesmærke tilsat en uafviselig fædrelandskærlighed på plads lige overfor Amaliehaven i Københavns havn. Denne bygningsdonation blev bl.a. af New York Times´ anmelder beskrevet som “international klasse såvel interiørt som eksteriørt. Danmark kan med Operaen tilslutte sig de førende operahuse i verden”. Denne bygning afslutter aksen Marmorkirken - Amalienborg - Operaen (Kirken - Kongen - Kunsten).

Verdens største containerrederi

Mærsk-McKinney Møller var kendt af de fleste i Danmark som “hr. Møller” eller “Mærsk” og ganske meget andet afhængig af den enkeltes politiske standpunkt og perception af dette unikke 7-takkede blå og Danmarks suverænt største forretningsimperium bl.a. indeholdende verdens største containerrederi.

Denne imponerende status vurderes at kunne holde flere decennier med igangsættelsen af Maersk Lines kommende Triple-E-skibe. Samme fremtidige kæmper kan kun Rotterdam modtage i Europa, indtil JadeWasserPort (D-Wilhelmshaven) om kort tid også er klar og hermed forøvrigt bliver Europas 4 største havn.

Enhver rejsende dansker, herunder denne signatur (med en fortidig shipping-baggrund/-interesse), har med stolthed betragtet et dansk skib bærende slutnavnet Mærsk i en hvilken som helst større havn på Globen. Den verdensomspændende økonomiske krise, der indtraf i det tidlige efterår 2008, har også medført modvind hos Mærsk, naturligvis!

Men Danmarks store virksomhed (transport - energi - industri) har mestret at bygge verdens største containerskibe på det hæderkronede - og nu afviklet (ult.dec. 2011) - Odense Staalskibsværft ofte kaldet Lindøværftet ved Munkebo (Kerteminde kommune) på Fyn.

Samtidig mestres også navigationen med disse mastodonter i al slags vejr, der findes på de syv verdenshave, heri inkluderet begreber som “prisdannelser”, “fragtrater” m.m. En samlet omsætning på knap 312 mia. dkr. (2008) og et fald til 260 mia. dkr. (2009), sidstnævnte med et historisk underskud på minus 5,5 mia. kr., har naturligt skabt finansiel søgang grundet den globale finanskrise, der ramte verden i efteråret 2008. Men 2010-regnskabet i februar 2011 viste A.P. Møller-Mærsk-koncernen i fineste form med et rekordresultat på 28,2 milliarder kroner efter skat. Der var igen sorte tal på “vandlinien”! Og aktieværdien var i nærheden af mindst 215 mia. kr. Med den afdøde reders direkte ejede og fondskontrollerede ejerandel af A.P. Møller -­ Mærsk vurderes formuen i omegnen af 125 mia. kr.!

Kaptajnen
Et lille land som Danmark har hårdt brug for internationale profiler. Beklageligvis kan den berømte og inderligt utålelige jantelov nogle gange spærre for det nødvendige (globale) klarsyn samt forståelsen af åbenbare behov for nationale “fyrtårne”.


Dette gælder næsten uanset produktet. Både shipping, herunder containertransport samt medicinalindustri, vindmøller, pumper, termostater, lego-klodser, nanoteknologi, computerspil, careware, dyner eller filmkunst m.m., skal hilses velkommen i denne sammenhæng. Danmark har inderligt hårdt brug for alt dette - i sandhed langt frem i det 21. århundrede.








At være i spidsen for en familieejet koncern kræver ikke blot talent, overblik, intuition, uddannelse, ydmyghed, pligtfølelse o.m.a. Det kræver i sandhed også den nødvendige brutalitet og realitetssans. Heraf dannes en kaptajns personlighed på godt og ondt. En sådan “kaptajn” forekom afdøde Mærsk McKinney Møller at være i en nærmest anakronistisk version.


Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.


En tidligere direktør i Mærsk-koncernen, Iver Hoppe brugte ovennævnte linje, da han en dag i 1971 som administrerende direktør sagde bevæget farvel til personalet på Odense Staalskibsværft for at blive CEO på det navnkundige (og engang verdens største) Harland & Wolff skibsværft i Queens Island-bydelen i den tidligere meget urolige nordiske hovedstad Belfast. Han var blot en af mange stjerner i koncernen.

Apropos stjerner - på Frederiksborg Slot hænger afdødes våbenskjold (Storkorset) med inskriptionen “Per aspera ad astra”; i en lettere dansk oversættelse ” gennem trængsler til stjernerne”. - Mærsk McKinney Møller skal engang have sagt til sine nærmeste medarbejdere: “Når I dør, og de åbner jeres bryst, skal de finde en syvtakket hvid stjerne der, hvor andre mennesker har deres hjerte”.



Dannebrogs hjerte

Øjeblikket er inde, hvor enhver dansker med en tilpas portion national stolthed bør erkende de fire blodrøde hjertekamre med hvidt mellemrum som Dannebrog. Øjeblikket bør i sandhed også være inde, hvor enhver smålighed og individuel politisk platform og holdning for et øjeblik dybfryses i respekt for et stykke unikt dansk DNA, der nu er forsvundet på sin sidste sørejse med et sjældent og kraftfuldt brusende kølvand, der langsomt forsvinder i nogle af de første bølger af det andet årti i det 21. århundredes horisont.



Den moderne C.F. Tietgen?
- eller måske i virkeligheden endnu større!

Som illustrationen viser, skinnede solen den dag i den vidunderlige rivieraby Antibes fra en smuk blå, nærmest Mærsk-farvet himmel. Nu har mørket sænket sig over denne mastodont i det lille skandinaviske land Danmark, men rederiets syv-takkede stjerne vil lyse i meget, meget lang tid.

….jeg glemmer ikke vores lange øjenkontakt den smukke solbeskinnede martsdag i Antibes!



Foto 1: Antibes - Alpes-Maritimes Departement, Frankrig
Foto 2: Operaen - København - DK
Foto 3: Felixstowe - Suffolk - Storbritannien
Foto 4: Frederiksborg slot - Hillerød - DK

Foto: Erik Hulegaard

Verdens største....

I morgen er det 100 år siden, at verdens (dengang) største oceangående liner RMS Titanic sank. Den 14. april 1912, kl. 23.50 skete det utrolige.

Titanic - saxofonisten Kenny G.

RMS Titanic

Denne efter datidens forhold kæmpestore luksusliner blev bygget på samme tids stolte skibsværft i Storbritannien, nærmere bestemt (dengang) verdens største skibsværft Harland og Wolff i den nordirske hovedby (og i perioder meget urolige) Belfast.

14. april 1912

Det er er ikke svært at forestille sig stemningen, når den farvede illustration ovenfor betragtes, selvom det var en anden tidsalder.

Danskerne på Titanic

Freelance-journalisten Michael Müller udmærker sig i fortællende journalistik med fokus på historiske og samfundsrelavante problemstillinger. Der bliver ikke sparet på kompetencerne i den dramatiske 227-siders fortælling Danskerne på Titanic, der afsluttes med en glimrende kildeliste og links.

Der var 14 danskere ombord på det legendariske gigantskib, da det bragede ind i et isbjerg på sin jomfrurejse. Alle drømte de om et nyt liv i USA, men kun to af dem overlevede de vanvittige timer, der udspillede sig på det iskolde Atlanterhav en stjerneklar aprilsnat.

Anno 1985

Vraget af den store liner blev lokaliseret i 1985 på 3800 m dybde i Atlanterhavet, og siden har flere ekspeditioner fotograferet det og hentet en række ting op fra det.

Anno 2012

Verdens største….Titanic-attraktion er netop blevet indviet i Belfast, Nordirland. I byens selvopfattelse det naturlige hjemsted for lineren. Bagmændede bag Titanic Belfast påstår, at det er verdens største udstilling af sin art - et gigantisk aktivitetscenter med alskens tilbud til gæsten. Det har kostet næsten 1 mia. dkr. - Centeret ligger på skibsværftet Harland & Wolffs område, hvor det hele startede. Og selve den fatale skibsrejse for 100 år siden startede i den engelske havneby Southampton, siges også denne kendte shipping-by at gøre krav som Titanics hjemby.

Refleksion

Det er vel verdenshistoriens mest omtalte og berømte skibsforlis. Modsat den kritisable engelske undersøgelse kort efter forliset, der bl.a. helt uberettiget frikendte Storbritanniens handelsministerium har senere undersøgelser vist, at der var tale om en nærmest kædereaktion af små som store fejl - menneskelige som konstruktionsmæssige.

100-året for det tragiske forlis “fejres” i morgen bl.a. i Nordirlands hovedstad Belfast. Samme by, der i perioder - bl.a. ved IRAs (Irish Republican Army) aktiviteter - har budt på desværre alt for mange overskrifter i medierne.

Verdens største skibe bliver ikke længere bygget på Harland og Wolffs stoute skibsværft i Queens Island-bydelen i den nordøstlige del af Belfast. Når man lander i Belfast, mindes en anden af verdens største fodboldspillere - George Best (George Best international Airport). Belfast er i dag en helt anden by end for 100 år siden.

Og sidst, men bestemt ikke mindst:

Royal Mail Ship Titanic spec.:

Noter:

2 nederste illustrative specifikationer om RMS Titanic er fra bogen Danskerne på Titanic

https://twitter.com/#%21/TitanicRealTime

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2012/04/08/154832.htm (Minderute fra Southampton - New York)

http://www.titanicbelfast.com (Titanic Museum i Belfast)

http://www.rmstitanic.net/

http://www.b.dk/tech/foelg-titanics-undergang-live (Titanic undergang)

http://www.titanic-facts.com/

http://www.drewsworld.org/titanic/

http://www.kino.dk/film/t/ti/titanic-3d-0

http://www.1sted.dk/1verdenskrig/maritim/titanic.aspx (tidslinie)

http://www.titanic.dk/

http://historienet.dk/videnskab/maskiner/brug-musen-titanic?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=weekly_2012_4_10_49787 ( Brug musen til Titanic)

Skærsilden

Påsken med alle dens traditioner er netop overstået. Mad og drikke i volumiøse mængder er forlængst bearbejdet i vores respektive fordøjelsessystemer, herunder (eventuelt) påskesilden. Den mærkeligste af alle “sild” er ikke påskesilden, kryddersilden eller den marinerede sild eller spegesilden eller den stegte sild, men derimod Skærsilden, som selv den mest kompetente havbiolog intet aner om.

Skærsilden (latin: purgatorium “renselsessted”) er i den romersk-katolske kirkes dogmatik en tilstand mellem døden og saligheden, hvor afdøde gennemgår den renselse, der er nødvendig, før de kan komme i himlen. Skærsilden er således et “forstadium” til himmelen og må derfor skelnes klart fra de lidelser, som de fordømte tænkes at lide i helvede. (Wiki-delcitat)

S-togslinie B - en forårsdag

En fuldmoden quinde, der aldersmæssigt havde passeret sin 50 års fødselsdag, men stadig manglede nogle år før hun (eventuelt) kunne hæve sin efterløn, sad og fyldte en del af et 3-mandssæde. Hendes eksorbitant velpostrede quinde-krop bevægede sig i en sær takt, medens hun nærmest skreg ind i sin mobilos. Stemmeføringen varierede fra middelhøjt til skærende højt. Det var hendes (aldrende) grædende mor, der blev telefonisk bearbejdet.

Stemninger skiftede ubesværet fra nærmest snerrende overbevisende sætninger til stationen før næstekærlighed. Hendes rødligt farvede hår synes nogle gange at stå i flammer, medens hendes anseelige corpus, der mindede om en lettere feminiseret udgave af Michelin-manden, rokkede frem og tilbage som en ekstra understregning af hendes suverænitet overfor hendes gamle mor. To gange røg den medbragte krykkestok på gulvet - ikke just lydløst. Og så kom den gyldne sætning, medens hun kiggede listigt på sine medpassagerer, herunder blogejeren:

“Jeg garanterer dig….mor…du kommer i-k-k-e i Skærsilden”

3-4 sætninger senere gentog denne imposante quinde det i sin mobilos, denne gang efterfulgt af et “nåååh..nåååh”. Den rødhårede kropsdue tog herefter en dyb indånding, så fibrene i det stramsiddende tøj blev strakt til det yderste og lidt til. Enhver hoftevrikkende stylist kunne risikere et apopleksisk anfald, hvis ha/un betragtede tøjets sammensætning og farver; sidstnævnte bragte tanker om en knust farvelade i de sidste timer af børnefødselsdag.

Årsagen til denne imposante quindes telefon-skrigeri til sin grædende mor skyldtes også i den grad et klart forsøg på at overdøve en yngre mand af negroid race, hvis mere dybe stemmeleje forsøgte at overdøve den rødhårede, medens han med sit eget sprog (swahili eller andet) nærmest skreg ind i sin mobilos på 2-mandssædet lige overfor.

Refleksion

Lykken ville, at jeg kun skulle køre 3 stationer til næste kalenderkryds. Men det var rigeligt….inderligt ri-ge-ligt til at bebrejde min ellers ret driftssikre indre GPS, at den ikke forlængst havde dirigeret mig til “hold-kæft-kupéen” (=stillekupéen).

Skæbnen ville, at jeg ved indstigningen i S-togstogslinie B denne solbeskinnede forårsdag i det Herrens/Fruens år netop havde overstået 3 forskellige kirkegårdsbesøg i Hovedstaden. Det satte ligesom “Skærsilden” i et særligt relief. Og samtidig genererede det en massiv forundring over, at denne quinde kunne være så sikker på, at hendes gamle mor i-k-k-e kom i Skærsilden.

S for Skærsilden eller S for S-tog. Måske kommer der en dag de samme strenge regler for mobiltelefoni i offentligt rum som der er for rygeforbud….ja…ik´ sandt?!

Note:

Næste planlagte indlæg: “Verdens største……”