Tuesday, April 10, 2012

Skærsilden

Påsken med alle dens traditioner er netop overstået. Mad og drikke i volumiøse mængder er forlængst bearbejdet i vores respektive fordøjelsessystemer, herunder (eventuelt) påskesilden. Den mærkeligste af alle “sild” er ikke påskesilden, kryddersilden eller den marinerede sild eller spegesilden eller den stegte sild, men derimod Skærsilden, som selv den mest kompetente havbiolog intet aner om.

Skærsilden (latin: purgatorium “renselsessted”) er i den romersk-katolske kirkes dogmatik en tilstand mellem døden og saligheden, hvor afdøde gennemgår den renselse, der er nødvendig, før de kan komme i himlen. Skærsilden er således et “forstadium” til himmelen og må derfor skelnes klart fra de lidelser, som de fordømte tænkes at lide i helvede. (Wiki-delcitat)




S-togslinie B - en forårsdag

En fuldmoden quinde, der aldersmæssigt havde passeret sin 50 års fødselsdag, men stadig manglede nogle år før hun (eventuelt) kunne hæve sin efterløn, sad og fyldte en del af et 3-mandssæde. Hendes eksorbitant velpostrede quinde-krop bevægede sig i en sær takt, medens hun nærmest skreg ind i sin mobilos. Stemmeføringen varierede fra middelhøjt til skærende højt. Det var hendes (aldrende) grædende mor, der blev telefonisk bearbejdet.

Stemninger skiftede ubesværet fra nærmest snerrende overbevisende sætninger til stationen før næstekærlighed. Hendes rødligt farvede hår synes nogle gange at stå i flammer, medens hendes anseelige corpus, der mindede om en lettere feminiseret udgave af Michelin-manden, rokkede frem og tilbage som en ekstra understregning af hendes suverænitet overfor hendes gamle mor. To gange røg den medbragte krykkestok på gulvet - ikke just lydløst. Og så kom den gyldne sætning, medens hun kiggede listigt på sine medpassagerer, herunder blogejeren:

“Jeg garanterer dig….mor…du kommer i-k-k-e i Skærsilden”

3-4 sætninger senere gentog denne imposante quinde det i sin mobilos, denne gang efterfulgt af et “nåååh..nåååh”. Den rødhårede kropsdue tog herefter en dyb indånding, så fibrene i det stramsiddende tøj blev strakt til det yderste og lidt til. Enhver hoftevrikkende stylist kunne risikere et apopleksisk anfald, hvis ha/un betragtede tøjets sammensætning og farver; sidstnævnte bragte tanker om en knust farvelade i de sidste timer af børnefødselsdag.

Årsagen til denne imposante quindes telefon-skrigeri til sin grædende mor skyldtes også i den grad et klart forsøg på at overdøve en yngre mand af negroid race, hvis mere dybe stemmeleje forsøgte at overdøve den rødhårede, medens han med sit eget sprog (swahili eller andet) nærmest skreg ind i sin mobilos på 2-mandssædet lige overfor.

Refleksion

Lykken ville, at jeg kun skulle køre 3 stationer til næste kalenderkryds. Men det var rigeligt….inderligt ri-ge-ligt til at bebrejde min ellers ret driftssikre indre GPS, at den ikke forlængst havde dirigeret mig til “hold-kæft-kupéen” (=stillekupéen).

Skæbnen ville, at jeg ved indstigningen i S-togstogslinie B denne solbeskinnede forårsdag i det Herrens/Fruens år netop havde overstået 3 forskellige kirkegårdsbesøg i Hovedstaden. Det satte ligesom “Skærsilden” i et særligt relief. Og samtidig genererede det en massiv forundring over, at denne quinde kunne være så sikker på, at hendes gamle mor i-k-k-e kom i Skærsilden.

S for Skærsilden eller S for S-tog. Måske kommer der en dag de samme strenge regler for mobiltelefoni i offentligt rum som der er for rygeforbud….ja…ik´ sandt?!

Note:

Næste planlagte indlæg: “Verdens største……”

2 comments:

ekc said...

herlig berettelse som jeg kan nikke genkendende til, ihvertfald den del hvor man ønsker alle mobiler til skærsilden ;-)

Erik Hulegaard said...

EKC:

Naturligvis kan du genkende denne oplevelse med dit stadige forbrug af bl.a. S-togs-transport til udvalgte bro-kvarterer i Hovedstaden. ;-)