Monday, June 25, 2012

Magien i Magdeburg - en spændingsroman









Praktiske bemærkninger:

Ved bestilling hos din boghandel har “Magien i Magdeburg” (paperback): ISBN-nr. 978-87-7114-731-5. Bogen kan også bestilles som e-bog.



Generel information:

Blogaktiviteter (indlæg og kommentering) er indstillet indtil videre.

Henvendelse til blogejeren kan ske på

http://www.facebook.com/hulegaard eller http://www.hulegaard.dk


Tuesday, June 19, 2012

Generalens sidste slag

Een af blogejerens (afdøde) svigerforældre var asiatisk officer. Denne stålsatte personlighed satte sig spor såvel oprindeligt i Indonesien i forbindelse med (afdøde) præsident Sukarnos erobring af magten som senere i forskellige sammenhænge i sit nye hjemland Nederlandene (Holland).

Vi var ikke just på hinandens top-1000 liste, men ved det sidste møde for mange år siden forstod vi begge - hver med vores erfaringsmæssige ballast og på trods af racemæssige forskelligheder - at vise en gensidig respekt for hinanden forårsaget af en semi-dramatisk privat begivenhed. Det sidste håndtryk og øjenkontakt mellem os glemmes aldrig!





Dynamik - bevægelighed - beslutningskraft

Ligeledes glemmes aldrig den nu 100-årige stadig levende vietnamesiske general Vo Nguyen Giap (f. 25.aug. 1911). Et navn, som enhver historieinteresseret kender alene ved at nævne den vietnamesiske lokation “Dien Bien Phu” samt senere den såkaldte Vietnam-krig, der afsluttedes medio 1970erne. Overskriftens tre ord danner en trekantet ramme om ham.

Giap var den mest betydningsfulde strateg i de vietnamesiske befrielseskampe. Som ung student deltog han i studenterstrejken i forbindelse med oprøret i 1930 imod det franske koloniregime. I 1937 fik han sin doktorgrad i Hanoi og var senere historielærer. Han sluttede sig til kommunistpartiet i 1930erne og måtte flygte til Kina i 1939. Hans professor-datter af hustru blev arresteret og døde i fængsel. Hendes søster blev henrettet af franskmændene.

Under krigen opbyggede han Viet Minhs guerillastyrker, og rykkede i august 1945 ind i Hanoi sammen med Ho Chi Minh (præsentation unødvendig for enhver historieinteresseret ). Giap havde hovedæren for sejren over Frankrig ved Dien Bien Phu i 1954, hvor det franske militære hovedkvarter ved Dien Bien Phu blev belejret i 55 dage, hvor 3.000 franske soldater blev dræbt, og de resterende 8.000 franske tropper måtte overgive sig.

Giap opbyggede den vietnamesiske hær til at være den bedst organiserede styrke i Sydøstasien. På dens højde var den verdens 4 største hær med ca. 1. mio mand under våben. I 1961 publicerede han en håndbog i guerillakrigens taktik og strategi: “Folkets krig, folkets hær”. Han spillede i sandhed også en ledende rolle i befrielseskampen i Sydvietnam.

Fra 1954 var Vo Nguyen Giap øverstkommanderende for de vietnamesiske styrker, fra 1955 forsvarsminister frem til 1980, hvor han gik på pension. Han var dog formelt vice-premierminster frem til 1991. Han var stærkt medvirkende til, at verdens stærkeste militærmagt USA oplevede sit vel største militære nederlag ifm. Vietnam-krigen.


Refleksion

Min meget tiltalende vietnamesiske købmand få hundrede meter fra mit byhus på Vestfyn tæt ved Lillebælts friske vand har aldrig kæmpet ved Dien Bien Phu. Han flygtede som stor dreng med sin familie som titusindevis andre efter Sydvietnams kollaps i både fra det sydlige Vietnams kyster. Han husker det tydeligt, trods det nu er en menneskealder siden. Den nu modne vietnamesers mening om europæere holder han for sig selv indpakket i asiatens uudgrundelige lette smil. Han lever disciplineret i en fremmed verdensdel. Vi har en god kemi - trods diplomatisk udtrykt forskellige personligheder.

Forleden nævnte jeg, at general Giap nu var > 100 år. I samme åndedrag tilføjedes 2 andre nu afdøde vietnamesiske personligheder, såvel afdøde ministerpræsident Pham Van Dong (1906 - 2000) og ikke mindst Nordvietnams leder Ho Chi Minh (1890-1969). Min vietnamesiske købmand kæmpede med at finde den rigtige grimasse. På den ene side had overfor disse tre mænd, på den anden side en skjult beundring.

“Uanset politisk overbevisning kan man kun blive imponeret af dette formidable trekløver” var mit kombinerede spørgsmål og svar. Min vietnamesiske købmand kiggede på mig og vi smilede lidt anderledes end sædvanligt til hinanden.

Den nu 100-årige vietnamesiske general mangler endnu det sidste slag, som han ikke kan vinde. “Old soldiers never die, they just fade away” - sagde den forlængst afdøde 5-stjernede US-general Douglas MacArthur (1880 - 1964), de allieredes øverstkommanderende i Asien, Oceanien og Stillehavet under 2. verdenskrig, øverstkommanderende i Korea-krigen osv.

General Giap er et enestående eksempel på MacArthurs militære statement. Den vietnamesiske fabelagtige leder var simpelthen en af det 20 århundredes største generaler! Sagt endnu mere præcist:

I relation til guerillakrig gennem hele verdenshistorien….vel

….. den største af dem alle!




Kilder: Dansk-Vietnamesisk forening samt private vietnamesiske kilder

General Giap er død 102 år gammel (04/10/13)


Note: Næste uges planlagte indlæg “En særlig bog” - er en omtale af min nye 352 siders spændingsroman “Magien i Magdeburg” (den første i en planlagt trilogi)

Tuesday, June 12, 2012

Tankens kraft

Phie Amboes interessante dokumentarfilm ”Free The Mind” om basale menneskelige spørgsmål har allieret sig med US-hjerneforskeren Richard Davidson, der eksperimenterer med alternative metoder som meditation og mindfulness-øvelser som middel mod svære psykiske lidelser.






Filmen følger tre personer i behandling for hver deres psykologiske problemer med Davidsons metoder: de to hjemvendte soldater Rich og Steve og den fem-årige Will, der har ADHD (=Attention Deficit/Hyperactivity Disorder= forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet).

De to soldater er traumatiserede af deres oplevelser og ikke mindst egne gerninger, og filmen belyser de mentale problemer, krigsveteraner vender hjem med, og som blandt andet resulterer i alarmerende mange tilfælde af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder = posttraumatisk belastningsreaktion) og selvmord.

Mange (lidt for mange) billedtekster redegør for helbredelsesprocenter og problemernes omfang, men afgjort massevis af stof til eftertanke. Selv for den mest kyniske iagttager.

Spørgsmålene står nærmest i kø:

1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?

2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?

3) Soldaters mentale krigsskader - er det prisen værd?


Fakta - additioner





Psykologi- og psykiatriprofessor (en sjælden kombination) Richard Davidson, f. 1951, direktør for Laboratory for Affecttive Neuroscience ved Univ. of Wisconsin, USA.

Denne akademiske profil bar i mange år på en hemmelighed, som han frygtede kunne ødelægge hans videnskabelige karriere. I al hemmelighed mediterede han dagligt!



Filmcut til Free The Mind: http://vimeo.com/41691784


Mindfulness (Wikipedia): http://da.wikipedia.org/wiki/Mindfulness

Sunday, June 03, 2012

2 x Erik på Flakfortet

Årets sommerudflugt anno 2012 gik til Flakfortet for de overmodne Erik-seniorer kendt i blogosfæren og i andre digitale (og mentale) sammenhænge som den erfarne og professionelle kunstmaler alias den socialsurrealistiske penselvirtuos, Erik Korsgaard Christensen og blogejeren.

Trods d´herrers efterhånden anseelige årringe og hermed - nogle ville sige belastende og tungtvejende, erfaringsmæssige CVer - havde ingen af os været på Flakfortet.

Ganske flot af de 60+ at debuttere - ja, ikke sandt!



Flakfortet

Det hele startede d. 30. maj 1910, kl. 12.00. På bemeldte tidspunkt var der ingen bloggere, der levede. Men det gjorde et antal driftige mænd, der startede med at placere et stort antal sænkekasser af beton på Saltholm Flak (flak betyder i denne forbindelse sand). Disse sænkekasser blev sat ned i 5 m.vand. Det var grundlaget for det videre byggeri.

Fem år senere blev der hejst kommando på Flakfortet, der skulle rumme 550 mand i krigsberedskabet (1. verdenskrig raserede udenfor Danmarks grænser). Meget krig er det ikke blevet til gennem årene. Et enkelt skud blev løsnet mod 6 tyske flyvemaskiner den 9. april 1940. Efterfølgende blev øen gjort fuldt kampklar af den tyske besættelsesmagt. Det fortælles, at tyskerne ved krigens afslutning glemte en soldat (Helmuth), der blev agterudsejlet i krigens sidste dage. Sidenhen har Helmuth huseret på øen som spøgelse.




I 1960erne forlod det danske forsvar øen, der i mange år var udsat for hærværk. Manglende vedligeholdelse, “sørøvere”, vind og vejr gjorde, at Flakfortet lå som en sølle lille ø. Men så skete der (igen) noget. I 1975 samledes en gruppe af privatpersoner, sejlklubber, Københavns kommune og (ikke at forglemme) nogle fonde.




Det kan mange gæster ca. 7 km eller 4 sømil øst fra Københavns havn glæde sig over. I læ bag granitmolerne ligger nu en af Øresunds største lystbådehavne. Men også mange landkrabber er siden 1983 ved hjælp af den gamle norske kystfærge (bygget 1950) M/S Langø med plads til 140 pass. bragt til den efterhånden underholdende ø. “Underholdende”, fordi øen også udfordrer til teambuilding, mødevirksomhed, kurser, skattejagt - ja sågar kan man overnatte (vandrerhjemsniveau).




Refleksion

2 x Erik voksede op i det samme (Lindevangs-)kvartér på Frederiksberg. Måske har vi leget med hinanden i Lindevangsparken? Måske har vi sloges om at sidde ved den gamle røde brandbils rat ved soppebassinet i Lindevangsparken? Måske har vi siddet på den samme række i den herlige (nu nedlagte) lokale Windsor biograf til en søndageftermiddags forestilling, hvor cowboydere og indianere red i vild fart på det store, gamle lærred? - Vi husker det ikke helt.




Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen

Derimod kan nu erindres en frisk solskinstur med ilagt hård vind, god frokostbuffet, let motion, moden mandesnak samt yderst sigtbar perspektivering af Øresund fra alle verdenshjørner tæt ved Københavns havn.



Noter:

http://www.hulegaard.dk/ekc.htm

http://www.flakfortet.com/

Illustr.: Erik Hulegaard