De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 - 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis
The Iron Lady - Margaret Thatcher
Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.
Er filmen god? - Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.
IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.
Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren - den gale/geniale (vælg selv) - Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. - Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival - mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.
Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.
Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.
Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.
Refleksion
Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.
Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.
Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.
Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.
Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis - in real life - nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere - den aktuelle David Cameron - forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.
Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).
Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.
“Mr. President” siges - modsat sine forgængere - ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. - Men - indrømmet - han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.
Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!
Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia - direct port!”
Bonusinfo:
Milestones for Margaret Thatcher pr. dato
1925 - Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)
1943 - Optaget på Oxford University - kemistudie
1950 - Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber
1951 - Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher
1953 - Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark
1959 - Kommer ved valget i det britiske parlament
1970 - Minister for undervisning og videnskab
1975 - Vælges som partileder for de Konservative
1979 - Storbritanniens første kvindelige premierminister
1981 - Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer
1982 - Falklands-krigen
1984 - Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende
under de Konservatives årskonference i Brighton
1990 - Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative
1992 - Sæde i det britiske overhus “House of Lords”
2002 - Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden
2003 - Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv
2012 - Dement - lever et tilbagetrukket liv i London
Grantham, Lincolnshire. UK
Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.
Oxford University, UK
Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw - (1942 - 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer.
Note:
Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”
