Dame, Konge, Es, Spion

“You won, George!”……”Did I?…” - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf. Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet

Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik

Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen)

Filmoplevelse anno 2012
I en lettere udvidet version af ”pitch-essensen” ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den “rigtige” bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House).

Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).

En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen “Control” (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig. Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.

Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge - forskellige som de er - betagende. Og så glæder det enhver dansker at kunne sige - det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik. For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! - Og ja - der må vente David Dencik noget stort med tiden.

Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere. Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk. I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til “Inspector Morse”, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist.

Mangler filmen noget? Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.

For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene - lad vær med at købe billet.

For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn - tøv ikke et nanosekund - køb billetten snarest mulig!

TVoplevelse anno 1982

Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley. Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.

Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange. Hvorfor? - fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå.

Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette. Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte “koldkrigs-tiden”. I sin yderste konsekvens kunne “koldkrigs-tiden” have aktiveret en endnu - uforståeligt eller ej - mere dødbringende krig end 2. verdenskrig.

Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende “BIG FIVE”.

The Big Five

Enhver safarijæger ved, at “The Big Five” er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at “The Big Five” er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed. Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at “The Big Five” var Laurence Olivier (1907-1989), Ralph Richardson (1902-1983), John Gielgud (1904 - 2000), Michael Redgrave (1908 - 1985) og Alec Guinness (1914 - 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af “The Big Five”.

De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.

Refleksion

Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det næsten umuligt ikke at foretage den. Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne.

Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre. Hans nærmest “nedbremsede” diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.

Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på “virkeligheden”. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i “de kolde år”, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede “George Smiley-rollen”.

“Smileys people” (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin. Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed. Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn:

“Failure has a thousand explanations. Success doesn’t need one”

Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor “over verdensklassen”.

Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):

“For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog”.

Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England. Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.

Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!

Note:

Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes “fængslende”

Glienicker Brücke - 50 år senere

Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg - som x millioner af andre vesteuropæere - erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.

Medio sept. 2009

Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor - relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere - hvis jeg nåede det - var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.



Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var - til en undtagelse - ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”

“DDR-siden - naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.

Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud - tog nogle fotos - gik frem og tilbage på broen - stod og resignerede - og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.

Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som - “Powers” og “Abel” og “Vogel” - var noget særligt.

10. februar 1962

Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.

Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.

Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…

Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 - d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.

Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.

Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig

Wolfgang Vogel (1925-2008) - I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne - nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.

Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.

Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)

Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.

Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. - Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. - Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere.

Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.

September 2009 - in reflexion

Den tyske taxichauffør havde - som mange erfarne taxichauffører i verdens byer - en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.

Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.

U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.

I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.

John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.

“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy - 26.06.63 - Rathaus Schøneberg)










Note:

Foto: Erik Hulegaard

Gratisternes fagforening

I protest mod høje billetpriser i den kollektive trafik har gruppen Libertære Socialister holdt møde med den svenske organisation Planka, der driver en forsikringsfond, som betaler medlemmernes bøder, hvis de indbetaler 100 kroner om måneden. Formålet med mødet er at få inspiration fra Planka, der med over 1000 medlemmer i hele Sverige har en månedlig indtægt på 100.000 kroner - hvilket er rigeligt til at dække de bøder, medlemmerne sender ind.

Ordningen har eksisteret siden 2001 og har spredt sig til både Norge og Finland - og måske er Danmark næste skridt.

Urimelige priser
- Vi er inspirerede af deres måde at organisere sig og lave aktioner på. Og med de urimeligt høje billetpriser her i Danmark er det meget aktuelt med en lignende kampagne her, siger David Rønbach fra Libertære Socialister.

Han hentyder til, at priserne på offentlig transport steg med 3,1 procent 17. januar 2012, selv om S og SF i valgkampen lovede at sænke priserne ( utroligt, hvad S og SF har lovet….).

Rasmus Prehn, der er trafikordfører for Socialdemokraterne, beklager, at billetpriserne ikke er blevet sat ned endnu, men understreger, at det ikke retfærdiggør en ordning, der opfordrer folk til at køre gratis. og fortsætter:- Det er simpelthen asocialt ud over alle grænser. Der er ikke noget, der er gratis, og det er jo ikke for sjov, at alle andre betaler deres billetter.

Den kritik deler DSB’s salgschef, Niklas Marshall. Han kalder ordningen for usolidarisk, fordi den straffer de lovlydige passagerer og tilføjer: Det er ualmindeligt dumt. Men vi kan jo bare hæve afgifterne, så deres ordning ikke længere hænger sammen. Vi vil til enhver tid sikre, at det kan betale sig for vores kunder at tage toget, og at de ikke bliver snydt af andre folks kreative tiltag.

Om ordningen skal startes i Danmark, bliver afgjort på et møde, som Libertære Socialister snart indkalder til.

Refleksion

Begreberne “Moral” og “Morale” kan absolut gradbøjes, hvilket overlades til læseren.



In addition: Næste planlagte indlæg har også noget med skjul at gøre, men i en anderledes sofistikeret version.

Kilde:

DR.dk

Den surrealistiske Magritte

Han hang på mit kontor i mange år. Altså ikke ham selv; desværre heller ikke en original, men “kun” en indrammet poster. Min beskedne kontorchef-løn tillod ingenlunde at have en original hængende. Mine gæster over tid har kastet diverse øjendrop mod posteren. Få har kommenteret, de fleste havde ingen kommentarer. Posterens motiv (illustr.)var den enestående (blandt mange) med navnet “Elective Affinities” (1933).

Når man via museumsbesøg og bøger fornemmer denne fabelagtige surrealistiske penselvirtuos, synes jeg selv, at vi er den tunge ende af den surrealistiske malerkunst…i højstemte øjeblikke er han vel verdens bedste!? - (Blogejeren kan ikke fordrage Salvador Dali )

René Magritte (1898 - 1967)
Magritte blev født i Lessines (region Wallone) sydvest for Bruxelles/Brussel i 1898. Hans mor begik selvmord ved at drukne sig i floden Sambre, da Magritte var 14 år. Han påstod dog altid siden, at hans eneste minde om moderen var skammen ved at være kendt som ”sønnen af en død kvinde”.

Magrittes ungdom var i den hårde industriby Charleroi. Senere flyttede han til Frankrig, hvor han levede en tid. Gennem hans liv var Georgette Berger hans soulmate, hustru, model m.m.
Allerede som 27-årig kunstner tilbød Bruxelles-galleriet “Le Centaure” ham en 3-årig kontrakt. Og så fortsatte det ofte med manisk og genial skaberkraft med udstillinger i såvel hans hjemland Belgien som Frankrig, Nederlandene og USA (New York). - Han døde i Bruxelles/Brussel 1967.

I dag mindes han tre steder i Belgien. Det moderne Magritte museum (Musée Magritte Museum) i centrum af hovedstaden samt hans tidl. hus i Jette-bydelen af Bruxelles/Brussel (Rue Esseghemstraat 135). Sidstnævnte adresse var hans hus i perioden 1930-1954. Det tredie “mindesmærke” i Belgien er hans forældres hus i barndomsstaden Lessines (bl.a. indeholdende diverse dokumenter).

Kunstneren i de modne årgange (foto fra Magritte Museum, Bruxelles centrum)

Refleksion

I sit kunstneriske arbejde var René Magritte ikke noget spontant og intuitivt skabende øjemenneske, men snarere en rationelt gennemreflekteret, malende filosof. Han skildrede sine motiver i en nøgtern, strengt prosaisk realisme og baserede den surreale effekt på at gengive fragmenter af den ydre verdens gestalter og fænomener i fysisk umulige, ofte helt absurde og altid stærkt fantasibefordrende sammenstillinger.(citat fra Den Store Danske)

Og ja - Magritte er stadig på min kunstmaler-top-10-liste - selvom jeg ikke har posteren mere. Seneste museumsbesøg samt en beskrivende bog giver en anden minde-platform for blogejeren, der livet ud vil (kunstnerisk) beundre dette surrealistiske geni.

Er læseren i Bruxelles/Brussel - besøg et af museerne, måske får René Magritte endnu en fan!

In addition:

Næste planlagte blogindlæg er bestemt ikke surrealistisk.

Note:
En bloggers besøg i Rene Magrittes hjem http://sites.google.com/site/turtiljette
http://www.magritte.be/
http://www.magrittemuseum.be/

Bruxelles/Brussel januar 2012

Medens byen igen er bemandet med EU-lederne til topmøde om endnu en ny aftale (Finanspagt), er belgierne ved at samle sig til en generalstrejke i dag d. 30. januar 2012.

Bruxelles/Brussel anno januar 2012 er væsentligst forskellig for blogejerens første besøg (omtalt i forrige indlæg) anno 1975. Sådan må det næsten være! Og hvordan er “Europas Hovedstad” så at opleve nowadays?

Som alt sightseeing er parametrene tid, interesse, pengepung, kondition, tidspunkt, vejr og personlig drive og planlægning afgørende. Denne gang blev ca. 48 timer forsøgt udnyttet og indtrykkene i en destilleret form visualiseres i stikordsform nedenfor.

Belgiens hovedstad er bygningsmæssigt kontrastfyldt som eksemplificeret af billedet ovenfor

Stadigvæk kan nydes den gamle bygningsmasse (laugshusene) på Grand Place

Smukke butiksarkader kan også stadig ses med klassiske butikker (med pæne priser)

Manneken Pis - en kendt (og uforståeligt skattet) seværdighed

Den (velsmagende og varierede) belgiske chokolade her udsat som skakspil

Belgien er verdensberømt for sine tegneserie-figurer

Fra Verdensudstilling i 1958 står ca. 100 meter høje og 2.400 tons tunge Atomium fortsat og virker som museum

Den kollektive transport forekommer velfungerende med sporvogne, der mixes med metro og/under gadeplan

I den sydøstlige del af centrum af Bruxelles/Brussel findes et ganske særligt kvartér - Matongé. En slags “Harlem i Bruxelles”. Det er primært befolket med negroide indvandrere fra Afrika (Belgisk Congo). Et anderledes liv, som enhver “hvid” bør bese om dagen; om aftenen bør man holde sig væk, medmindre det er et specifikt besøg gerne ledsaget af en “indfødt” eller man har kulsort bælte i en østerlandsk kampsport (go´ fornøjelse).

Blogejeren cruisede rundt i dagslys med stor interesse!

En herlig kontrast til Matongé er EU-området i den østlige del af Bruxelles/Brussels centrum. Et væld af kontorbygninger, herunder selve EU-parlamentet - vel og mærke det i Bruxelles/Brussel. Blogejeren tilbragte nogle timer i disse områder med at begribe EUs sammensatte og bureaukratiske kompleksitet, herunder “beriget” ved diverse interiøre besøg i Parlamentarium (EUs besøgscenter) samt selve parlamentet (foto ovf.).

Et godt tip - Instrumentmuseet (musikinstrumenters historie) vis-a-vis det moderne Renè Magritte museum i centrum har en restaurant på toppen. Udsigten, maden og betjeningen er afgjort et besøg værd. Gæsten behøver ikke løse billet til museet, men kan nå højderne med en ældre, velfungerende elevator.

Er man(d) heldig med et vinduesbord, eller på terassen er udsigten formidabel og tjener som et fortræffeligt supplement til såvel fødeindtagelse som fordøjelsen.

Refleksion
Er Belgiens todelte hovedstad Bruxelles/Brussel en smuk by? Afgjort nej! Hvis nogen synes, at den danske hovedstad aktuelt drukner i kraner, huller og bygge-entrepriser, er det ingenting mod den belgiske ditto. Og trods det næsten ens størrelsesforhold mellem Bruxelles og København virker næsten alt meget større i “Europas hovedstad”.

Er byen et besøg værd aktuelt? Afhænger naturligvis af smag og behag og formål!

Er den dyr? Aktuelt opleves prisniveauet stortset som i DK; naturligvis er de hypede restauranter og hoteller i Bruxelles´ centrum dyrere, men på mange områder mad, tøj, taxi, offentlig transport, boliger osv. konstateres ikke den store forskel!

Blogejerens seneste besøg i Belgien (i dette århundrede) har bevidst været en kombination af den belgiske hovedstad og så 1-2 andre destinationer i enten den flamske eller vallonske del. Det kan anbefales, også for at få et mere nuanceret billede af det sammensatte land.

In addition:
Den non-kollektive trafik i Bruxelles forekommer surrealistisk, hvilket danner en naturlig overgang til næste (planlagte) blogindlæg “Den surrealistiske Magritte”.

Note:
Foto: Erik Hulegaard

My name is Pieters

En kold martsdag anno 1975 var mit første besøg i EUs hovedstad - Bruxelles/Brussels. To uger forinden anede jeg faktisk ikke, at min kuffert ville føre mig til Bruxelles. Rejsen til New York i starten af maj samme år var omhyggeligt planlagt (med diverse ture til bl.a Washington osv.). Men min chef og mentor havde pludselig fået en dødsdom. Han vidste det ikke; jeg vidste det - desværre!

Derfor valgtes at bruge min daværende pænt opsparede “rejsekonto” på korte rejser til forskellige områder af Europa, så jeg med få timers varsel kunne være i København, når det var påkrævet. For nogle lyder det måske vanvittigt – men for mig var det en selvfølge at følge en af mine mentorer på hans sidste rejse. Det skete lidt senere i samme tidsrum. – Jeg har aldrig fortrudt den beslutning!

Så i stedet for New York (og Washington m.m.) blev det bl.a. den nærliggende EU-hovedstad – Bruxelles/Brussels. En rundtur – en introtur i det, der dengang var på vej til at blive en slags “EU-Hovedstad”. En guide – en 50+ herre med et af Europas kraftigste underbid, to-dages skægstubbe, en “Columbo-cottoncoat” m.m. – forkyndte for bussens få gæster denne marts-kolde formiddag, at…”my name is Pieeeeeeeeeeters”.

 Enhver læser, der nu forsøger at udtale “Peteeers”, vil fornemme trækninger i underkæben. “Peeeters” førte sit busselskab rundt i Bruxelles med en inderlig stolthed og vekslede uden problemer med sit underbid mellem flamsk, fransk, engelsk og tysk.

Hotelværelset var på 9 etage. Det var Sheraton Brussels. 50+ vil erindre den afdøde US-president (og gennemhæderlige) Gerard Ford. Han besøgte samme hotel ca. 1 uge efter.Sheraton Brussels på Place Rogier i centrum var noget helt særligt den gang. I dag er det blot eet af mange x-stars hotel i EU- og NATO-byen.

Chez Paul
Anno 1975 var der også andre spots i den opadstigende (i betydning) belgiske sammensatte hovedstad. Blandt flere interessante fristelser i det centrale byliv var en – daværende – meget fashionabel natklub “Chez Paul”. På anbefaling var den genstand for et aften- og nattebesøg, jeg aldrig glemmer! Det er blevet til (for mange?) en del besøg i natlige lokaliteter af varierende størrelse, farve og prisniveau en del steder i Europa gennem mit plettede liv. Sammenligning er naturligvis altid nærliggende, når muligt.

Tilbage til Chez Paul anno marts 1975. Natklubejeren “Paul” besad den - alt for sjældne – kompetence at byde gæsten personligt velkommen. “Paul” gik rundt i sin natklub og hilste på gæsterne, ikke blot (mange) gengangere, men også debutanter som blogejeren. Han gav sig tid til at en sludder, nøje afstemt af lydintensiteten fra underholdningen på den lille scene. Mange natklubejere kunne lære – inderligt – meget af (den hedengangne) Paul.

Modsat nutidens mørkklædte muskeldrenge med ledninger i nakken, højtalere i ørene, tribade-tatoveringer, skaldet hovedbeklædning, syntetiske muskler ved hjælp af kemiske stoffer og jernløfteri, kulsorte bælter i asiatiske kampsportsgrene og ikke mindst et tilskåret brutalt og betydningsfuldt udtryk i ansigtet havde le patron Paul to pænt klædte herrer i de modne årgange til hjælp ved indgangsdøren til den – daværende – fashionable Bruxelles-natklub. Jeg er sikker på, at “Paul” med sin elegante og samtidig selektive snu væremåde ville eliminere 90 pct. af eventuelle optræk til ballade. De sidste 10 pct. vil det hastigt tilkaldte politi fra den nærliggende politistation med glæde tage sig af, medens le patron Paul så smilende til emballeret i sin skræddersyede dobbeltradede smoking. 

Jeg erindrer stadig de professionelle værtinders smil til le patron. Tro mig, der er stor forskel på disse, men her var de feminine professionelle smil ilagt en ægte respekt for Paul. Begreberne “klasse” og “stil” lyste som en solfyldt aura fra le patron!

In addition:
Disse memory-spots kørte i min indre biograf, medens der blev igangsat et nøje planlagt forløb af tilskåret tid til at se Europas hovedstad Bruxelles/Brussel anno 2012.
Det handler næste (planlagte) og noget længere blogindlæg om. Begreber om Bruxelles/Brussel anno 2012, EU, Matongé, tips til Bruxelles, Brussel m.m. bliver berørt……

Broder Erik

I Europa ligger mange klostre fra den mørke middelalder. At Europa er delt i et sydligt katolsk og nordligt protestantisk religiøst baseret område, er bekendt for enhver, der har gennemkrydset den gamle verdensdel samt blot læst indholdsfortegnelsen i den europæiske historiebog.
Det ved bl.a. EUs præsident, den lidt embedsmandsagtige konsensus-mager samt flamske politiker af borgerlig observans, belgieren Herman van Rompuy (f. 1947). Når han skal lade op (det er der vist tit brug for i denne tid!), sker det - ifølge velunderrettet kilde - enten ved den flamske kyst eller hos munkene i klostret i Affligem.

Delingen af det katolske og protestantiske Europa ses meget tydeligt i Belgien. Et land, som blogejeren har lært gennem nogle rejser over decennier at sætte pris på. I samme land ligger der flere klostre. Nogle er lukket for offentligheden. Få er åbne efter aftale. Et af disse er ikke bare åbent - og har været det længe - men er samtidig nærmest verdensberømt. Modsat ovennævnte kloster Affliglem er klosteret i Chevetogne langt mere eksponeret. Ethvert look i hjemmesidens gæstebog fortæller om gæster i dette særegne kloster fra alle verdensdele på kloden.

Monastére Chevetogne

Dybt inde i Ardennerne ligger dette magnifikante klosterkompleks i en katolsk og byzantinsk blanding. Nogle frostklare og solrige januardage 2012 i Ardennerne bidrog til den fabelagtige klosterstemning og -stilhed for blogejerens længe planlagte klostertur. - En inderlig historisk kontrast til “The Battle in the Bulge” - december 1944, hvor bl.a. den amerikanske 4-stjernede general George Patton jr. med sin 3die armé udkæmpede nogle voldsomme slag i vinterkulde og høj sne mod de tyske besættelsestropper netop i dette område af Ardennerne. - Tilbage til klosteret anno 2012:

Bygningerne (bill.1.) er med årene blevet en hybrid af flere stilarter. Indenfor trives munkene i forskellige trosretninger, aldre, livvidde, højde og skostørrelser. Latin, fransk og flamsk er naturlige dagligdags tunger. Hårdt presset kan de yngre af dem også kommunikere frit på engelsk. Der er ikke TV, radio eller musikafspillere eller anden nymodens pjank, når undtages ledsagende musik til andagterne. Gæster, der skal have rytmer for at leve, må koble noget til øregangene. Kulturelle input via medier sker kun, såfremt gæsten medbringer computer. Efter anmodning skabes adgang til WLAN.

Rituelt eksempel

Ritualerne foregår naturligvis på latin og fransk i denne del af verden. Et eksempel på et ritual er måltiderne. De starter med, at en munk ringer løs på en kæmpeklokke (han sætter nogle sikkerheds-ørepropper i hver gang). Lyden er gennemtrængende i hele klosterområdet; ja selv Klokkeren fra Notre Dame kunne have behov for noget krisehjælp eller coaching lige efter.

Som billedet (bill.3) viser, sidder munkene ved et langt bord. For enden sidder “chef-munken”, et ældre lang-skægget herre. Han styrer bønnerne og messesangen, inden- og efter måltidet. Ved siden af ham sidder så de få mandlige gæster og dernæst kommer munkene i en turnus-sidde-ordning. Medens vi spiser, er der tavshed mellem munkene (og eventuelle herre-gæster som blogejeren). Andre munke agerer tjenere. Det kører altsammen i en vagtbaseret turnus. Fade og brød bliver budt rundt i et velordnet ceremoniel og tavshedsbelagt mesterværk. Vi tygger maden, medens postevandet skyller det ned. 2-3 retter - hovedretten bydes rundt anden gang, når chef-munken er færdig med første omgang.

Hele sceneriet (måltidet) varer næsten nøjagtig 30 minutter; alt imedens en munk sidder på en lille forhøjning i hjørnet og læser op af skriftsteder i en lind strøm via en mikrofon. - “Chef-munken” afbryder med en bordklokke, når han skal messe eller bede. Det sker både, når vi skal starte og til slut efter måltidet. Alle står bomstille ved deres (umagelige) træstole med blikket vendt mod et kæmpekrucifix for enden i det aflange spiserum. Der er alvor hos alle, ansigtsmusklerne bruges kun til bearbejdning af føden. - Maden opleves tung, men absolut velsmagende a la “husmandskost”. Søndag aften var den vagthavende messe-underholdningsmunk afløst af en semi-munter klaverkoncert via det beskedne musikanlæg i hjørnet af spisesalen. En velkommen forandring, selvom munkene ikke viste videre opstemthed i deres ansigter under måltidet.

Alt i alt var vi på alle måder (uden overdrivelse) langt fra en Michelin-stjernet restaurant. Her har gæsterne heller ej navnesignerede servietstofposer og -ringe til deres stivede hvide stofservietter! Blogejerens gæstestatus kvalificerede til en træ-servietring, en stivet hvid (stor og dejlig) stofserviet (som i barndommen) samt et visitkort sirligt påtegnet “Mr. Erik Hulegaard”.

I en nærliggende bygning, der kunne skimtes fra blogejerens fabelagtige Ardenner-udsigt fra sit skrivebord i munkecellen, kunne anes Bethania, som var quindernes opsamlings-sted. Ingen quinder hos munkene? Blogejeren så kun en quinde. En lille quinde (rengøring m.m.) med et listigt smil og og en livvidde, der gjorde det nemmere at hoppe over hende end at løbe rundt om hende, hvis man(d) ville passere hende!

Generelt

Adkomsten til klosterområdet i Ardennerne er ikke nem, hvilket jo basalt heller ikke er meningen. Det hjælper med en bil (eje eller leje). Ellers er det tog fra Bruxelles (retning: Luxembourg), stå af i Ciney. Herefter er der busforbindelse cirka 3-4 gange om dagen (ej søn- og helligdage). At få en taxa svarer nærmest til at vinde i lotto. Det lykkedes blogejeren med besvær og bistre overtalelser at få fat i en taxa i Ciney, da bussen netop var kørt og der var cirka 5 timer til den næste busafgang. Taxachaufføren satte taxametret til hjemmefra og fortsatte sin kørsel med blogejeren plus bagage i en sær hoppende kørsel, der måske blev afstemt efter reggae-rytmerne i bilradioen. Faktisk imponerende, når det antages, at taxachaufføren ellers virkede tæt på de 80 år (næsten som hans taxa-Mercedes ).

Ved min afgang nogle dage senere havde “Guestfather”-munken på min anledning bestilt en taxi. Ganske rigtigt kom den 80+årige trillende igen med sin gamle Mercedes. Han havde for en sikkerheds skyld sat taxameteret til hjemmefra, så taxametret viste 14 Euro, da blogejeren satte sig ind i den gamle Mercedes. Vognmandens belgiske moustache strittede fortsat, da han i nogle herlige gear- og koblingsskift bragte den gamle “merser” og den noget yngre blogejer til Gare de Ciney. Det var en god dag for den gamle vognmand. Solen skinnede og hans pensionstillæg blev kraftigt adderet. Da han kørte videre, kunne blogejeren ikke lade være med at grine lidt trods en kraftig afhøvling af sin børneopsparing.

Refleksion

Stedet ånder af….ja netop klosterstemning langt væk fra “Real Life”. Vi befinder os nærmest i en pseudoverden, omgivet af Ardennernes bakkede skovbeklædte natur, der både genererer et dystert og samtidigt storslået regie. Det kan beskrives kortfattet (som dette indlæg) eller i dusinvis af ord, men skal det virkelig fornemmes, er et ophold et must. En oplevelse for livet!

Er den strenge munke-ordenagtige tilgang til religiøsiteten og troen den rigtige? Kommer munkene - når de oplever den ultimative længste (og sidste) søvn - op til Vorherre? Er de bedre mennesker end os andre “hverdags-digital-cpr-numre”? Giver deres mange ritualer adgang til en højere position i et (måske) nyt liv? - Se….det interessante er jo, at i-n-g-e-n endnu - trods digitale artisterier og gen-manupulationer og raketvidenskab osv. - har svaret på disse spørgsmål.

Ønsker læseren at reflektere udenlands - i et internationalt miljø - under særdeles velordnede forhold (undervurdér aldrig den katolske munke-disciplin!), er det belgiske kloster med en enestående “rural” beliggenhed dybt inde i Ardennerne et kvalificeret sted.

Modne læsere bør sende denne rekommandation “til modning”. Yngre læsere bør erindre dette sted - måske til senere lejlighed i deres liv, når erfaringen og livets kompleksitet er fusioneret i en anelse forståelse af livets fabelagtige menukort.

Blogejeren havde nogle formål med rejsen, hvoraf det ene (naturligvis) var at opleve dette fabelagtige kloster. Efter et par aftalte dage kunne blogejeren returnere til “den virkelige verden” i form af nærmeste togstation i Ciney, hvorfra toget fra Luxembourg via Namur kunne køre de cirka 70 km. til Bruxelles/Brussels.

In addition

Sidstnævnte by handler næste planlagte indlæg om med titlen “My name is Pieters”.

Note:

Link til Monastére Chevetogne: http://www.monasterechevetogne.com/index.php?taalkeuze=2

Link til mere Monastére Chevetogne: http://www.hulegaard.dk/chevetogne.htm

Den traditionsrige jule- og nytårs blogfaste er nu indtrådt. Læseren ønskes hermed en individuel glædelig kalorieholdig jul samt et promillebaseret nytår.

Bloggen er scheduleret til forventet opstart i uge 4/2012.

Julemanden - En dag i julemåneden december passeredes Superbrugsen, hvor det blev heftigt annonceret, at julemanden ville komme i flere timer om søndagen. Fint nok! Men det blev et problem, da blogejeren samme dag kunne læse i en distriktsavis, at julemanden også kom i andre større varehuse s-a-m-t-i-d-i-g.....

Læs mere her (link)

Link til historien om Archimedes og Helena

Læs mere om den store formidler

Der henvises til blogoversigt:

http://www.hulegaard.dk/news.htm