Mærsk-McKinney Møllers sidste stabelafløbning

Dette er en anderledes blog-nekrolog om en person, der de sidste mange år i levende live var en myte, en kontroversiel, dybt konservativ personlighed og som mangemilliardær var en af de rigeste med fast bopæl i Norden; modsat de rigeste, svenske Ingvar Kamrad (IKEA og bopæl i Schweiz) og Rausing-familien (Tetrapak og bopæl i Schweiz/Storbritannien).

Den franske riviera
Det spæde forår ved Côte d´Azur linket med den fabelagtige smukke franske middelhavskyststrækning kan være vanvittig charmerende. Byerne ligger som en perlerække ved Middelhavets franske sydkyst. Den ene kæmpestore millionvilla afløser den anden. Det kan varmt anbefales at sejle fra Nice til Monaco at fornemme dette syn af rigdom (og overflod).
Modsat ligger en anden perlerække vestpå fra Nice til Marseille. Det er gammel rigdom, det er ny rigdom, der i et mix har ligget og ligger side om side i dette helt særlige og traditionsrige hjørne af Europa. I områderne og cornicherne bag kysten ligger smukke byer, men holder vi os til kysten, bør især opleves Cannes samt badebyerne St. Tropez og Juan les Pins; sidstnævnte sammenvokset med den vidunderlige reelle by Antibes.

Det var en dag i marts 2006, hvor det sydfranske forår fyldt af farver og naturens dufte bankede på, medens scenen blev oplyst af en forårssol. Øverste illustration viser netop dagen i Antibes. Det er taget få minutter før end oplevelsen, der danner denne særlige refleksion.


Et cafébord i Antibes
Jeg kom gående efter en vidunderlig tur i det gamle Antibes. Quai des Milliardaires med nogle af verdens største yachter var passeret. En fortovscafé stak ud nærmest som en retvinklet trekant i gadebilledet. Kun et bord var besat udenfor restauranten. Fire personer sad ved et cafébord. En ældre høj herre, en meget ung mand og en ældre kvinde. Sidstnævnte underholdt selskabet med masser af ord.


Endelig var der en fjerde person, der sad i midten. Det var en noget ældre herre emballeret med en plaid. Modsat de andre synes han ikke helt at lytte, men kiggede og fangede mit blik. Vi holdt blikket hele tiden, medens jeg passerede forbi bordet i slentretempo. Det var stålgrå, bedømmende øjne, der mødte mine. Det var et ældre menneske, der havde oplevet en del, men også signalerede “position”. Selskabet kendte ikke denne midaldrende casualty ekviperede herre, der passerede bordets gæster.

Ingen af dem var klar over, at det var en landsmand. Modsat kunne gågængeren øjeblikkelig identificere enhver i selskabet, hvilket han naturligvis gjorde i “sin indre biograf”.
Den høje, ældre herre var en kendt erhvervsleder med fortid som magtfuld topchef i Danmarks største bryggerigruppe. Hans hustru, kunsthistorikeren, var kendt og den unge var mindre kendt som personlig sekretær for selskabets ældste og berømteste af dem alle.



In reflektiv essens

Sidstnævnte Arnold Mærsk McKinney Møller døde 16. april 2012. Hans erhvervsimperium repræsenterer omkring 1/6 af det samlede danske med ca. 108.000 ansatte med en omsætning på 315 mia. kr. fordelt på mere end 130 lande på Globen. Han var en kendt skibsreder og erhvervsleder udover hele den globale forretningsverden. Hr. Møller var en personlig ven af det danske kongehus. Æret med ordener fra ind- og udland, heraf den danske Elefantorden. Egentlig var det skæbnens finurlighed, at hans sidste åndedrag skete på dronningens fødselsdag og der tilmed vejede (hans elskede) Dannebrog fra tusindvis af danske flagstænger.

H.E. og mindesmærke

Samme “H.E.” (hans excellence v./elefantordenen) har gennem tiden via familiefonden givet og gavnet meget i den danske hverdag. Det mest markante synlige bevis var hr. Møllers beslutning om, at Danmark skulle have en international opera på Dokøen; dog efter grundige overvejelser.

Den 1. oktober 2004 var beviset på skibsrederens handlekraft, rettidige omhu, naturlige personlige ambitioner om et langtidsholdbart mindesmærke tilsat en uafviselig fædrelandskærlighed på plads lige overfor Amaliehaven i Københavns havn. Denne bygningsdonation blev bl.a. af New York Times´ anmelder beskrevet som “international klasse såvel interiørt som eksteriørt. Danmark kan med Operaen tilslutte sig de førende operahuse i verden”. Denne bygning afslutter aksen Marmorkirken - Amalienborg - Operaen (Kirken - Kongen - Kunsten).

Verdens største containerrederi

Mærsk-McKinney Møller var kendt af de fleste i Danmark som “hr. Møller” eller “Mærsk” og ganske meget andet afhængig af den enkeltes politiske standpunkt og perception af dette unikke 7-takkede blå og Danmarks suverænt største forretningsimperium bl.a. indeholdende verdens største containerrederi.

Denne imponerende status vurderes at kunne holde flere decennier med igangsættelsen af Maersk Lines kommende Triple-E-skibe. Samme fremtidige kæmper kan kun Rotterdam modtage i Europa, indtil JadeWasserPort (D-Wilhelmshaven) om kort tid også er klar og hermed forøvrigt bliver Europas 4 største havn.

Enhver rejsende dansker, herunder denne signatur (med en fortidig shipping-baggrund/-interesse), har med stolthed betragtet et dansk skib bærende slutnavnet Mærsk i en hvilken som helst større havn på Globen. Den verdensomspændende økonomiske krise, der indtraf i det tidlige efterår 2008, har også medført modvind hos Mærsk, naturligvis!

Men Danmarks store virksomhed (transport - energi - industri) har mestret at bygge verdens største containerskibe på det hæderkronede - og nu afviklet (ult.dec. 2011) - Odense Staalskibsværft ofte kaldet Lindøværftet ved Munkebo (Kerteminde kommune) på Fyn.

Samtidig mestres også navigationen med disse mastodonter i al slags vejr, der findes på de syv verdenshave, heri inkluderet begreber som “prisdannelser”, “fragtrater” m.m. En samlet omsætning på knap 312 mia. dkr. (2008) og et fald til 260 mia. dkr. (2009), sidstnævnte med et historisk underskud på minus 5,5 mia. kr., har naturligt skabt finansiel søgang grundet den globale finanskrise, der ramte verden i efteråret 2008. Men 2010-regnskabet i februar 2011 viste A.P. Møller-Mærsk-koncernen i fineste form med et rekordresultat på 28,2 milliarder kroner efter skat. Der var igen sorte tal på “vandlinien”! Og aktieværdien var i nærheden af mindst 215 mia. kr. Med den afdøde reders direkte ejede og fondskontrollerede ejerandel af A.P. Møller -­ Mærsk vurderes formuen i omegnen af 125 mia. kr.!

Kaptajnen
Et lille land som Danmark har hårdt brug for internationale profiler. Beklageligvis kan den berømte og inderligt utålelige jantelov nogle gange spærre for det nødvendige (globale) klarsyn samt forståelsen af åbenbare behov for nationale “fyrtårne”.


Dette gælder næsten uanset produktet. Både shipping, herunder containertransport samt medicinalindustri, vindmøller, pumper, termostater, lego-klodser, nanoteknologi, computerspil, careware, dyner eller filmkunst m.m., skal hilses velkommen i denne sammenhæng. Danmark har inderligt hårdt brug for alt dette - i sandhed langt frem i det 21. århundrede.








At være i spidsen for en familieejet koncern kræver ikke blot talent, overblik, intuition, uddannelse, ydmyghed, pligtfølelse o.m.a. Det kræver i sandhed også den nødvendige brutalitet og realitetssans. Heraf dannes en kaptajns personlighed på godt og ondt. En sådan “kaptajn” forekom afdøde Mærsk McKinney Møller at være i en nærmest anakronistisk version.


Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.


En tidligere direktør i Mærsk-koncernen, Iver Hoppe brugte ovennævnte linje, da han en dag i 1971 som administrerende direktør sagde bevæget farvel til personalet på Odense Staalskibsværft for at blive CEO på det navnkundige (og engang verdens største) Harland & Wolff skibsværft i Queens Island-bydelen i den tidligere meget urolige nordiske hovedstad Belfast. Han var blot en af mange stjerner i koncernen.

Apropos stjerner - på Frederiksborg Slot hænger afdødes våbenskjold (Storkorset) med inskriptionen “Per aspera ad astra”; i en lettere dansk oversættelse ” gennem trængsler til stjernerne”. - Mærsk McKinney Møller skal engang have sagt til sine nærmeste medarbejdere: “Når I dør, og de åbner jeres bryst, skal de finde en syvtakket hvid stjerne der, hvor andre mennesker har deres hjerte”.



Dannebrogs hjerte

Øjeblikket er inde, hvor enhver dansker med en tilpas portion national stolthed bør erkende de fire blodrøde hjertekamre med hvidt mellemrum som Dannebrog. Øjeblikket bør i sandhed også være inde, hvor enhver smålighed og individuel politisk platform og holdning for et øjeblik dybfryses i respekt for et stykke unikt dansk DNA, der nu er forsvundet på sin sidste sørejse med et sjældent og kraftfuldt brusende kølvand, der langsomt forsvinder i nogle af de første bølger af det andet årti i det 21. århundredes horisont.



Den moderne C.F. Tietgen?
- eller måske i virkeligheden endnu større!

Som illustrationen viser, skinnede solen den dag i den vidunderlige rivieraby Antibes fra en smuk blå, nærmest Mærsk-farvet himmel. Nu har mørket sænket sig over denne mastodont i det lille skandinaviske land Danmark, men rederiets syv-takkede stjerne vil lyse i meget, meget lang tid.

….jeg glemmer ikke vores lange øjenkontakt den smukke solbeskinnede martsdag i Antibes!



Foto 1: Antibes - Alpes-Maritimes Departement, Frankrig
Foto 2: Operaen - København - DK
Foto 3: Felixstowe - Suffolk - Storbritannien
Foto 4: Frederiksborg slot - Hillerød - DK

Foto: Erik Hulegaard

Verdens største....

I morgen er det 100 år siden, at verdens (dengang) største oceangående liner RMS Titanic sank. Den 14. april 1912, kl. 23.50 skete det utrolige.

Titanic - saxofonisten Kenny G.

RMS Titanic

Denne efter datidens forhold kæmpestore luksusliner blev bygget på samme tids stolte skibsværft i Storbritannien, nærmere bestemt (dengang) verdens største skibsværft Harland og Wolff i den nordirske hovedby (og i perioder meget urolige) Belfast.

14. april 1912

Det er er ikke svært at forestille sig stemningen, når den farvede illustration ovenfor betragtes, selvom det var en anden tidsalder.

Danskerne på Titanic

Freelance-journalisten Michael Müller udmærker sig i fortællende journalistik med fokus på historiske og samfundsrelavante problemstillinger. Der bliver ikke sparet på kompetencerne i den dramatiske 227-siders fortælling Danskerne på Titanic, der afsluttes med en glimrende kildeliste og links.

Der var 14 danskere ombord på det legendariske gigantskib, da det bragede ind i et isbjerg på sin jomfrurejse. Alle drømte de om et nyt liv i USA, men kun to af dem overlevede de vanvittige timer, der udspillede sig på det iskolde Atlanterhav en stjerneklar aprilsnat.

Anno 1985

Vraget af den store liner blev lokaliseret i 1985 på 3800 m dybde i Atlanterhavet, og siden har flere ekspeditioner fotograferet det og hentet en række ting op fra det.

Anno 2012

Verdens største….Titanic-attraktion er netop blevet indviet i Belfast, Nordirland. I byens selvopfattelse det naturlige hjemsted for lineren. Bagmændede bag Titanic Belfast påstår, at det er verdens største udstilling af sin art - et gigantisk aktivitetscenter med alskens tilbud til gæsten. Det har kostet næsten 1 mia. dkr. - Centeret ligger på skibsværftet Harland & Wolffs område, hvor det hele startede. Og selve den fatale skibsrejse for 100 år siden startede i den engelske havneby Southampton, siges også denne kendte shipping-by at gøre krav som Titanics hjemby.

Refleksion

Det er vel verdenshistoriens mest omtalte og berømte skibsforlis. Modsat den kritisable engelske undersøgelse kort efter forliset, der bl.a. helt uberettiget frikendte Storbritanniens handelsministerium har senere undersøgelser vist, at der var tale om en nærmest kædereaktion af små som store fejl - menneskelige som konstruktionsmæssige.

100-året for det tragiske forlis “fejres” i morgen bl.a. i Nordirlands hovedstad Belfast. Samme by, der i perioder - bl.a. ved IRAs (Irish Republican Army) aktiviteter - har budt på desværre alt for mange overskrifter i medierne.

Verdens største skibe bliver ikke længere bygget på Harland og Wolffs stoute skibsværft i Queens Island-bydelen i den nordøstlige del af Belfast. Når man lander i Belfast, mindes en anden af verdens største fodboldspillere - George Best (George Best international Airport). Belfast er i dag en helt anden by end for 100 år siden.

Og sidst, men bestemt ikke mindst:

Royal Mail Ship Titanic spec.:

Noter:

2 nederste illustrative specifikationer om RMS Titanic er fra bogen Danskerne på Titanic

https://twitter.com/#%21/TitanicRealTime

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2012/04/08/154832.htm (Minderute fra Southampton - New York)

http://www.titanicbelfast.com (Titanic Museum i Belfast)

http://www.rmstitanic.net/

http://www.b.dk/tech/foelg-titanics-undergang-live (Titanic undergang)

http://www.titanic-facts.com/

http://www.drewsworld.org/titanic/

http://www.kino.dk/film/t/ti/titanic-3d-0

http://www.1sted.dk/1verdenskrig/maritim/titanic.aspx (tidslinie)

http://www.titanic.dk/

http://historienet.dk/videnskab/maskiner/brug-musen-titanic?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=weekly_2012_4_10_49787 ( Brug musen til Titanic)

Skærsilden

Påsken med alle dens traditioner er netop overstået. Mad og drikke i volumiøse mængder er forlængst bearbejdet i vores respektive fordøjelsessystemer, herunder (eventuelt) påskesilden. Den mærkeligste af alle “sild” er ikke påskesilden, kryddersilden eller den marinerede sild eller spegesilden eller den stegte sild, men derimod Skærsilden, som selv den mest kompetente havbiolog intet aner om.

Skærsilden (latin: purgatorium “renselsessted”) er i den romersk-katolske kirkes dogmatik en tilstand mellem døden og saligheden, hvor afdøde gennemgår den renselse, der er nødvendig, før de kan komme i himlen. Skærsilden er således et “forstadium” til himmelen og må derfor skelnes klart fra de lidelser, som de fordømte tænkes at lide i helvede. (Wiki-delcitat)

S-togslinie B - en forårsdag

En fuldmoden quinde, der aldersmæssigt havde passeret sin 50 års fødselsdag, men stadig manglede nogle år før hun (eventuelt) kunne hæve sin efterløn, sad og fyldte en del af et 3-mandssæde. Hendes eksorbitant velpostrede quinde-krop bevægede sig i en sær takt, medens hun nærmest skreg ind i sin mobilos. Stemmeføringen varierede fra middelhøjt til skærende højt. Det var hendes (aldrende) grædende mor, der blev telefonisk bearbejdet.

Stemninger skiftede ubesværet fra nærmest snerrende overbevisende sætninger til stationen før næstekærlighed. Hendes rødligt farvede hår synes nogle gange at stå i flammer, medens hendes anseelige corpus, der mindede om en lettere feminiseret udgave af Michelin-manden, rokkede frem og tilbage som en ekstra understregning af hendes suverænitet overfor hendes gamle mor. To gange røg den medbragte krykkestok på gulvet - ikke just lydløst. Og så kom den gyldne sætning, medens hun kiggede listigt på sine medpassagerer, herunder blogejeren:

“Jeg garanterer dig….mor…du kommer i-k-k-e i Skærsilden”

3-4 sætninger senere gentog denne imposante quinde det i sin mobilos, denne gang efterfulgt af et “nåååh..nåååh”. Den rødhårede kropsdue tog herefter en dyb indånding, så fibrene i det stramsiddende tøj blev strakt til det yderste og lidt til. Enhver hoftevrikkende stylist kunne risikere et apopleksisk anfald, hvis ha/un betragtede tøjets sammensætning og farver; sidstnævnte bragte tanker om en knust farvelade i de sidste timer af børnefødselsdag.

Årsagen til denne imposante quindes telefon-skrigeri til sin grædende mor skyldtes også i den grad et klart forsøg på at overdøve en yngre mand af negroid race, hvis mere dybe stemmeleje forsøgte at overdøve den rødhårede, medens han med sit eget sprog (swahili eller andet) nærmest skreg ind i sin mobilos på 2-mandssædet lige overfor.

Refleksion

Lykken ville, at jeg kun skulle køre 3 stationer til næste kalenderkryds. Men det var rigeligt….inderligt ri-ge-ligt til at bebrejde min ellers ret driftssikre indre GPS, at den ikke forlængst havde dirigeret mig til “hold-kæft-kupéen” (=stillekupéen).

Skæbnen ville, at jeg ved indstigningen i S-togstogslinie B denne solbeskinnede forårsdag i det Herrens/Fruens år netop havde overstået 3 forskellige kirkegårdsbesøg i Hovedstaden. Det satte ligesom “Skærsilden” i et særligt relief. Og samtidig genererede det en massiv forundring over, at denne quinde kunne være så sikker på, at hendes gamle mor i-k-k-e kom i Skærsilden.

S for Skærsilden eller S for S-tog. Måske kommer der en dag de samme strenge regler for mobiltelefoni i offentligt rum som der er for rygeforbud….ja…ik´ sandt?!

Note:

Næste planlagte indlæg: “Verdens største……”

Forårets blogfaste er nu indtrådt.

Fasten forventes afsluttet og bloggen genåbnet senest uge 15/2012.

Slipset

I dette indlæg er der ikke tale om slipset i den gængse betydning som herre-accessories. Derimod det forhold, at et nedadhængende slips på en vis måde danner planen over den københavnske bydel Ørestad.

“SLIPSET - en bog om Ørestad”

Enhver, der interesserer sig for den københavnske nye bydel Ørestad, kan glæde sig over denne lille firkantede bog på 126 sider. Bogens disposition forekommer meget fornuftig. Opdelingen af Ørestad i hhv. Nord, City og Syd er naturlig.

Mange har de fordomme, der starter bogen:

Det blæser altid. Der gider ingen da bo. Og dem, der gør, gemmer sig i deres glaslejligheder højt oppe i skyerne og glemmer at komme ned, så der absolut intet sker på gadeplan.

Bogen er let læselig. Der er lagt vægt på indtryk i interviewform fra beboerne. Ligeledes foregår præsentationen via noveller, opskrifter og fotos. Sidstnævnte i en professionel raffineret form i bogens slutning.

Bogens udgiver er Byens Forlag, der anvender Byens Bogcafé som arbejdssted i Ørestad. Samme Bogcafé holder en række arrangementer i “Slipsets område” (jf. Facebook-link forneden). Dette sted hører afgjort til de velgørende (udviklende) eksterne åndehuller i området. Bortset fra få supermarkeder opleves al handel og dermed forbundet aktivitet suget ind i det store forretningscenter Fields.

Nogle af de interviewede beboere fabulerer over, “hvad er det bedste ved Ørestad?” Eksemplerne er flere, som f.eks.

“Der er grønt og åbne vidder. Jeg gider ikke at bo inde i byen, og så er det tæt på mit arbejde på Universitetet i Nord(Ørestad).”

“Det er let at komme rundt, her er stille om aftenen, og jeg kan hurtigt komme til byen.”

“Det er kombinationen af at være tæt på naturen og på byen. Det er nemt at gå en tur med min datter i barnevognen. Vi skal ikke gå så langt for at føle, at vi er ude i den uberørte natur.”

Lidt baggrund for Ørestad

Den danske SR-regering ville i 1990erne sætte gang i hovedstadens udvikling og økonomi. Det blev så til et tæt samarbejde mellem Københavns daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (nu adm.dir. i By og Havn I/S) og (især) dav.finansminister Mogens Lykketoft (nu Folketingets formand).

Det udmyntede sig bl.a. i en Øresundsforbindelse, Metro og ny bydel i form af Ørestad. Helhedsplanen for Ørestad blev fundet ved en international arkitektkonkurrence i 1995. Det dansk/finske arkitektfirma ARKKI vandt konkurrencen. Af prospekt-teksten fremgik bl.a.:

“Den nye bydel skal fremstå som en moderne pendant til Københavns gamle centrum og indeholde et urbant miljø af høj kunstnerisk og miljømæssig kvalitet, som i samtiden kan fungere som laboratorium for nye ideer.”

Bogen Slipset er et glimrende eksempel.

Refleksion

Enhver, der læser bogen; enhver, der nogenlunde regelmæssigt (som blogejeren) kommer i Ørestad; enhver, der sammenligner med Hovedstadens to andre potentielle og lignende større bydelsprojekter Nordhavnen og Carlsberg-grunden, danner sig en mening. Alt andet er umuligt for enhver observant dansker (og udlænding!).

“Verdens længste slips” skule være fem kilometer fra Islands Brygge til sydspidsen ved Kalvebod Brygge. “Slipse-bredden” er ca. 600 meter, ialt 3,1 mio. kvadratmeter (el. ca. 422 fodboldbaner). I “Slipset” bor der aktuelt ca. 7.000 mennesker og mange flere kommer til.

Apropos fodbold og sport - har Københavns kommune (omsider!) besluttet sig for en plan om at bygge Copenhagen Arena (kap. 15.000 tilsk.) samt i samme forbindelse en helt ny metrostation i Ørestad Syd. Det formodes at være operationelt efteråret 2015. Samtidig har kommunen planlagt en skøjtehal samt en folkeskole med tilhørende idrætshal. Planerne omfatter også i de samme områder ca. 1.000 boliger. Samlet skal kvarteret bebygges for ca. 5 mia. kr. for “Arena-kvarteret i Ørestad Syd.

Apropos bebyggelse er netop indviet (primo marts 2012) et parkeringshus i Ørestad city. 747 trætte biler kan hvile ud i Edvard Thomsens 10 etagers parkeringshus i gåafstand fra bl.a. Fields og Copenhagen Golf Center.


Noter:

Foto:

1. billede (bogomslag): Peter Normann - www.norman-foto.com

2,3, 4 bill. : Erik Hulegaard

Links

www.facebook.com/slipsebogen

http://www.byoghavn.dk/

Link-foto-forslag:

http://www.caramar.dk/ostadnord/index.html

http://www.caramar.dk/ostadcity/index.html

http://www.caramar.dk/ostadsyd/index.html

Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Kender læseren den berømte/berygtede bydel/forstad i Malmø, der bærer navnet Rosengård?

Har læseren gået rundt i det område?

Har læseren besøgt nogle “ny-svenskere” i dette område?

Blogejeren kan sætte flueben ved alle tre spørgsmål. Med uregelmæssige mellemrum siden 1974 er det blevet til flere besøg i denne særlige bydel af Sveriges 3die største by.

Samme Malmø, der - aktuelt - både kan beundres for megen god byplanlægning og interessant arkitektur. Eksemplerne er talrige. Efter årtusindeskiftet kan nævnes BO1 + Turning Torso + Citytunnelen + Hyllie + Malmø Arena + Swedbank stadion, alternative udnyttelser af det gamle værftområde Kockum etc..

Meget af det er initieret af den 68-årige, estisk fødte, planarkitekt-uddannede og ikke mindst mangeårige bykonge/borgmester Ilmar Reepalu. Sidstnævnte har det ikke - iflg. de svenske medier - særligt godt med, at den dynamiske by efter 1980erne og dele af 1990ernes tilbageslag nu må opfattes nærmest som et skydetelt. Årsager og gerningsmænd tilhører ikke dette blogindlæg, men hårdheden bag aktionerne modsvarer den hårdhed, som Zlatan Ibrahimovic står for.

En af Malmø-bydelen Rosengård mest prominente og kendte personer, måske den mest kendte af dem alle, har begået en bog med titlen

Zlatan Ibrahimovic

Enhver fodboldelsker, -interesseret, -iagttager kender navnet. Nærmere præsentation af denne svenske forwards kompetencer på grønsværen er nærmest overflødig. Men nu er der jo også læsere, for hvem fodbold spiller en mindre rolle, ja måske slet ingen rolle.

Derfor er vinklen på dette blogindlæg indholdet af bogen “Jeg er Zlatan Ibrahimovic” samt naturligvis lidt baggrund. Sidstnævnte fører helt automatisk videre til en person, der nærmest er en mega kontrast til Ibrahimovic,nemlig

David Lagercrantz

Den synlige ghostwriter på bogen har en noget anden baggrund. Hans barndomshjem hos faderen og kulturpingen Olof Lagercrantz var en fashionabel villa i Drottningholm (Stockholm). Efter sigende har Lagercrantz brugt måneder i selskab med kontrasten alias den utilpassede indvandrerknægt Zlatan fra Rosengård.

Ghetto-drengen med sin kroatiske mor af en rengøringsassistent, der i afmagt over sine uregerlige børn slog dem med en trægrydeske. Zlatans bosnisk-fødte far, der når det var muligt forsvandt ind i sin drømmeverden bag sine hovedtelefoners lyde af jugo-folkemusik, når han ikke passede nogle forefaldende jobs eller var plørefuld. Den vilde storesøster Sanela. Den langlemmede dreng Zlatan, der aldrig har haft følelsen af at være tilstrækkelig ind- og tilpasset i det berømte svenske “Folkhem”. - Mange indvandrere i dagens Sverige (og f.eks. Danmark) kan givet nikke genkendende til sidstnævnte linier.

Bogen er blevet til på grundlag af en mængde interviews i Milano. Men bogen er ikke bare skrevet eksklusivt af David Lagercrantz. Han fortæller til pressen, at Zlatans non-litterære indstilling og generelle diskussionslystne kritiske indfald ikke bare korrigerede diverse fejl, men med en sådan nidkærhed, at bogen blev udsat og dermed forsinket fra forlaget.

Det var det kendte stockholmske forlag Albert Bonnier, der kontaktede Lagercrantz til at skrive (en foreløbige) biografi om den efterhånden verdenskendte internationale svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic.

Bogens indhold

Zlatan fortæller via Lagercrantz både om sin opvækst i Rosengård, om fædre fra det bedre borgerskab i Malmø, der (forgæves) forsøgte at smide ham ud fra den stolte og traditionsrige svenske fodboldklub Malmø FF. Det provokerede for alvor den høje knægt med de åbenbare fodboldtalenter og ex-jugoslaviske aner.

Talentet førte ham via Ajax Amsterdam videre til de øverste klublag i Europa (og dermed verden). FC Barcelona samt de tre store i Italien Juventus (Torino) og Milano-klubberne Inter og sidst AC Milan. Såvel op- som nedture og ikke mindst “spillet” i kulisserne er medtaget til interesse for læserne.

I Sverige siges det (måske tæt på sandheden), at Socialdemokraterne ser ham som inkarnationen af den svenske drøm om social opstigning trods svære odds. De liberale ser ham som den stærke individualist og de venstreorienterede ( Vänstern ) ser ham som et strålende eksempel på det svenske samfunds problemer med integrationen. Pudsigt citeres ikke nogle statements fra Sverigedemokraterne.

Det er tydeligt i bogen, at Zlatan yderst grænsesøgende opførsel i store træk forbliver uden egentlig modspil fra såvel hjemmet som de svenske fodboldklubber. Først, da han møder op i den nederlandske “talentfabrik” og jødisk dominerede AFC Ajax, får han modspil i form af en træner, der lancerer voksenrollen i en noget kontant udgave:

“If you fuck with me, I fuck with you twice” - ifølge bogen blev Zlatan Ibrahimovic helt tryg!

Læseren er ikke mange nanosekunder i tvivl om Zlatans usentimentale og hårde (tilsyneladende) selvtillid. Han er ikke bange for trusler og vold. Noget, der (desværre) kendetegner andre ex-jugoslavere, der mere eller mindre gnidningsfrit har etableret sig i Skandinavien, hovedsageligt som udløbere af den skrækkelige borgerkrig i 1990erne. Livet under Tito var hårdt, men efter Tito var det vel mega hårdere, da befolkninger af forskellig etnicitet og religion i Jugoslavien forgæves kæmpede for - enten en fortsat samling - eller en frakmentering, der til sidst blev resultatet efter den værste krig i Europa siden 2. verdenskrig.

Helte og skurke

Bare et blik på hovedpersonens forside overbeviser om stærke følelser. Det bliver i den grad bogstaveret og tydeliggjort i mange afsnit. Det gælder både Malmø-årene og langt mere årene i de europæiske verdensklasse-klubber. Kendte spillere og ikke mindst coaches/trænere bliver omtalt enten for eller imod.

Det gælder i essens de svenske landstrænere samt nederlænderne Co Adriansse, Louis van Gaal og Ronald Koeman. Det gælder også verdensklasse-coaches som italienske Fabio Capello, samt FC Barcelonas coach Pep Guardiola og sidst, men sandelig ikke mindst portuguiseren Jose Mourinho. - Zlatan skjuler ingenlunde sine sym- og antipatier i bogen, der “krydres” med adskillige eksempler.

Privatliv

Lejlighedsvis indflettes Zlatans voksne kærlighedsliv. Møderne og forelskelsen i den 11 år ældre svenske karrierekvinde Helen fra en tryg svensk kernefamilie. Det mildt sagt kontrastrige forhold, der foreløbig er endt op i 2 små drenge, Maximilian f. 2006 og Vincent f. 2008.

Bogen generelt

Blogejeren kender ikke den svenske bogs tekst. Men ved gennemlæsningen af den danske oversættelse opleves pudsigheder som “Guldskoen” ( der menes vel Guldstøvlen) samt “dobbeltstikket” (der menes vel “The Double”). Hertil kommer, at bogen - primært i den midterste del af de mere end 440 sider - skæmmes af nogle trykfejl. Eksempelvis optræder Zlatan som først 192 centimeter for senere at vokse 4 centimeter til 196 cm etc.

Bogens format er speciel. Det samme er den redaktionelle disposition med først en 3 siders rolleliste, dernæst mange billedsider, så selve den volumiøse tekst og til slut den kronologiske karriere (indtil nu) for Zlatan Ibrahimovic.

Bagsiden af bogen viser Zlatans tatoverede ryg samt to statements fra hhv. Politiken “I en liga for sig selv” og det svenske AFTONBLADET “Hver sætning indeholder had, vrede, indsigter og synspunkter, som er så stærke, at de overstråler det meste, jeg har læst…”

“Jeg er Zlatan Ibrahimovic” er efter sigende købt af mere end 500.000 svenskere, da den udkom sidste år. Det gør den til den bedst sælgende biografi i svensk forlagshistorie. I samme digitale åndedrag kan nævnes, at hardcore-fans eller Zlatanister nu også kan købe en app-version på svensk eller engelsk af bogen. App´en indeholder ud over bogen en masse ekstramateriale med blandt andet videoer af hans bedste mål, grafik af finter og dokumentaren “Blåddårar” om hans tidligere klub Malmø FF (kilde til afsnit: Svenska Dagbladet).

Refleksion

Sydsvenska Dagbladet kunne sidste år berette, at Zlatan Ibrahimovic sammen med sin kæreste Helena Seger havde købt sig en patriciervilla fra 1910 på 500 kvadratmeter til den pæne sum af 25 millioner kroner. Enhver, der er lidt fortrolig med Malmøs topografi vil nikke genkendende til Fridhemnsområdet, hvorfra der er en ganske pæn udsigt i første række over Øresund. Det synes Zlatan sikkert også, når den 29-årige familiefar (en sjælden gang?) er der med sit livs soulmate Helen og 2 mindre børn.

Fra det sociale boligbyggeri Rosengård i Malmö til det mondæne Fridhemnsområde i samme by. Fra de lokale fodboldklubber FK Balkan og Malmö FF over verdensklasseklubberne Ajax Amsterdam, Juventus (Torino), FC Barcelona samt Milano-klubberne Inter og nu senest til (den Berlusconi-ejede) AC Milan. Det er både socialt og sportsligt noget af en ekspres elevatortur, der kan give de fleste susen for ørene, også efter at man er steget ud af elevatoren…..og det sker også en dag for Zlatan Ibrahimovic.

Annelundsbroen ligger på grænsen til Rosengård. Her satte nogle (hvem vides ej) et skilt op med måske sandheden op om bogens hovedperson. På skiltet står:

Man kan tage en fyr ud af Rosengård, men man kan ikke tage Rosengård ud af en fyr

Zlatan

Da Zlatan så det store skilt, følte han sig ramt. Stor og lille på samme tid. Bogen afspejler det glimrende. Det er en rigtig god bog, ikke bare om en verdensklasse forward, men også om en ny-svensker og så meget andet….

Note 1)

Rosengård blev bygget i perioden 1962-1974. Placeringen er i den sydøstlige del af Malmø. I starten i et begrænset areal. Da Malmøs daværende - og nærliggende - lufthavn Bultofta blev besluttet erstattet af Sturup, skete der en gradvis udbygning. Rosengård indeholder i dag ca. 22.000 indbyggere, hvor ca. 86 pct er af udenlandsk herkomst. To nationaliteter skiller sig ud, nemlig fra Irak og det tidligere Jugoslavien. Sidstnævnte (inkl. Bosnien-Hercegovina) rummer det største kontingent på ca. 27 pct. (af de 86 nævnte).

Note 2)

Lidt mere om Malmø

Lidt mere om AC Milan

The Iron Lady

Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres - lejlighedsvise - store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.

De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 - 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis

The Iron Lady - Margaret Thatcher

Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Er filmen god? - Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.

IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.

Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren - den gale/geniale (vælg selv) - Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. - Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival - mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.

Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.

Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.

Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.

Refleksion

Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.

Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.

Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.

Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.

Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis - in real life - nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere - den aktuelle David Cameron - forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.

Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).

Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.

“Mr. President” siges - modsat sine forgængere - ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. - Men - indrømmet - han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.

Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!

Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia - direct port!”


Bonusinfo:

Milestones for Margaret Thatcher pr. dato

1925 - Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)

1943 - Optaget på Oxford University - kemistudie

1950 - Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber

1951 - Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher

1953 - Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark

1959 - Kommer ved valget i det britiske parlament

1970 - Minister for undervisning og videnskab

1975 - Vælges som partileder for de Konservative

1979 - Storbritanniens første kvindelige premierminister

1981 - Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer

1982 - Falklands-krigen

1984 - Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende

under de Konservatives årskonference i Brighton

1990 - Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative

1992 - Sæde i det britiske overhus “House of Lords”

2002 - Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden

2003 - Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv

2012 - Dement - lever et tilbagetrukket liv i London



Grantham, Lincolnshire. UK

Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.

Oxford University, UK

Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw - (1942 - 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer.


Note:

Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”

Fængslende læsning

Ugentligt passerer diverse lekture via abonnementer forbi blogejerens to brune øjne og øvrige sanseorganer foruden massevis af læsning på nettet. Dette er et helt normalt billede for mange - næsten uanset alder og BMI - der vælger at følge med i det mærkelige begreb, der kaldes “samfundsudviklingen”.

Det er i samme digitale åndedrag nærmest umuligt ikke at støde på forskningsresultater, der spredes ud i medierne nærmest som recidiverende sprøjte-orgasmer. Mange af disse resultater synes - ihvertfald for blogejeren og sikkert også andre ikke mindst cpr-numre begavet med en almindelig sund sans og kombinationsevne - helt givne. Men i sjældne øjeblikke kan læses om et forskningsresultat, der forbavser og giver næring til nærmest revolutionerende eftertænksomhed. Et sådant eksempel omtales i dagens blogindlæg.

Fængslende viden

I en ny undersøgelse af den kriminelle verden kommer forskningen frem til et påfaldende resultat. I den summariske version:

Forbrydere med korte fængselsstraffe klarer sig efter endt afsoning dårligere uden for murene end dømte med længere tid bag lås og slå. Undersøgelsens facit rimer mildt sagt dårligt med den eksisterende viden, og står konklusionen til troende, er der faktisk grund til at revidere de gængse antagelser om virkningen af at spærre dømte inde.

Hidtil har det været en konventionel visdom, at jo længere tid i fængsel, jo dårligere går det også bagefter den dømte ude i samfundet. At voldsdømte tilsyneladende profiterer af at sidde inde i længere tid fremgår imidlertid af et projekt, hvor Rockwool Fondens Forskningsenhed har fulgt to helt sammenlignelige grupper af indsatte. Det drejer sig om mænd mellem 18 og 45 år, der er blevet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om simpel, det vil sige mildere, vold.

Bestemmelsen, der angår mere end 80 procent af alle anmeldte voldsforbrydelser herhjemme, omfatter typisk lussinger, knytnæveslag, benspænd, bid og kast med diverse genstande, og handlingerne rubriceres som regel som gadevold, værtshusvold eller familevold. Resocialiseringen af voldsdømte, der for eksempel indbefatter behandling mod misbrug og terapi til at beherske vrede, synes med andre ord at have en positiv sammenhæng med varigheden af fængselsopholdet.


Man bliver om ikke nødvendigvis et bedre menneske af at sidde inde i længere tid, så dog stærkere rustet til at klare sig selv. - Forsker Rasmus Landersø, der står bag undersøgelsen, kalder selv resultatet »overraskende« og han føjer til, at forskellen mellem de to gruppers fodfæste på arbejdsmarkedet ikke skyldes ændrede konjunkturer. Samtidig advarer han dog mod at bruge undersøgelsen til at fastslå, at alle indsatte – uanset karakteren af deres kriminalitet – vil have gavn af at komme lidt længere tid i brummen. Det vil kræve yderligere granskninger. (Delcitat)

Reaktionerne fra den “kriminelle verden” - altså på den rigtige side af tremmerne, nemlig f.eks. professor i kriminologi Flemming Balvig samt ledende folk fra Kriminalforsorgen har mere end svært ved at forholde sig til dette nye forskningsresultat.

Refleksion

Måske kommer der en ny undersøgelse om 1 år, der viser det modsatte. Måske er der virkelig hold i dette forskningsresultat.

Uanset hvad “sandheden” måtte være har blogejeren aldrig troet på fængselsstraf som den ultimative bedste løsning. Såvidt vides er recidivfaktoren for indsatte i Kriminalforsorgens institutioner ca. 70 procent. Der findes afgjort eksempler, hvor en dom til anbringelse på en lukket anstalt (beskyttelse mod samfundet) er selvklart det bedste. Og der findes helt sikkert også talrige eksempler på en længerevarende indespærring som det rette; måske især til beskyttelse af det civile samfund.

Der findes adskillige “boblere” i de danske samfunds-/forretningsliv, som blogejeren med inderlig glæde ville eskortere til et længerevarende ophold på en øde ø. Masser af proviant og kildevand samt vitaminpiller, men ingen - gentager i-n-g-e-n - adgang til kommunikation med omverden.

Men - hvor det overhovedet er muligt - bør samfundstjeneste og/eller fodlænke være en fremadherskende straffeform.

Det berømte begreb “strafudmåling” kan så passende forlænges, hvis det viser sig at have en effekt.

NOTER:

Inspirationskilde: Henrik Dørge, Weekendavisen

Foto: Erik Hulegaard

Næste uges planlagte indlæg: "The Iron Lady"

Dame, Konge, Es, Spion

“You won, George!”……”Did I?…” - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf. Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet

Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik

Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen)

Filmoplevelse anno 2012
I en lettere udvidet version af ”pitch-essensen” ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den “rigtige” bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House).

Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).

En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen “Control” (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig. Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.

Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge - forskellige som de er - betagende. Og så glæder det enhver dansker at kunne sige - det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik. For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! - Og ja - der må vente David Dencik noget stort med tiden.

Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere. Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk. I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til “Inspector Morse”, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist.

Mangler filmen noget? Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.

For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene - lad vær med at købe billet.

For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn - tøv ikke et nanosekund - køb billetten snarest mulig!

TVoplevelse anno 1982

Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley. Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.

Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange. Hvorfor? - fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå.

Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette. Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte “koldkrigs-tiden”. I sin yderste konsekvens kunne “koldkrigs-tiden” have aktiveret en endnu - uforståeligt eller ej - mere dødbringende krig end 2. verdenskrig.

Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende “BIG FIVE”.

The Big Five

Enhver safarijæger ved, at “The Big Five” er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at “The Big Five” er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed. Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at “The Big Five” var Laurence Olivier (1907-1989), Ralph Richardson (1902-1983), John Gielgud (1904 - 2000), Michael Redgrave (1908 - 1985) og Alec Guinness (1914 - 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af “The Big Five”.

De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.

Refleksion

Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det næsten umuligt ikke at foretage den. Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne.

Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre. Hans nærmest “nedbremsede” diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.

Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på “virkeligheden”. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i “de kolde år”, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede “George Smiley-rollen”.

“Smileys people” (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin. Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed. Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn:

“Failure has a thousand explanations. Success doesn’t need one”

Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor “over verdensklassen”.

Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):

“For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog”.

Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England. Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.

Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!

Note:

Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes “fængslende”

Glienicker Brücke - 50 år senere

Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg - som x millioner af andre vesteuropæere - erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.

Medio sept. 2009

Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor - relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere - hvis jeg nåede det - var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.



Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var - til en undtagelse - ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”

“DDR-siden - naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.

Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud - tog nogle fotos - gik frem og tilbage på broen - stod og resignerede - og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.

Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som - “Powers” og “Abel” og “Vogel” - var noget særligt.

10. februar 1962

Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.

Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.

Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…

Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 - d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.

Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.

Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig

Wolfgang Vogel (1925-2008) - I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne - nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.

Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.

Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)

Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.

Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. - Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. - Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere.

Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.

September 2009 - in reflexion

Den tyske taxichauffør havde - som mange erfarne taxichauffører i verdens byer - en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.

Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.

U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.

I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.

John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.

“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy - 26.06.63 - Rathaus Schøneberg)










Note:

Foto: Erik Hulegaard

Gratisternes fagforening

I protest mod høje billetpriser i den kollektive trafik har gruppen Libertære Socialister holdt møde med den svenske organisation Planka, der driver en forsikringsfond, som betaler medlemmernes bøder, hvis de indbetaler 100 kroner om måneden. Formålet med mødet er at få inspiration fra Planka, der med over 1000 medlemmer i hele Sverige har en månedlig indtægt på 100.000 kroner - hvilket er rigeligt til at dække de bøder, medlemmerne sender ind.

Ordningen har eksisteret siden 2001 og har spredt sig til både Norge og Finland - og måske er Danmark næste skridt.

Urimelige priser
- Vi er inspirerede af deres måde at organisere sig og lave aktioner på. Og med de urimeligt høje billetpriser her i Danmark er det meget aktuelt med en lignende kampagne her, siger David Rønbach fra Libertære Socialister.

Han hentyder til, at priserne på offentlig transport steg med 3,1 procent 17. januar 2012, selv om S og SF i valgkampen lovede at sænke priserne ( utroligt, hvad S og SF har lovet….).

Rasmus Prehn, der er trafikordfører for Socialdemokraterne, beklager, at billetpriserne ikke er blevet sat ned endnu, men understreger, at det ikke retfærdiggør en ordning, der opfordrer folk til at køre gratis. og fortsætter:- Det er simpelthen asocialt ud over alle grænser. Der er ikke noget, der er gratis, og det er jo ikke for sjov, at alle andre betaler deres billetter.

Den kritik deler DSB’s salgschef, Niklas Marshall. Han kalder ordningen for usolidarisk, fordi den straffer de lovlydige passagerer og tilføjer: Det er ualmindeligt dumt. Men vi kan jo bare hæve afgifterne, så deres ordning ikke længere hænger sammen. Vi vil til enhver tid sikre, at det kan betale sig for vores kunder at tage toget, og at de ikke bliver snydt af andre folks kreative tiltag.

Om ordningen skal startes i Danmark, bliver afgjort på et møde, som Libertære Socialister snart indkalder til.

Refleksion

Begreberne “Moral” og “Morale” kan absolut gradbøjes, hvilket overlades til læseren.



In addition: Næste planlagte indlæg har også noget med skjul at gøre, men i en anderledes sofistikeret version.

Kilde:

DR.dk

Den surrealistiske Magritte

Han hang på mit kontor i mange år. Altså ikke ham selv; desværre heller ikke en original, men “kun” en indrammet poster. Min beskedne kontorchef-løn tillod ingenlunde at have en original hængende. Mine gæster over tid har kastet diverse øjendrop mod posteren. Få har kommenteret, de fleste havde ingen kommentarer. Posterens motiv (illustr.)var den enestående (blandt mange) med navnet “Elective Affinities” (1933).

Når man via museumsbesøg og bøger fornemmer denne fabelagtige surrealistiske penselvirtuos, synes jeg selv, at vi er den tunge ende af den surrealistiske malerkunst…i højstemte øjeblikke er han vel verdens bedste!? - (Blogejeren kan ikke fordrage Salvador Dali )

René Magritte (1898 - 1967)
Magritte blev født i Lessines (region Wallone) sydvest for Bruxelles/Brussel i 1898. Hans mor begik selvmord ved at drukne sig i floden Sambre, da Magritte var 14 år. Han påstod dog altid siden, at hans eneste minde om moderen var skammen ved at være kendt som ”sønnen af en død kvinde”.

Magrittes ungdom var i den hårde industriby Charleroi. Senere flyttede han til Frankrig, hvor han levede en tid. Gennem hans liv var Georgette Berger hans soulmate, hustru, model m.m.
Allerede som 27-årig kunstner tilbød Bruxelles-galleriet “Le Centaure” ham en 3-årig kontrakt. Og så fortsatte det ofte med manisk og genial skaberkraft med udstillinger i såvel hans hjemland Belgien som Frankrig, Nederlandene og USA (New York). - Han døde i Bruxelles/Brussel 1967.

I dag mindes han tre steder i Belgien. Det moderne Magritte museum (Musée Magritte Museum) i centrum af hovedstaden samt hans tidl. hus i Jette-bydelen af Bruxelles/Brussel (Rue Esseghemstraat 135). Sidstnævnte adresse var hans hus i perioden 1930-1954. Det tredie “mindesmærke” i Belgien er hans forældres hus i barndomsstaden Lessines (bl.a. indeholdende diverse dokumenter).

Kunstneren i de modne årgange (foto fra Magritte Museum, Bruxelles centrum)

Refleksion

I sit kunstneriske arbejde var René Magritte ikke noget spontant og intuitivt skabende øjemenneske, men snarere en rationelt gennemreflekteret, malende filosof. Han skildrede sine motiver i en nøgtern, strengt prosaisk realisme og baserede den surreale effekt på at gengive fragmenter af den ydre verdens gestalter og fænomener i fysisk umulige, ofte helt absurde og altid stærkt fantasibefordrende sammenstillinger.(citat fra Den Store Danske)

Og ja - Magritte er stadig på min kunstmaler-top-10-liste - selvom jeg ikke har posteren mere. Seneste museumsbesøg samt en beskrivende bog giver en anden minde-platform for blogejeren, der livet ud vil (kunstnerisk) beundre dette surrealistiske geni.

Er læseren i Bruxelles/Brussel - besøg et af museerne, måske får René Magritte endnu en fan!

In addition:

Næste planlagte blogindlæg er bestemt ikke surrealistisk.

Note:
En bloggers besøg i Rene Magrittes hjem http://sites.google.com/site/turtiljette
http://www.magritte.be/
http://www.magrittemuseum.be/

Bruxelles/Brussel januar 2012

Medens byen igen er bemandet med EU-lederne til topmøde om endnu en ny aftale (Finanspagt), er belgierne ved at samle sig til en generalstrejke i dag d. 30. januar 2012.

Bruxelles/Brussel anno januar 2012 er væsentligst forskellig for blogejerens første besøg (omtalt i forrige indlæg) anno 1975. Sådan må det næsten være! Og hvordan er “Europas Hovedstad” så at opleve nowadays?

Som alt sightseeing er parametrene tid, interesse, pengepung, kondition, tidspunkt, vejr og personlig drive og planlægning afgørende. Denne gang blev ca. 48 timer forsøgt udnyttet og indtrykkene i en destilleret form visualiseres i stikordsform nedenfor.

Belgiens hovedstad er bygningsmæssigt kontrastfyldt som eksemplificeret af billedet ovenfor

Stadigvæk kan nydes den gamle bygningsmasse (laugshusene) på Grand Place

Smukke butiksarkader kan også stadig ses med klassiske butikker (med pæne priser)

Manneken Pis - en kendt (og uforståeligt skattet) seværdighed

Den (velsmagende og varierede) belgiske chokolade her udsat som skakspil

Belgien er verdensberømt for sine tegneserie-figurer

Fra Verdensudstilling i 1958 står ca. 100 meter høje og 2.400 tons tunge Atomium fortsat og virker som museum

Den kollektive transport forekommer velfungerende med sporvogne, der mixes med metro og/under gadeplan

I den sydøstlige del af centrum af Bruxelles/Brussel findes et ganske særligt kvartér - Matongé. En slags “Harlem i Bruxelles”. Det er primært befolket med negroide indvandrere fra Afrika (Belgisk Congo). Et anderledes liv, som enhver “hvid” bør bese om dagen; om aftenen bør man holde sig væk, medmindre det er et specifikt besøg gerne ledsaget af en “indfødt” eller man har kulsort bælte i en østerlandsk kampsport (go´ fornøjelse).

Blogejeren cruisede rundt i dagslys med stor interesse!

En herlig kontrast til Matongé er EU-området i den østlige del af Bruxelles/Brussels centrum. Et væld af kontorbygninger, herunder selve EU-parlamentet - vel og mærke det i Bruxelles/Brussel. Blogejeren tilbragte nogle timer i disse områder med at begribe EUs sammensatte og bureaukratiske kompleksitet, herunder “beriget” ved diverse interiøre besøg i Parlamentarium (EUs besøgscenter) samt selve parlamentet (foto ovf.).

Et godt tip - Instrumentmuseet (musikinstrumenters historie) vis-a-vis det moderne Renè Magritte museum i centrum har en restaurant på toppen. Udsigten, maden og betjeningen er afgjort et besøg værd. Gæsten behøver ikke løse billet til museet, men kan nå højderne med en ældre, velfungerende elevator.

Er man(d) heldig med et vinduesbord, eller på terassen er udsigten formidabel og tjener som et fortræffeligt supplement til såvel fødeindtagelse som fordøjelsen.

Refleksion
Er Belgiens todelte hovedstad Bruxelles/Brussel en smuk by? Afgjort nej! Hvis nogen synes, at den danske hovedstad aktuelt drukner i kraner, huller og bygge-entrepriser, er det ingenting mod den belgiske ditto. Og trods det næsten ens størrelsesforhold mellem Bruxelles og København virker næsten alt meget større i “Europas hovedstad”.

Er byen et besøg værd aktuelt? Afhænger naturligvis af smag og behag og formål!

Er den dyr? Aktuelt opleves prisniveauet stortset som i DK; naturligvis er de hypede restauranter og hoteller i Bruxelles´ centrum dyrere, men på mange områder mad, tøj, taxi, offentlig transport, boliger osv. konstateres ikke den store forskel!

Blogejerens seneste besøg i Belgien (i dette århundrede) har bevidst været en kombination af den belgiske hovedstad og så 1-2 andre destinationer i enten den flamske eller vallonske del. Det kan anbefales, også for at få et mere nuanceret billede af det sammensatte land.

In addition:
Den non-kollektive trafik i Bruxelles forekommer surrealistisk, hvilket danner en naturlig overgang til næste (planlagte) blogindlæg “Den surrealistiske Magritte”.

Note:
Foto: Erik Hulegaard

My name is Pieters

En kold martsdag anno 1975 var mit første besøg i EUs hovedstad - Bruxelles/Brussels. To uger forinden anede jeg faktisk ikke, at min kuffert ville føre mig til Bruxelles. Rejsen til New York i starten af maj samme år var omhyggeligt planlagt (med diverse ture til bl.a Washington osv.). Men min chef og mentor havde pludselig fået en dødsdom. Han vidste det ikke; jeg vidste det - desværre!

Derfor valgtes at bruge min daværende pænt opsparede “rejsekonto” på korte rejser til forskellige områder af Europa, så jeg med få timers varsel kunne være i København, når det var påkrævet. For nogle lyder det måske vanvittigt – men for mig var det en selvfølge at følge en af mine mentorer på hans sidste rejse. Det skete lidt senere i samme tidsrum. – Jeg har aldrig fortrudt den beslutning!

Så i stedet for New York (og Washington m.m.) blev det bl.a. den nærliggende EU-hovedstad – Bruxelles/Brussels. En rundtur – en introtur i det, der dengang var på vej til at blive en slags “EU-Hovedstad”. En guide – en 50+ herre med et af Europas kraftigste underbid, to-dages skægstubbe, en “Columbo-cottoncoat” m.m. – forkyndte for bussens få gæster denne marts-kolde formiddag, at…”my name is Pieeeeeeeeeeters”.

 Enhver læser, der nu forsøger at udtale “Peteeers”, vil fornemme trækninger i underkæben. “Peeeters” førte sit busselskab rundt i Bruxelles med en inderlig stolthed og vekslede uden problemer med sit underbid mellem flamsk, fransk, engelsk og tysk.

Hotelværelset var på 9 etage. Det var Sheraton Brussels. 50+ vil erindre den afdøde US-president (og gennemhæderlige) Gerard Ford. Han besøgte samme hotel ca. 1 uge efter.Sheraton Brussels på Place Rogier i centrum var noget helt særligt den gang. I dag er det blot eet af mange x-stars hotel i EU- og NATO-byen.

Chez Paul
Anno 1975 var der også andre spots i den opadstigende (i betydning) belgiske sammensatte hovedstad. Blandt flere interessante fristelser i det centrale byliv var en – daværende – meget fashionabel natklub “Chez Paul”. På anbefaling var den genstand for et aften- og nattebesøg, jeg aldrig glemmer! Det er blevet til (for mange?) en del besøg i natlige lokaliteter af varierende størrelse, farve og prisniveau en del steder i Europa gennem mit plettede liv. Sammenligning er naturligvis altid nærliggende, når muligt.

Tilbage til Chez Paul anno marts 1975. Natklubejeren “Paul” besad den - alt for sjældne – kompetence at byde gæsten personligt velkommen. “Paul” gik rundt i sin natklub og hilste på gæsterne, ikke blot (mange) gengangere, men også debutanter som blogejeren. Han gav sig tid til at en sludder, nøje afstemt af lydintensiteten fra underholdningen på den lille scene. Mange natklubejere kunne lære – inderligt – meget af (den hedengangne) Paul.

Modsat nutidens mørkklædte muskeldrenge med ledninger i nakken, højtalere i ørene, tribade-tatoveringer, skaldet hovedbeklædning, syntetiske muskler ved hjælp af kemiske stoffer og jernløfteri, kulsorte bælter i asiatiske kampsportsgrene og ikke mindst et tilskåret brutalt og betydningsfuldt udtryk i ansigtet havde le patron Paul to pænt klædte herrer i de modne årgange til hjælp ved indgangsdøren til den – daværende – fashionable Bruxelles-natklub. Jeg er sikker på, at “Paul” med sin elegante og samtidig selektive snu væremåde ville eliminere 90 pct. af eventuelle optræk til ballade. De sidste 10 pct. vil det hastigt tilkaldte politi fra den nærliggende politistation med glæde tage sig af, medens le patron Paul så smilende til emballeret i sin skræddersyede dobbeltradede smoking. 

Jeg erindrer stadig de professionelle værtinders smil til le patron. Tro mig, der er stor forskel på disse, men her var de feminine professionelle smil ilagt en ægte respekt for Paul. Begreberne “klasse” og “stil” lyste som en solfyldt aura fra le patron!

In addition:
Disse memory-spots kørte i min indre biograf, medens der blev igangsat et nøje planlagt forløb af tilskåret tid til at se Europas hovedstad Bruxelles/Brussel anno 2012.
Det handler næste (planlagte) og noget længere blogindlæg om. Begreber om Bruxelles/Brussel anno 2012, EU, Matongé, tips til Bruxelles, Brussel m.m. bliver berørt……

Broder Erik

I Europa ligger mange klostre fra den mørke middelalder. At Europa er delt i et sydligt katolsk og nordligt protestantisk religiøst baseret område, er bekendt for enhver, der har gennemkrydset den gamle verdensdel samt blot læst indholdsfortegnelsen i den europæiske historiebog.
Det ved bl.a. EUs præsident, den lidt embedsmandsagtige konsensus-mager samt flamske politiker af borgerlig observans, belgieren Herman van Rompuy (f. 1947). Når han skal lade op (det er der vist tit brug for i denne tid!), sker det - ifølge velunderrettet kilde - enten ved den flamske kyst eller hos munkene i klostret i Affligem.

Delingen af det katolske og protestantiske Europa ses meget tydeligt i Belgien. Et land, som blogejeren har lært gennem nogle rejser over decennier at sætte pris på. I samme land ligger der flere klostre. Nogle er lukket for offentligheden. Få er åbne efter aftale. Et af disse er ikke bare åbent - og har været det længe - men er samtidig nærmest verdensberømt. Modsat ovennævnte kloster Affliglem er klosteret i Chevetogne langt mere eksponeret. Ethvert look i hjemmesidens gæstebog fortæller om gæster i dette særegne kloster fra alle verdensdele på kloden.

Monastére Chevetogne

Dybt inde i Ardennerne ligger dette magnifikante klosterkompleks i en katolsk og byzantinsk blanding. Nogle frostklare og solrige januardage 2012 i Ardennerne bidrog til den fabelagtige klosterstemning og -stilhed for blogejerens længe planlagte klostertur. - En inderlig historisk kontrast til “The Battle in the Bulge” - december 1944, hvor bl.a. den amerikanske 4-stjernede general George Patton jr. med sin 3die armé udkæmpede nogle voldsomme slag i vinterkulde og høj sne mod de tyske besættelsestropper netop i dette område af Ardennerne. - Tilbage til klosteret anno 2012:

Bygningerne (bill.1.) er med årene blevet en hybrid af flere stilarter. Indenfor trives munkene i forskellige trosretninger, aldre, livvidde, højde og skostørrelser. Latin, fransk og flamsk er naturlige dagligdags tunger. Hårdt presset kan de yngre af dem også kommunikere frit på engelsk. Der er ikke TV, radio eller musikafspillere eller anden nymodens pjank, når undtages ledsagende musik til andagterne. Gæster, der skal have rytmer for at leve, må koble noget til øregangene. Kulturelle input via medier sker kun, såfremt gæsten medbringer computer. Efter anmodning skabes adgang til WLAN.

Rituelt eksempel

Ritualerne foregår naturligvis på latin og fransk i denne del af verden. Et eksempel på et ritual er måltiderne. De starter med, at en munk ringer løs på en kæmpeklokke (han sætter nogle sikkerheds-ørepropper i hver gang). Lyden er gennemtrængende i hele klosterområdet; ja selv Klokkeren fra Notre Dame kunne have behov for noget krisehjælp eller coaching lige efter.

Som billedet (bill.3) viser, sidder munkene ved et langt bord. For enden sidder “chef-munken”, et ældre lang-skægget herre. Han styrer bønnerne og messesangen, inden- og efter måltidet. Ved siden af ham sidder så de få mandlige gæster og dernæst kommer munkene i en turnus-sidde-ordning. Medens vi spiser, er der tavshed mellem munkene (og eventuelle herre-gæster som blogejeren). Andre munke agerer tjenere. Det kører altsammen i en vagtbaseret turnus. Fade og brød bliver budt rundt i et velordnet ceremoniel og tavshedsbelagt mesterværk. Vi tygger maden, medens postevandet skyller det ned. 2-3 retter - hovedretten bydes rundt anden gang, når chef-munken er færdig med første omgang.

Hele sceneriet (måltidet) varer næsten nøjagtig 30 minutter; alt imedens en munk sidder på en lille forhøjning i hjørnet og læser op af skriftsteder i en lind strøm via en mikrofon. - “Chef-munken” afbryder med en bordklokke, når han skal messe eller bede. Det sker både, når vi skal starte og til slut efter måltidet. Alle står bomstille ved deres (umagelige) træstole med blikket vendt mod et kæmpekrucifix for enden i det aflange spiserum. Der er alvor hos alle, ansigtsmusklerne bruges kun til bearbejdning af føden. - Maden opleves tung, men absolut velsmagende a la “husmandskost”. Søndag aften var den vagthavende messe-underholdningsmunk afløst af en semi-munter klaverkoncert via det beskedne musikanlæg i hjørnet af spisesalen. En velkommen forandring, selvom munkene ikke viste videre opstemthed i deres ansigter under måltidet.

Alt i alt var vi på alle måder (uden overdrivelse) langt fra en Michelin-stjernet restaurant. Her har gæsterne heller ej navnesignerede servietstofposer og -ringe til deres stivede hvide stofservietter! Blogejerens gæstestatus kvalificerede til en træ-servietring, en stivet hvid (stor og dejlig) stofserviet (som i barndommen) samt et visitkort sirligt påtegnet “Mr. Erik Hulegaard”.

I en nærliggende bygning, der kunne skimtes fra blogejerens fabelagtige Ardenner-udsigt fra sit skrivebord i munkecellen, kunne anes Bethania, som var quindernes opsamlings-sted. Ingen quinder hos munkene? Blogejeren så kun en quinde. En lille quinde (rengøring m.m.) med et listigt smil og og en livvidde, der gjorde det nemmere at hoppe over hende end at løbe rundt om hende, hvis man(d) ville passere hende!

Generelt

Adkomsten til klosterområdet i Ardennerne er ikke nem, hvilket jo basalt heller ikke er meningen. Det hjælper med en bil (eje eller leje). Ellers er det tog fra Bruxelles (retning: Luxembourg), stå af i Ciney. Herefter er der busforbindelse cirka 3-4 gange om dagen (ej søn- og helligdage). At få en taxa svarer nærmest til at vinde i lotto. Det lykkedes blogejeren med besvær og bistre overtalelser at få fat i en taxa i Ciney, da bussen netop var kørt og der var cirka 5 timer til den næste busafgang. Taxachaufføren satte taxametret til hjemmefra og fortsatte sin kørsel med blogejeren plus bagage i en sær hoppende kørsel, der måske blev afstemt efter reggae-rytmerne i bilradioen. Faktisk imponerende, når det antages, at taxachaufføren ellers virkede tæt på de 80 år (næsten som hans taxa-Mercedes ).

Ved min afgang nogle dage senere havde “Guestfather”-munken på min anledning bestilt en taxi. Ganske rigtigt kom den 80+årige trillende igen med sin gamle Mercedes. Han havde for en sikkerheds skyld sat taxameteret til hjemmefra, så taxametret viste 14 Euro, da blogejeren satte sig ind i den gamle Mercedes. Vognmandens belgiske moustache strittede fortsat, da han i nogle herlige gear- og koblingsskift bragte den gamle “merser” og den noget yngre blogejer til Gare de Ciney. Det var en god dag for den gamle vognmand. Solen skinnede og hans pensionstillæg blev kraftigt adderet. Da han kørte videre, kunne blogejeren ikke lade være med at grine lidt trods en kraftig afhøvling af sin børneopsparing.

Refleksion

Stedet ånder af….ja netop klosterstemning langt væk fra “Real Life”. Vi befinder os nærmest i en pseudoverden, omgivet af Ardennernes bakkede skovbeklædte natur, der både genererer et dystert og samtidigt storslået regie. Det kan beskrives kortfattet (som dette indlæg) eller i dusinvis af ord, men skal det virkelig fornemmes, er et ophold et must. En oplevelse for livet!

Er den strenge munke-ordenagtige tilgang til religiøsiteten og troen den rigtige? Kommer munkene - når de oplever den ultimative længste (og sidste) søvn - op til Vorherre? Er de bedre mennesker end os andre “hverdags-digital-cpr-numre”? Giver deres mange ritualer adgang til en højere position i et (måske) nyt liv? - Se….det interessante er jo, at i-n-g-e-n endnu - trods digitale artisterier og gen-manupulationer og raketvidenskab osv. - har svaret på disse spørgsmål.

Ønsker læseren at reflektere udenlands - i et internationalt miljø - under særdeles velordnede forhold (undervurdér aldrig den katolske munke-disciplin!), er det belgiske kloster med en enestående “rural” beliggenhed dybt inde i Ardennerne et kvalificeret sted.

Modne læsere bør sende denne rekommandation “til modning”. Yngre læsere bør erindre dette sted - måske til senere lejlighed i deres liv, når erfaringen og livets kompleksitet er fusioneret i en anelse forståelse af livets fabelagtige menukort.

Blogejeren havde nogle formål med rejsen, hvoraf det ene (naturligvis) var at opleve dette fabelagtige kloster. Efter et par aftalte dage kunne blogejeren returnere til “den virkelige verden” i form af nærmeste togstation i Ciney, hvorfra toget fra Luxembourg via Namur kunne køre de cirka 70 km. til Bruxelles/Brussels.

In addition

Sidstnævnte by handler næste planlagte indlæg om med titlen “My name is Pieters”.

Note:

Link til Monastére Chevetogne: http://www.monasterechevetogne.com/index.php?taalkeuze=2

Link til mere Monastére Chevetogne: http://www.hulegaard.dk/chevetogne.htm