Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg - som x millioner af andre vesteuropæere - erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.
Medio sept. 2009
Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor - relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere - hvis jeg nåede det - var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.
Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var - til en undtagelse - ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”
“DDR-siden - naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.
Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud - tog nogle fotos - gik frem og tilbage på broen - stod og resignerede - og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.
Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som - “Powers” og “Abel” og “Vogel” - var noget særligt.
10. februar 1962
Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.
Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.
Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…
Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 - d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.
Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.
Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig
Wolfgang Vogel (1925-2008) - I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne - nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.
Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.
Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)
Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.
Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. - Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. - Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere.
Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.
September 2009 - in reflexion
Den tyske taxichauffør havde - som mange erfarne taxichauffører i verdens byer - en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.
Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.
U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.
I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.
John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.
“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy - 26.06.63 - Rathaus Schøneberg)
Note:
Foto: Erik Hulegaard
